Katastrofeledelse på Balkan

24-10-2012
3 min.

Historien om den 63-årige Michael Elmquists karriere er historien om, hvordan drømme og udlængsel har fået lov at præge en 36 år lang karriere som jurist.

En dag på kontoret i skyggen af Montenegros palmer er nu ikke værst. Og slet ikke, når ens kursister er så lærenemme som det hold på tre, Michael Elmquist underviser i katastrofeledelse her på Balkan: To jurister fra henholdsvis Serbiens katastrofeberedskab og Bosniens departement for international lovgivning samt en økonom fra Tyrkiets katastrofeberedskab.

Som dreng i de sort/hvide tv-dage blev Michael Elmquist så fascineret af tv-advokaten Perry Mason, at han drømte om at blive jurist. Drømmen var sejlivet, så efter gymnasiet begyndte Michael Elmquist på jurastudiet. Dér opstod en ny drøm: At blive diplomat i Udenrigsministeriet. Men ak!

”Mine karakterer var ikke høje nok. I stedet fik jeg job i Civilforsvarsstyrelsen. Men jeg var hele tiden indstillet på at tage den første, den bedste chance for at komme til udlandet og arbejde.”

Chancen kom 2½ år senere, i 1978, da NATOs hovedkvarter i Bruxelles skulle bruge en ansvarlig til at forberede dokumenter til den civile beredskabskomite. Seks år senere vendte han og familien hjem, da han havde fået tilbudt en stilling som kontorchef i Civil­forsvarsstyrelsen.

”Jeg havde ingen planer om at forlade styrelsen indtil jeg en dag blev ringet op af den danske NATO-delegation: ”Det er sidste frist for at søge stillingen som chef for NATOs civile beredskab”. Jeg kastede mig over en telex-maskine, sendte en ansøgning – og fik stillingen. Og så var vi tilbage i Bruxelles.”

Det var i 1987. Årene, der fulgte, var en spændende tid med opbrud i Warszawapagten, Murens fald og Sovjets opløsning. Og med opbygningen af et nyt samarbejde inden for civil beskyttelse på tværs af de gamle blokke.

Men efter i alt 13 år som jurist på NATOs bonede gulve rykkede det i ham for at komme ud og arbejde i felten. Derfor søgte og fik han en stilling i FNs katastrofeberedskab i Geneve. I løbet af de næste seks år blev han udsendt 14 gange som leder af FNs katastrofehold.



”Så en dag blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig stillingen som chef for FNs Office for Coordination of Humanitarian Affairs (OCHA) i Indonesien. Tre sekunder senere sagde jeg JA.”

Der arbejdede han fra 2000-2005, før Beredskabsstyrelsen igen lokkede, denne gang med at opbygge civile beskyttelsesorganisationer i en række Balkanlande. Spændende! Men tre år senere så stillingen som leder af et fælles donorkontor i Sydsudan endnu mere spændende ud. Også det holdt tre år, før han i fjor vendte tilbage til Beredskabsstyrelsen. Nu som underviser i katastrofeledelse på Balkan.  

Har du været på din sidste udstationering?

”Never say never again”. Jeg nærmer mig jo pensionsalderen. Men skulle der komme en interessant mulighed, er jeg stadig åben. Og det er min kone også. Jeg har altid været utroligt heldig med, at det ene spændende job efter det andet er kommet på det helt rigtige tidspunkt. Mit arbejdsforløb har aldrig været et resultat af langtidsplanlægning. Mine 11 år i FN var på 11 1-års kontrakter. 

Hvordan har dit familieliv været med alle de udstationeringer?

Jeg har været utroligt heldig at finde en kone, der accepterede den tilværelse. Hun har været med mig de fleste steder. Vore to dejlige døtre var på kostskole, mens vi var i Indonesien. Men ellers var de også med. I dag har vi et lykkeligt familieliv, selv om vi er spredt geografisk. Min yngste bor i London og den ældste i Wales med mine tre børnebørn.  

Hvad har du lært i lande som Sudan og Indonesien?

At man skal have dyb respekt for andre landes kultur. Når man skal samarbejde med andre, må man aldrig forestille sig, at man kommer fra en bedre og rigere kultur end deres. Man kan kun samarbejde med gensidig respekt. 

Hvad får du med hjem fra Montenegro?

Kursisterne her i Montenegro har alle erfaring med de naturkatastrofer, der jævnligt rammer Balkan – fra jordskælv til oversvømmelser. Så mit udbytte er tilfredsstillelsen ved at træffe flere interessante mennesker! Og så tre flasker fantastisk god lokal rødvin.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.