Bloggeren fra dagpengeland

09-10-2012
9 min.

Først kom bloggen, så kom klummen, bogen og teaterstykket. Lau Aaen, professionel systemkritiker og forfatter til bogen Dagpengeland, er statskundskaberstandens egen stand-upper, bare på papir.

Reality-beretningen Dagpengeland er den virkelige historie fra et fire-ugers jobsøgningskursus hos friske Jytte og Britta i det private firma Integro.

Lau Aaen, cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet, blev sendt på kurset af sit jobcenter, da han i 2010 stod som nyuddannet sammen med stort set resten af sin årgang og ikke kunne finde job.

Han sprang ud som samfundssatiriker, da han mødte op på kurset og hørte kursusleder Britta, tidl. isenkræmmer og aktiv sportsdanser, forklare, at de fleste virksomheder ’efterhånden er gået helt over til edb’, og at der er forskel på O og 0 på tastaturet. Han besluttede sig for at tage grundige noter.

Noterne blev til en blog på nettet, så til en avisklumme, så til en bog og nu til et teaterstykke, og Lau Aaen har i dag stemplet sig ud af dagpengeland og lever af at holde foredrag og skrive en ugentlig klumme i Ekstra Bladet. 

Alkohol og depression

Jytte og Britta er opdigtede navne. Men det Hjørring-hjemmehørende Integro er både virkeligt og stort med 16 afdelinger i hele landet, og de blev sure. Dog uden at ville konkretisere præcis, hvor det var, han skrev usandt. Nu var det næppe heller så nemt at forsvare sig, når hele københavner-pressen var på Laus side.

Hos Jytte og Britta skal man være positiv – ’selvom mange ledige får problemer med alkohol, det gør de altså, og de bliver også tit deprimerede, vent I og se om tre måneder’ – og overskudsagtig og gerne skrive i sin ansøgning, at man har en kæreste, selvom man ikke har en. Og så er det ellers uinteressant, om man er cand.scient.hvad-for-noget? eller murer. Lau Aaen tog dem på ordet.

Skuespiller Anders Budde spiller Lau i det teaterstykke bygget over Dagpengeland, som Holbæk Teater har sat op og lige nu turnerer med.

”Når man står på en scene, skal man ikke hælde sarkasme ud over publikum, det er distancerende, så jeg prøver at spille Laus varme ironi i stedet. Lau, som jeg på grund af rollen har lært at kende og er blevet ven med, er et rart og utroligt positivt menneske. Han var så begejstret over Integro, at han måtte gå ud på toilettet og grine den første dag; han nød hver eneste meningsløshed og tåbelighed og forstod, at det var en guldgrube.”

På holdet var de otte, alle under 30, alle med en uddannelse.

”Vi var ret nyuddannede, så det med alkoholen og depressionen kom fx lidt bag på os. På et tidspunkt sagde jeg til de andre: Jeg tror, jeg begynder at tage noter! Jeg fik meget ros af kursuslederne, fordi jeg tog så mange noter og sugede til mig. Jeg fik også ros, da jeg spurgte, om jeg ikke godt måtte få hele kursusmaterialet med hjem,” fortæller Lau til djøfbladet.

Han tjekkede nogle af sine iagttagelser hos medkursisterne, og så begyndte han ellers at sende en fællesmail rundt til vennerne og de gamle studiekammerater med noterne. Èn skrev tilbage, at han burde lægge det ud på nettet, og så købte han domænenavnet ’dagpengeland’.

Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker, har været Laus udsmuglede overheads igennem og konkluderer i en Ritzau-rundsendt historie: ’Dette materiale har dokumentarisk værdi og viser, at kurserne ganske enkelt er nedværdigende´.

400 jobkonsulenter kan ikke tage fejl

Vi tager ud i Nørrebrohallen i København. Det er fredag 21. september. 400 aktiveringskonsulenter fra Københavns Kommune spiser unghanebryst med danskvand til i den store pause midt på konferencedagen. Den mulige frokostdøsighed skal spredes af Lau Aaen, som er hentet ind med toget fra Aalborg.

Helt ærligt, så er det første gang han skal holde foredrag for så mange mennesker på én gang. Der står en urørt unghane på hans plads ved crew-bordet.

Beton-akustikken sluger noget af lyden, men efter tre minutter griner de første gang.

Lau er deadpan nordjysk. Tør som en røngtenlæge gennemgår han guldkorn fra ’systemets’ regulativer og udvalgte overheads fra Integro, fx vejledning i telefon-kropssprog, håndtryksøvelser og ’den korrekte jobsamtale-kaffekopshåndtering’.

”Lau var sjov, vi fik grinet, og selvom vi mener, at vi gør det anderledes, så giver det anledning til refleksion, både i forhold til os selv og det regelsæt, vi administrerer,” siger en af tovholderne på dagen, Lise Herly fra ckb, ét af de tre beskæftigelsescentre, der afholdt konferencen.

Selveste Beskæftigelsesministeriets departement har også haft bud efter Lau. Hvad de sagde bagefter, vides ikke. Men det var i august et sted ude bag Roskilde på det årlige kontorseminar i Ledelsessekretariatet. Departementschefen missede desværre Lau, fordi han måtte hjem til sin minister til en haster, vistnok en akutpakke. 

Onkel Aaen og Fr. Støjberg 

Laus onkel ovre på Christiansborg hedder Frank til fornavn, så rygtet gik i Aalborg, at det hele nok var et familiestunt styret af Enhedslisten.

”Nja, det så nu ikke sådan ud,” siger professor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, Christian Albrekt Larsen.

Da bloggen eksploderede, og tv-stationerne pludselig ringede, var Lau i virksomhedspraktik på et af Albrekts forskningsprojekter – det var lige efter Integro-kurset.

”Han blev overrasket. Det kan jeg godt garantere. Lau er ikke sådan en X-faktor balladetype, der skal op på scenen. Det er han ikke,” siger professoren.

Folk fandt hans mobilnummer på Krak og kimede ham ned med deres personlige historier. Det var noget overvældende, så han måtte skaffe sig hemmeligt nummer.

Der var én dag, hvor han fik over 100 mails. Som dén fra en storesøster, der skrev, at hendes lillebrors selvtillid som højtuddannet var helt i bund af at være i dét system, og at det her var første gang, han havde kunnet grine af det. ’Dén gjorde fysisk ondt på mig. Jeg fik våde øjne’. Eller ham, der var blevet henvist til bloggen af sin a-kasse.

”Der var ingen masterplan. Og jeg havde ikke lyst til at komme i tv,” siger Lau.

Men da han under valgkampen i 2011 blev spurgt, om han ville stille op i P1 radio i en debat med Inger Støjberg, dengang beskæftigelsesminister, sagde han ja.

”Det syntes jeg, at jeg skyldte alle de mennesker, der havde mailet og ringet til mig.”

Da teaterstykket havde premiere i marts, ringede Go’morgen Danmark og de andre igen. Han sagde ja til Aftenshowet, ’og så stod jeg dér med et cykelhold på den ene side og en lille dreng med glutenallergi på den anden, rædselsfuldt’.  

Institutlederens kronisk kritiske søn

”Jeg kender jo hans mor (Birgitte Gregersen, institutleder på Økonomi & Ledelse på Aalborg Universitet, red.), så jeg har holdt lidt øje med Lau fra dag et,” fortæller lektor Poul Thøis Madsen. Han og Lau havde for vane at føre lange samtaler sammen.

Dét, der er med studerende, er, at de godt kan være ret konforme, siger Thøis Madsen. Tit laver de helst nogle projekter, som ligner dem fra sidste år.

”Men ikke Lau. Han kunne finde på. Nogle gange så meget, at han selv syntes, det nok var bedst, han skrev projektet alene. Hans speciale fx var om et vanvittigt spændende emne.”

Specialet – som blev langt – er om religiøs indflydelse i Etisk Råd. Den er nemlig stor. Egentlig ville han have prøvet at få det bredere ud, men kilderne sagde nej.

Det er en falliterklæring, siger Thøis Madsen, der er økonom af uddannelse, at én som Lau må leve som en daglejer; at ingen har ansat ham i et ordentligt job med noget ind på pensionen hver måned.

Men måske Lau i virkeligheden er djøfernes, dog selvfinansierende, svar på Dovne Robert? Lazy Lau, som hellere vil sidde småt, men frit i det. Han, som har været indskrevet som elitestuderende på Center for Velfærdsforskning, og der har været talt om ph.d., men som selv hoppede af til et semester hos religionsforskerne nede på teologi i Aarhus – skulle der ikke være nogen, som ville ansætte ham?

Peter Rasmussen, studiekammerat, har studenterjob i Beskæftigelsesministeriets departement ovre i København. Lau kunne blive en rigtig god embedsmand, siger han. Et ministerledet system mangler jo også altid nye ideer.

”Han har evnerne. Dét har han. Han skal bare finde sin indre pragmatiker. Lau er kronisk kritisk, hvad der i Humboldt´sk (preussisk undervisningsminister og filosof, red.) forstand gør ham til den ideelle studerende, men hvad der ikke altid er en fordel i rollen som embedsmand.” 

Rådet for Større PR-Sikkerhed

”Jeg søgte på alt,” siger Lau.



”Kommuner og myndigheder heroppe og på hele Sjælland, ministerier, ph.d., private virksomheder. HK-stillinger. Alt. Undtagen Mette Frederiksens kassejob i Netto. Hvis jeg havde fået et job tilbudt, havde jeg taget det.”

Men så ringede først Ekstra Bladet om en klumme, der skulle køre videre på temaet fra bloggen. Og så flere forlag om en bog. Da der rent faktisk kom både kontrakter og forskud ud af det, meldte han sig i arbejde.

”Det er ingen skam at være på dagpenge, men hvis man kan klare sig selv, skal man ikke være på det,” siger han.

Klummen i Ekstrabladet har taget nye former. I sommer skrev han en serie fra undervurderede turistattraktioner, fx Dansk Kartoffelmuseum. Og nu hedder den ’Rådet for Større PR-Sikkerhed’. Lau skal hver lørdag uddele ros til mindst fire citat-aktuelle personer.

”Det, der tager længst tid, er at få det kort nok,” forklarer han.

Bogen Dagpengeland udkom på Gyldendal. Forlagsredaktør Niels Beider siger, at Lau er ambitiøs og grundig – og jysk i tempoet.

”På et tidspunkt måtte jeg ringe til ham og sige: Nu sender du alt, hvad du har, så jeg kan se det, for dét her er en væsentlig historie, som skal ud nu. Så sendte han mig endelig hele molevitten. ’Det trykker vi!’, mailede jeg så. Jeg synes, Lau skal skrive noget mere, han er god til dialoger, og han ved tydeligvis, at karakterer er nøglen til en god fortælling. Så jeg har foreslået, at han prøver at skrive en roman.”

Lau og en gymnasieven, der er konsulent i det fine Boston Consulting Group, har lige stiftet et firma sammen. De har noget i ærmet, men vi skriver ikke hvad.

”Vil man prøve at blive selvstændig og bygge noget op, man kan leve af, så skal man slet ikke være på dagpenge. Så er systemet totalt kontraproduktivt. Det er da mærkeligt,” siger Lau.

Romanen? Han skriver skam på den. Hvornår? Jamen, fx i toget på vej over til Nørrebrohallen.

Økonomien? Dét, han kunne gå ud og tjene som en fri mand, svarede cirka til lige lidt under dagpengene. På det seneste har det nu set noget bedre ud, tilstår han.

Kommentarer

Peter Madsen

28.05.2017 kl. 17.01

Dagpengeland er en bog der fortæller om et grotesk aktiveringsforløb i på et privat "jobsøgningskursus". Har selv i sin tid været på et lignende kursus, hvor jeg fik af vide af en underviser, at jeg kunne søge job i min fritid (!!) og ikke på deres kursus.
Hatten af for Lau, der i bogen viser et kafkask system drevet af kommunale kassetænkere og lallende amatører. Godt der kommer fokus på det !

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.