Fra børs til baby

Det er eftermiddag på en legeplads i Brooklyn Heights i New York City.­ Børnene har fået fri fra børnehave og skole, og de løber hujende rundt i den tidlige efterårssol, mens en hærskare af mødre og barnepiger forsøger at holde styr på børn, klapvogne og rygsække. Der er ikke mange mænd at finde på legepladsen. Men Eric Mand er der med sin 3-årige datter Poppy.

Eric Mand er del af en ny tendens i USA. Selvom der stadig er en markant lønforskel mellem mænd og kvinder (i mændenes favør), så tjente 41 procent af amerikanske kvinder det samme eller mere end deres mænd i 2010. Det er en stigning fra 38 procent i 2007 ifølge en rapport fra tænketanken Center for American Progress.

Samtidig er priserne på børnepasning steget – ligesom arbejdsløsheden blandt mænd i årene under finanskrisen. Disse faktorer betyder, at stadig flere amerikanske familier har valgt, at faren bliver hjemme med børnene, mens moren forfølger sin karriere og forsørger familien. Ifølge US Census Bureau var 176.000 amerikanske fædre hjemmegående på fuld tid i 2011. Det er en fordobling inden for de sidste 10 år.

Farvel til Wall Street

Eric Mand har købt en æske kridt til Poppy, og de sidder sammen på fliserne og tegner. Legepladsen ligger med en storslået udsigt ind over sydspidsen af Manhattan, hvor finansdistriktets skyskrabere tårner mod himlen. Med sit lange hår og slidte jeans ligner Eric Mand ikke prototypen på en Wall Street-fyr, men i ni år var finansdistriktet Eric Mands hjemmebane. Som aktiehandler hos børsmæglerselskabet Knight var det her, han mødtes med børsmæglere og spiste dyre middage med firmaets kunder. Eric Mand var kun 23 år, da han begyndte at arbejde sig op fra bunden i firmaet.

”Jeg havde ingen relevant erfaring - jeg havde arbejdet som engelsklærer i Japan – så jeg fik jobbet baseret på en IQ-test, de gav mig til jobsamtalen. Det var i 1998. Alle var rige og smed om sig med penge. Så kom 2001, og firmaet skar ned fra 120 til 10 ansatte. Samtidig arbejdede jeg mig op i firmaet. Det var svært, og jeg arbejdede hårdt. Jeg blev forfremmet og rejste til London for at handle med europæiske aktier,” fortæller Eric Mand.

I 2007 forlod han jobbet hos Knight og arbejdede i en periode som freelancefotograf: ”Min timing var perfekt. Jeg forlod jobbet lige inden, det hele eksploderede. Inden man begyndte at hade Wall Street-folk … inden hele ”99%-protesten”. Der var forskellige faktorer i det, men frem for alt handlede det om, at jobbet ikke længere gjorde mig glad. Det var ikke længere en udfordring.”

I dag er Eric Mand hjemmegående på fuld tid, mens hans kæreste, som har sit eget PR-firma, har lange arbejdsdage og mange udlandsrejser. ”Det var en nem beslutning for os. Vi ville begge gerne have, at én af os var hjemme med vores barn. Vi er begge vokset op med mødre, som gik hjemme med os.”

Eric Mand ville gerne have et job, hvor han kunne komme hjem hver dag og glæde sig over, hvad han havde udrettet. ”Det fandt jeg endelig med at opfostre mit barn. Jeg stak altid lidt ud i mit arbejdsliv. Når jeg fortalte folk, hvad jeg lavede, troede de nærmest ikke på mig. Så jeg blev nødt til at udvikle lidt af en dobbelt personlighed, hvor jeg var én person på arbejde og én person derhjemme. Som hjemmegående far kan jeg være mig selv hele dagen. Det er meget forfriskende! Det er ærligt talt lidt af et drømmejob. Du lærer noget nyt hver dag. Det er hårdt arbejde, men du kan virkelig se resultatet af dit arbejde.”  

Far på fuld tid

Da finanskrisen var på sit højeste i årene 2007-2008, var der ifølge USA’s Bureau of Labor Statistics mere end dobbelt så mange mænd som kvinder, der mistede deres job i USA. Mange af dem var ansat i finanssektoren.

Peter Jaros er en af de finansfolk, der oplevede det svære jobmarked i de år. Han arbejdede i seks år for en hedgefond som aktieanalytiker og porteføljemanager, men han var ikke tilfreds med jobbet og sagde det op for at søge noget andet: “Det var på det tidspunkt, hvor økonomien ramte bunden, så det blev sværere og sværere for mig at finde et andet arbejde med alle de finansfolk på gaden. Hvis jeg havde fundet et velbetalt job, før min kone Natalie blev gravid, havde jeg nok haft et arbejde i dag. Jeg havde noget deltidsarbejde, men det gav ikke særligt godt. Så vi besluttede, at jeg skulle være hjemmegående”.

Peter Jaros bor også i Brooklyn og er ligesom Eric Mand hjemmegående på fuld tid med sine to døtre på 2 og 4 år. Han fortæller, at det er vigtigt for ham og hans kone, at de selv har ansvaret for at forme deres børn – især i de første vigtige år af barnets liv. Men beslutningen om at gå hjemme var også baseret på økonomiske overvejelser. I de senere år er priserne på børnepasning eksploderet i USA – en børnehaveplads i New York City til et enkelt barn kan sagtens koste over 100.000 kroner om året – ­og det betyder, at det for mange familier giver god mening, at den ene forældre bliver hjemme og passer børnene.

”New York er ekstrem. Enten arbejder du vildt meget, eller også er du hjemmegående. Hvis du arbejder midt imellem, så arbejder du basalt set kun for at betale for at få dine børn passet. Og hvorfor så arbejde?” spørger Peter Jaros.  

En ny manderolle

Peter Jaros’ kone Natalie er partner i Ernst & Young, og hun har en indkomst, der ikke alene tillader, at Peter Jaros går hjemme, men også gør det muligt for familien at have en barnepige, der kan aflaste ham, så han blandt andet kan komme ud og dyrke sin passion for golf. ”Hvis Natalie kun lige tjente penge nok til, at jeg kunne være hjemme, ville vores liv være meget anderledes. Jeg ville nok føle mig meget mere stresset, end jeg gør. Vi er heldige, at det ikke er tilfældet”.

Både Eric Mand og Peter Jaros møder langt det meste af tiden positive reaktioner, når de fortæller, at de går hjemme. Men begge er klar over, at de bryder med samfundets norm for, hvad der er mandens opgave. ”Der er den stereotype rollefordeling mellem mand og kvinde, mellem mor og far, i forhold til, hvem der skal forsørge familien. Som hjemmegående far bliver du nødt til at sætte dig ud over det,” fortæller Peter Jaros. ”Min far er et af de mennesker, som synes, at det er mærkeligt, at jeg er hjemmegående. Han arbejdede meget, han udfyldte den rolle, han mente, han skulle udfylde.”

”Når jeg tænker på, hvad mine venner laver, eller jeg læser om andre på min alder, og hvad de laver, så er det, jeg begynder at søge på nettet og tænker, ”måske er det her job noget for mig?”, siger Peter Jaros, som især savner de intellektuelle samtaler fra jobbet.

For Eric Mand har savnet især drejet sig om de sociale relationer på arbejdspladsen. Ikke mindst fordi han ikke har følt sig velkommen i mødregrupperne. Men nu har han fundet en gruppe hjemmegående fædre i kvarteret, som han jævnligt hænger ud med.

Jeg spørger ham, hvordan hans fædregruppe adskiller sig fra mødregrupperne, og han svarer med et stort grin: ”Der bliver helt klart drukket flere øl. Og der bliver helt klart også snakket mere om damer”.