Modsat en lang række af Europas førende økonomer tror den franske økonom Jacques Attali fortsat på EU og euroen. Der er kun én vej frem: En stor europæisk føderation med én politisk ledelse.
Født i Algeriet i 1943 og flyttede til Paris som 13-årig med sin familie. Jacques Attali er uddannet på nogle af Frankrigs bedste skoler, bl.a. gymnasiet Lycée Janson de Sailly, École Polytechnique og siden École nationale d’administration, hvor en stor del af Frankrigs ministre og præsidenter også har haft deres skolegang. Jacques Attalis samarbejde med Francois Mitterand begyndte i 1973, da Attali stod for hans valgkampagne. Fra 1981-1990 var han Francois Mitterands nærmeste rådgiver.
Attali har en doktorgrad i økonomi og har skrevet omkring 50 bøger. Den mest omtalte er en biografi om Francois Mitterand. Han grundlagde Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling i 1991, som han også blev den første direktør for. I samme periode stiftede han sit eget konsulentfirma A&A og i slutningen af 1990’erne PlaNet Finance – et finansieringsinstitut, der bl.a. tilbyder mikrokreditlån i udviklingslande. Hver uge skriver han en klumme i det ugentlige nyhedsmagasin L’Express.
Jacques Attali har et usædvanligt slapt håndtryk. Det er overraskende for en mand af hans status. Han har været en af Frankrigs mest magtfulde politiske rådgivere og er nu en af landets mest citerede økonomer. I 1980’erne var han den daværende præsident Francois Mitterands højre hånd. Efter sigende skrev han et memo til præsidenten hver aften: Overvej dette, læs dette, vær opmærksom på følgende …
Han rådgav også Francois Mitterand om Europa-politikken. Ligesom præsidenten var han en glødende tilhænger af et europæisk samarbejde, der skulle udmønte sig i en føderation eller Europas Forenede Stater, om man vil. Og glødende tilhænger er han stadig. Siden Jacques Attali forlod Palais de l’Élysée i 1990, har han haft et utal af formands- og direktørposter – også i EU. Bl.a. var han direktør for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), og han har ledet EU’s innovationsprogram Eureka.
Spørgsmålet er, om man stadig kan tro på EU som et projekt. Fremtrædende kommentatorer som historikeren John Gray og den britiske økonom Howard Davies mener, euroen har været en urealiserbar utopi. Den holdning deler Jacques Attali ikke. Men uden en føderation går det ikke. At komme ud af krisen kræver én ledelse, mener han.
”En føderation bliver nødt til at være det næste skridt, hvis vi vil beholde euroen. Sker det ikke, forsvinder euroen inden for fem år. Og gør den det, er der meget stor sandsynlighed for, at vores levestandard i hele Europa vil falde drastisk,” siger han.
Du tror stadig på EU? Folkestemningen for EU er ikke lige stor overalt i Europa lige nu ...
”Hvis Europa ikke bevæger sig mod en føderation, vil vi forsvinde. Det er ikke rigtigt, at de fleste lande ønsker mindre EU. Man skal ikke karikere virkeligheden. De seneste meningsmålinger fra Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig viser, at der er en overvægt af folk, der stadig mener, at EU og euroen stadig er den eneste holdbare løsning. Men der er alt for mange politikere, der bruger EU som en syndebuk og gør EU ansvarlig for de problemer, Europa er i nu. Men de tager fejl.”
Hvordan ser du på forholdet mellem Tyskland og Frankrig lige nu?
”Frankrig har fået stor indflydelse, for Den Europæiske Centralbank er tættere på en fransk forståelse af, hvad europæisk integration vil sige. Der er ikke så mange forskelligheder mellem Frankrig og Tyskland. Begge lande er fortalere for et føderalt Europa, vi vil begge have et integreret europæisk demokrati. Det er kun et spørgsmål om tid, før det skal ske.
Men begge lande har økonomiske problemer. For Frankrig gælder det et underskud på betalingsbalancen (34,9 milliarder euros i første semester af 2012, red.), men Tyskland har også store problemer, særligt i banksektoren. Den tyske centralbank er i en rystet situation ligesom banken La Caixa (det tredjestørste finansieringsinstitut i Spanien, red.). Der står den franske banksektor anderledes trygt. Og særligt den tyske demografi er en katastrofe (fødselsraten i Tyskland er 1,3 modsat 2,2 i Frankrig, red.).”
Hvad vil det betyde for det indbyrdes forhold mellem Frankrig og Tyskland i fremtiden?
”Hvis demografien fortsætter, som det tegner nu, vil der 20-25 år ud i fremtiden være langt flere franskmænd end tyskere. Det betyder, at franskmændene vil komme til at betale for de tyske pensioner. Vi vil gerne rette ind efter det, men selvfølgelig vil vi ikke nu skære ned på de sociale ydelser på grund af det. Jeg mener, at Tyskland burde modificere deres sociale politik og hæve de sociale ydelser til børnefamilierne, så de kan komme ud af den risiko, demografien tegner for landet.”
Tyskland bliver jo opfattet som Europas lokomotiv?
”Ja, men det er det ikke. Tyskland er også i store vanskeligheder, for deres økonomi er bundet op på eksport til Asien. Der er mange sektorer, hvor det halter. Den jobskabelse, der sker netop nu i Tyskland, er meget skrøbelig. Det er altså ikke paradis. Derfor vil vi ikke justere til deres situation.”
Er det, De siger, ikke netop kendetegnende for den splittelse, den økonomiske krise har forårsaget i Europa?
”Jamen, sådan er det. Det er en del af livet. Der er også spændinger mellem Massachusetts og Alabama og mellem Californien og staten Washington. Men det er klart, at hvis vi ikke har en ledelse, der kan cementere en fælles vision og et fælles mål, vil EU blive fragmenteret. Ligesom det tidligere Sovjetunionen. Og så er det muligt, at forskellige lande som fx Finland vælger at træde ud af det europæiske samarbejde igen. For hvis der ikke er en fælles vision, vil folk kigge efter at mele deres egen kage.”
Men du tror stadig på EU?
”Ja. Hvis politikerne kan lægge mere langsigtede planer for, hvordan de vil tackle de næste fem år, er jeg optimistisk. Men hvis det stadig handler om, hvordan det mon går om en uge, kommer vi ingen vegne.”
Ledige stillinger