Hun bestemmer over Nettos kager

21-02-2012
3 min.

Som category manager i Dansk Supermarked er Mia Nørby konstant i bevægelse for at få tingene til at passe sammen. Belønningen er glæden ved at have med hele værdikæden at gøre.

”Jeg har altid synes, at dagligvarehandel var interessant, fordi det er her, tingene flytter sig hurtigt,” siger produktchef Mia Nørby. Detailvarebranchen rykkede allerede kraftigt i hende, mens hun læste på Handelshøjskolen i Aarhus, og inden hun havde lagt sidste hånd på sin kandidatafhandling, var hun ansat i Dansk Supermarked.

Selv er hun heller ikke typen, der står stille. Som category manager for brød og kager bestemmer hun i dag ikke blot over koncernens brede portefølje af bagværk, hun følger den også helt til dørs, det vil sige til hylderne i Netto, Føtex og Bilka.

”Jeg er med i hele forløbet. Logistikken skal passe, så ordrerne bliver placeret på det rigtige tidspunkt, jeg skal forhandle med leverandørerne, og lige nu er jeg i gang med at finde ud af, hvad der skal være i Bilka-avisen i uge 12. Det er det fede ved mit job,” konstaterer hun.

Også opskrifterne er Mia Nørby inde over, og de kan endda komme fra hendes privatsfære.”Min mormors vaniljekranse kunne godt være et produkt, som jeg finder en leverandør til, der kan køre det op i stordrift,” siger hun.

For selv at tage produktionen af sin kategori i øjesyn er Mia Nørby ofte på besøg på store, typisk udpræget automatiserede bageproduktioner rundt om i Europa, men det er ikke kun rent fysisk, at hun konstant er i bevægelse i jobbet som category manager.

Hun har således flere gange skiftet vareområde, senest for et år siden fra ost til brød og kager.

”I starten var det svært at forstå, hvad mekanismerne lige er her, fx med kager, som er et impulsprodukt, og det er også en udfordring at få nye medarbejdere, nye tanker og nye ideer,” fortæller hun, idet hun understreger, at skiftene er noget, hun selv opsøger.



”Jeg vil gerne udvikle mig og ikke gro fast, men blive ved med at få ny inspiration,” forklarer den unge manager, der ikke er mere træt af sin kategori, end at hun sagtens kan finde på at bage en gang boller, når hun kommer hjem efter en arbejdsdag på typisk otte til ni timer.

Hvordan vælger I sortimentet ud?

”Vi har adgang til en masse markedstal, så vi kan se, hvor stort kage-, brød- og kiksemarkedet er. Så kan vi se, om fx snackingprodukter udvikler sig. Nye input kommer ofte fra leverandørerne, men vi har også samarbejdspartnere rundt om i Europa og kan følge op på en trend hos dem, som fx i øjeblikket cookies med flydende chokoladefyld og cupcakes.”

Hvordan klarer du balancen mellem arbejde og fritid?

”For nogle år siden sagde en chef en aften ved 18-tiden til mig, at jeg skulle være opmærksom på at gå hjem. Jeg undrede mig, for jeg sad jo og arbejdede for ham, men hans fokus var, at uden fritid ville jeg ikke have så meget kreativt at byde ind med næste dag. Det tror jeg indimellem, at nogle glemmer, men det er vigtigt, og nogle gange kommer ideerne og tankerne, når man har fri.”

Hvordan tester I nye produkter?

”Ved mærkevarer er det leverandørerne, der sørger for fokusgrupper. Men vi er også et team af kolleger, som altid tester smagen, hvis vi eksempelvis skifter leverandør til et produkt. Indimellem tester jeg også selv smagen og effekten af nye ting derhjemme, som da chiafrø kom frem og lige skulle prøves af i et hjemmebagt brød.”

Er kvinder og ledelse et særligt tema for dig?

”Kvinder har måske flere bløde værdier, men jeg er vant til at være del af et maskulint miljø, blandt andet startede jeg i slagterafdelingen, hvor tonen kan være rå. Jeg har egentlig aldrig haft behov for det der ekstra skub, som nogle kvinder efterlyser. Men jeg synes, det er relevant, at Dansk Supermarked ved mentorordninger og netværk mellem kvinder satser på at få flere kvindelige varehuschefer, for en større diversitet vil give nogle positive ting i sidste ende.”

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.