Krystalkugler eller kejserens nye klæder

07-11-2012
9 min.

Den økonomiske krise har sat gang i en byge af reformer og politiske opgør. Bagved de politiske stridigheder raser et opgør om, hvad økonomer og deres modeller egentlig kan sige om reformers konsekvenser for samfundet og økonomien.

Danskerne er næppe blevet bombarderet med så mange reformer og reformplaner på noget tidspunkt i historien: Skattereform, førtidspensionsreform, kontanthjælpsreform og en ny aftale om dansk energipolitik for blot at nævne nogle af de reformer, der skal skabe arbejdspladser og øge vores vækst og velfærd.

Hertil kommer den famøse kickstart af dansk økonomi, ungepakken og tilbagebetalingen af efterlønsbidrag. For at vi ikke skal miste overblikket, er de mange initiativer samlet og beregnet i regeringens 2020-plan, hvor fx det samlede behov for nye arbejdspladser er opgjort til 180.000.

Alene skattereformen vil fra 2013 til 2022 øge beskæftigelsen med 14.600 personer og styrke de offentlige finanser med tre milliarder kroner om året, viser Finansministeriets beregninger.

De mange præcise tal for, hvad fremtiden vil bringe, er naturligvis beroligende, idet vi så alle ved, at i 2020 eller 2022 er alting godt, hvis vi bare bider tænderne sammen og får gennemført de vedtagne reformer. 

Men så let er det langt fra, mener bl.a. Jesper Jespersen, der er økonom og professor på Roskilde Universitet. Han har i sin doktorafhandling beskæftiget sig med det videnskabsteoretiske grundlag for makroøkonomiske modeller og har angrebet Finansministeriets brug af ADAM- (Annual Danish Aggregate Model, red.) og DREAM-modellen (Danish Rational Economic Agent Model, red.) ved fremlæggelsen af 2020-planen, som han mener bedst kan sammenlignes med kejserens nye klæder. 

Intet med virkeligheden at gøre

”En generel ligevægtsmodel som DREAM har faktisk ikke meget med virkeligheden at gøre, fordi modellen bl.a. bygger på den forudsætning, at udbud af arbejdskraft altid finder beskæftigelse – altså skaber sin egen efterspørgsel. Eller sagt på en anden måde: Der er altid fuld beskæftigelse i modellen. Beskæftigelsen er alene bestemt af den arbejdskraft, der bliver udbudt,” siger Jesper Jespersen.

”I regeringens 2020-plan er der fx 180.000 flere beskæftigede sammenlignet med i dag, fordi beregningen er baseret på en ligevægtsmodel. Men hvor skal jobbene komme fra? Hvordan sikres det i den virkelige økonomi, at der også er en efterspørgsel efter arbejdskraften? Det giver ligevægtsmodellen ikke noget overbevisende svar på. Hvis der til den tid ikke er nogen efterspørgsel efter arbejdskraften, så kan jeg godt garantere, at så bliver de heller ikke beskæftigede. Eller tag skattereformen, hvor man skønner, at udbuddet af arbejdskraft, som følge af reformen, vil stige med 14.600 personer – og dermed stiger beskæftigelsen tilsvarende, som der konkluderes, uden mindste forbehold, i et svar fra skatteministeren til Folketinget,” siger Jesper Jespersen og fortsætter:

”Når jeg diskuterer det med politikere som Marianne Jelved (finansordfører for Radikale Venstre, red.), siger hun, at det er helt forkert, at regeringen ikke interesserer sig for efterspørgslen. Det er jo argumentet bag kickstarten, at efterspørgslen efter arbejdskraft skal øges, når der er arbejdsløshed. Men det er kun på helt kort sigt, for regeringen har jo forpligtet sig til, at der de efterfølgende to år skal investeres tilsvarende mindre. Der er således kun tale om fremrykkede investeringer – ikke en samlet forøgelse af efterspørgslen, når blot der ses fire år ud i fremtiden. Her dominerer ligevægtstankegangen og udbudsmodellen,” fastslår Jesper Jespersen.

”Ligevægtsmodeløkonomerne og os kritikere taler – ikke mindst i den offentlige debat – ofte helt forbi hinanden, fordi modelgrundlaget ikke gøres eksplicit,” erkender han.

”Men der er fornuft i begge lejre – det skal bare lige forklares – også til politikerne.” 

Politikere og journalister overser forbehold og usikkerhed

En af de økonomer, der hverken er en svoren tilhænger af den ene eller anden modelideologi, er professor og tidligere overvismand Niels Kærgård. Han har været med siden de første økonomiske modeller blev anvendt i 1970’erne, og han har for nylig advaret om, at ”vi tror for meget på de økonomiske modeller,” ligesom han har peget på, at politikere og journalister ofte overser de forbehold og den usikkerhed, der ligger i modellerne. 

Men er Finansministeriet ikke selv hovedsynderen, når fx beskæftigelseseffekten af skattereformen beskrives så præcist? 14.600 nye job, hverken mere eller mindre?

”De tal, som Finansministeriet og andre leverer, ser meget præcise ud. Men de bygger på nogle konkrete forudsætninger, og de forudsætninger, skal man huske, er usikre. Så når der kommer et tal på 14.600 nye job ud af modelberegningerne som følge af skattereformen, så angiver det i virkeligheden en størrelsesorden. Tallet er langt fra sikkert.” 

Men det ser jo sådan ud, når Finansministeriet skriver det så præcist?

”Ja, det gør det. Men man skal som sagt tage disse tal med et gran salt. I denne sammenhæng betyder 14.600 nye arbejdspladser blot, at det cirka ligger mellem 10.000 og 20.000 job.” 

Professor Jesper Jespersen mener, at modeller som DREAM, der ser mange år ud i fremtiden, er helt uduelige. Han mener, at der er tale om kejserens nye klæder?

”Det mener jeg er helt forkert. For vi ved faktisk noget om fremtiden, og det skal vi udnytte.” 

To grøfter

”Der er to grøfter, man kan falde i. Den ene er, at man opfatter disse tal som den fulde sandhed. Den anden er at sige, at disse modeller ikke kan bruges til noget som helst. Begge grøfter er lige forkerte. Vi har brug for modellerne. Man ved jo godt, at hvis man snakker om fx 2020, så er der nogle langsigtede udfordringer, som vi skal tænke over. Der bliver flere ældre, Nordsøolien begynder at slippe op osv. Og det er efter min mening fornuftigt at regne på, hvor meget det betyder. Modellerne giver så et eller andet resultat, der kan sige noget om omfanget af de problemer, vi står med. Om det er noget, der betyder noget, eller om det bare er i småtingsafdelingen,” siger Niels Kærgård.



Men der er vel også et politisk pres på sådanne modeltal? Fx skal en skattereform jo helst se så effektfuld ud som muligt?

”Ja, det er der. Der er en kendt diskussion fra klimatopmødet, hvor toppolitikerne siger til forskerne, at nu må politikerne vide, om temperaturstigningen er over eller under to grader. Politikerne kan ikke bruge et cirkatal til noget. Men der er masser af situationer, hvor man ikke kan sige noget præcist, men alene angive en størrelsesorden. Og her vil det jo være uvederheftigt af forskerne, hvis de lader sig presse. Det er rimeligt nok, at politikere og journalister presser på for mere eksakte tal, men forskerne må holde fast, hvis der ikke er belæg for dem.” 

Men lægger modellerne ikke op til præcise­ svar på noget, der ikke kan gives præcise svar på?

”Hvis man bruger modellerne til det, de kan bruges til, så synes jeg, at de er meget rimelige og rigtig gode værktøjer. DREAM er til det lange perspektiv, mens ADAM og SMEC er til de næste par år. De er nyttige redskaber for beslutningstagerne. Men lige fra modellernes start i 1970’erne har man diskuteret, om en model er bedre til at forudse den økonomiske virkelighed end en god økonom. Det rigtige er selvfølgelig, at en god mand og en god model tilsammen er bedre end nogen af dem hver for sig.” 

DREAM er kritiseret for at være en såkaldt ligevægtsmodel, der bl.a. har som forudsætning, at arbejdsmarkedet pr. definition er i ligevægt, når vi kigger nogle år ud i fremtiden. Et urværk, hvor alt er forudsigeligt – altså en model, der ikke har meget med virkeligheden at gøre?

”Det er en kritik, som jeg ikke mener er relevant. Man kan ganske rigtigt ikke på fornuftig vis sige noget om konjunkturerne i 2020, eller hvor høj arbejdsløsheden præcis vil være. Men vi ved faktisk en del om fremtiden, og det er det, modellen udnytter. Fx ved vi jo nogenlunde, hvor mange der vil være i arbejdsstyrken i 2020, for selv de yngste i arbejdsstyrken til den tid går jo allerede i skole i dag. Der er kun syv-otte år til 2020. Vi ved også, hvor mange gamle der vil være, ligesom vi kender en række andre økonomiske forhold. Da vi ikke kender arbejdsløshedsprocenten, så sætter vi den til at være på et nogenlunde gennemsnitligt niveau, fx fem procent i 2020. Vi kender heller ikke renten og valutakurserne til den tid, så de forudsættes også at være på et niveau, hvor de plejer at være. Kort sagt: Hvordan ser verden ud i fx 2020, hvis vi forestiller os, at de ting, der er svære at forudsige, er nogenlunde, som de plejer at være. Hvor stor bliver produktionen, arbejdsstyrken, bruttonationalproduktet osv., når det beregnes i en model. Og det er altså bedre end et regnestykke på bagsiden af en kuvert. Vi skal bare hele tiden huske på, at det ikke er en forudsigelse af konjunkturerne, men et skøn over en ’ligevægt’. Og hvis man ikke kan lide det ord, så kan man bare bruge et andet – fx ’nogenlunde gennemsnitlig’,” siger Niels Kærgård. 

Ingen ideologisk krig

”Jeg ser det derfor ikke som en ideologisk krig mellem såkaldte ligevægtsmodeller og andre, men blot som et redskab til at sige noget om situationen i 2020, 2030 eller hvilket år, man nu vælger. Og netop fordi vi ikke kan sige noget om konjunkturerne, så er vi nødt til at forudsætte, at de har et nogenlunde gennemsnitligt forløb.” 

Modellerne udvikler sig hele tiden. Hvor gode kan de blive?

”Der kommer hele tiden noget nyt til. Fx opstår der et behov for at vide, hvad en skattenedsættelse betyder for udbudet af arbejdskraft. Men hvis vi ser på folks generelle økonomiske adfærd, så vil der altid være en stor usikkerhed. Vi kan ikke blive perfekte til at forudsige, fordi der vil komme nye skvulp og bølger i økonomien, der ikke kan forudsiges. Det kan være et terrorangreb, som på World Trade Center, hvorefter der kommer en periode med mere pessimisme. Eller der kan komme en periode, hvor det hele ser rigtig godt ud, og folk bliver mere optimistiske, end de plejer, hvilket igen kan føre til nye skvulp og usikkerheder – måske endda en finanskrise eller lignende. Menneskelig adfærd kan aldrig forudsiges særlig nøjagtigt.”

1 kommentar
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Andreas Pihl Kjærsgård

16.11.2012 kl. 10.26

Først ros og så ris:

Det er for det første godt, at Djøfbladet tør tage dette yderst vigtige, men komplicerede emne op omkring de økonomiske modeller. Jeg er i øvrigt ikke økonom, men mange af de forbehold, jeg kommer med nedenfor, mener jeg ikke, man bør være økonom for at kunne fremføre.

For det andet er det godt, at det bliver pointeret, at selv hvis man tager alle modellernes antagelser for gode varer, vil de altid komme frem til et - ofte ret bredt - interval ikke et enkelt tal, som det ofte ses i medierne: helt ligesom al mulig anden infererende statistik er det bedste bud eksempelvis, at arbejdsudbudet med 95 % sikkerhed vil øges med et sted mellem 10.000 og 20.000, alt andet lige.

Et lille eksempel på, hvad denne oversete pointe kan have af konsekvenser, så vi i forbindelse med debatten op til sidste folketingsvalg. I Deadline stod Ole Sohn og, jeg mener det var, Claus Hjort og satte duplo-klodser oven på hinanden og anklagede hinanden på skift for at mangle 2-4 mia. kr. i hver deres 2020-plan. Den ellers så normalt så modelglade økonom Michael Svarer pointerede, at alle 2020-beregninger opererede med en usikkerhed på plus/minus 100 mia. kr. (et 95 % sikkerhedsinterval), og så var alt andet i øvrigt lige (hvis eksempelvis ledigheden i år 2020 er en procent højere eller lavere end det i modellen antagede, så er finansieringsudfordringen/intervallet ændret). De 2-4 mia. kr. er derfor fuldstændig ligegyldige og tilfældige.

Så kommer der ris:

Jeg mener for det første, at ovenstående forbehold (usikkerhederne i form af de brede sikkerhedsintervaller og de urealistiske alt andet lige betragtninger) gør, at man bør stille spørgsmålstegn ved, hvad man egentlig vinder ved modellerne. Niels Kærgård argumenterer for, at modelberegningerne altid er bedre end et kvalificeret sjus baseret på nogle af de ting, vi nogenlunde ved om fremtiden - flere ældre, mindre olie - men i hvor høj grad er det rigtigt?

Et andet relateret problem ved dette er for mig at se, at hvis 2020-beregninger kun er et slags kvalificeret sjus, så får de for mig at se, i kraft af de præcise tal, matematikken og uoverskueligheden i, hvad en økonomisk model/regnemaskine egentlig er og kan, karakter af en sandhed, som vi ukritisk må tage udgangspunkt i, når vi debatterer eller laver politik. Jeg vil mene, at der er uforbeholdent stort fokus i dagens politik på at løse nogle usikre pseudo-agtige problemer i fremtiden, vi faktisk ikke ved ret meget om.

Den tredje og for mig at se alvorligste kritik går på modellernes antagelser i sig selv, som jeg mener ikke bare er forkerte og urealistiske, men også direkte farlige. DREAM står som sagt for "Danish Rational Economic Agent Model". Denne rationelle økonomiske agent er bekvem i en økonomisk model, fordi man kan forudsige ret præcist, hvad han vil gøre i en bestemt situation - dette gør det dog ikke nødvendigvis til en ret præcis beskrivelse af, hvad økonomiske agenter rent faktisk gør i bestemte situationer. Lad mig nævne to eksempler.

Modellerne antager, at hvor mange investeringer, der bliver foretaget i samfundet afhænger direkte af rentens størrelse (og kapitalens grænseprodukt, der kan beregnes). Hvis renten falder, vil folk altid låne og investere mere og omvendt. Rigtig megen empirisk forskning viser dog, at hvor mange investeringer, der bliver foretaget i samfundet, afhænger meget lidt af rentens størrelse, men derimod af kollektive forventninger om fremtidigt afkast. Dette er en meget psykologisk størrelse og kan nærmest forveksles med optimisme.

Det er netop en af hovedårsagerne til, at bobler opstår. I gode tider, som før finanskrisen, er folk kollektivt optimistiske og låner og investerer i eksempel ejendom selvom ejendomspriserne allerede var enormt høje. Modsat har Japan siden deres store krise først i halvfemserne næsten konstant kørt med negative realrenter. Alligevel vil hverken virksomheder eller husholdninger låne og investere, da de er nervøse for fremtiden - situationen i DK for tiden er måske ikke så forskellig herfra.

Dette lemmingeffekt-argument er der ikke noget mystisk i, og er en af årsagerne til at "behavioral economics" - forskning i, hvordan aktører rent faktisk opfører sig - boomer i de her år. Det er også derfor, at en af de vigtigste økonomiske parametre overhovedet - også i medierne - er den såkaldte forbrugertillidsindikator. Selvom der således efterhånden er en udbredt konsensus om, at disse psykologiske faktorer er nærmest altafgørende, er de ikke med i modellen.

Det andet eksempel, jeg vil nævne, er modellens antagelser om arbejdsløshed, hvorfor folk arbejder og konjunkturer. Det er ikke tilfældigt, at politikerne altid snakker om arbejdsudbudet. DREAM opererer således slet ikke med et efterspørgselsbegreb. I stedet antages et øget arbejdsudbud altid at lede til en øget efterspørgsel. Med andre ord: udbud skaber efterspørgsel, folk kan altid få arbejde, hvis de vil og arbejdsløshed er altid frivillig. Hvis man vil ned med arbejdsløsheden, har modellen derfor kun to løsninger: mere konkurrence mellem lønmodtagere (dvs. fagforeninger og mindstelønninger er skidt) og bedre incitamenter til at tage et arbejde (dvs. lavere indkomstoverførsler, lavere indkomstskatter og mindre regulering/mere fleksibilitet) er den eneste kur.

For at summere op, mener jeg altså der er to problemer ved modellerne, som Kjærgård ikke adresserer, og jeg mener derfor, at hans "svar" faktisk er et godt eksempel på, at økonomer taler forbi hinanden som Jesper Jespersen pointerer:

1) Kan vi stole på modellens beregninger og bruge dem til ret meget?

Det mener jeg grundet ovenstående, at der kan sættes spørgsmålstegn ved. Hvis man er flink og stoler på modellens antagelser, gør usikkerhederne og "alt andet lige" forudsætningerne, at resultaterne i bedste fald er en meget grov indikation af fremtidige udfordringer, som Kjærgård faktisk også indrømmer.
Hvis man derudover begynder at stille spørgsmålstegn ved modellernes grundlæggende antagelser, kan man begynde at frygte, at modellernes resultater er direkte misvisende. Måske er eksempelvis den samlede efterspørgsel og graden af kollektiv optimisme i samfundet to af de allervigtigste faktorer i bestemmelsen af den økonomiske vækst på et givent tidspunkt. Disse to faktorer er dog slet ikke med i modellen.

2) Modellernes politiske neutralitet og implikationer?

Selvom mange økonomer vil påstå det modsatte, og politikere - tror jeg - tror det modsatte, mener jeg ikke at modellerne er politisk neutrale. Helt simplificeret gør modelantagelserne, at hvad end der puttes ind og beregnes på, vil modellen altid komme frem til at mere marked og/eller mindre stat altid vil øge det økonomiske output, arbejdsudbudet, beskæftigelsen, den finanspolitiske holdbarhed etc. Derfor risikerer socialdemokrater i deres forhåbentligt oprigtige forsøg på "at fremtidssikre velfærdsstaten", at afvikle den i forbifarten og glemmer i øvrigt i forbifarten at fokusere på de problemer, vi faktisk ved noget om - den nuværende økonomiske situation.

Modellerne er aldrig tilfredse, der kan altid komme lidt bedre incitamenter og mindre stat, men er det opskriften på velfærdsstatens fremtidige succes? Jeg mener ikke, at vores hidtidige erfaringer med "the nordic model" peger i den retning. Og selv hvis modellerne faktisk angiver løsninger på udfordringer med fremtidens BNP-vækst, ældrebyrden etc., er det nok til at angive, hvilket samfund vi ønsker og stiler imod?

0 Kommentar
2
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.