Djøf mener

Gode idéer til ny udvikling og frugtbare samarbejder kvæles i fødslen, mens medarbejderne får revet forsørgelsesgrundlaget op med rode. De senere år har ikke været præget af fremgang – tværtimod.

Men hvor der er mørke, er mulighederne for at se lyset så meget større. Vi ser nu virksomheder vinde frem på eksportmarkederne, og nye satsninger på udvikling er igen kommet på dagsordenen. Varslinger om afskedigelser står ikke alene i nyhedsstrømmen, nu er der også forventninger om ansættelser.

Smalhals og krisetider tvinger også en til at se med friske øjne på alt det, vi har vænnet os til som godt og fornuftigt. Måske noget alligevel kunne og burde laves om til nye tider og nye udfordringer. Det kræver meget af ledelserne i både den private og den offentlige sektor at lede en virksomhed eller organisation videre fra tilbageslag og afskedigelser. Det er en af de allermest afgørende opgaver for ledelsen.

Når det lykkes, bliver det igen muligt for medarbejderne at finde engagement og at folde idéer ud, så opgaverne løses effektivt og på et højt kvalitetsniveau.

Smalhals og krisetider er med andre ord også udviklende og på det lidt længere sigt berigende for virksomhed og samfund. Før vi når dertil, er der imidlertid behov for endnu et opgør drevet af nødvendigheden: Opgøret med idiotbureaukrati.

Lad mig give et eksempel: Postkasserne ude på vejen. Enhver kan se, at det betyder effektivisering af postudbringningen, og det er der brug for, når der er meget færre breve og dermed færre indtægter. Det er jo også helt naturligt, at der tages hensyn til gangbesværede, så de fortsat kan få posten inden for døren.

Men så skal kommunerne behandle 50.000 ansøgninger om at få posten inden for døren. Der skal ske en individuel visitation. Der skal undersøges, redegøres og begrundes. Alt skal registreres og meldes videre. Klagevejledninger følges af klager, og møllen kører. Hvem tager politiske ansvar for det merarbejde? Ingen såmænd.