Amerikansk myte om det gamle Europa

Europa har den tvivlsomme ære at være det foretrukne skoleeksempel, når amerikanerne skal fremmane det ultimative skræmmebillede af, hvor galt det kan gå, hvis man ikke følger de klassiske amerikanske idealer om, hvordan en stat skal køres.

Det er primært republikanerne, der trækker det europæiske trumfkort, når ordene skal have ekstra vægt. Fx når den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, uden tøven og diplomatisk indpakning konstaterer: ”at den europæiske model ikke fungerer. Heller ikke i Europa.”

Eller når den republikanske kommentator og professor Niall Ferguson opsummerer myten om Europa i en artikel i Newsweek op til præsidentvalget:

”De (vælgerne, red.) kan fortsætte Barack Obamas vidtløftige politik, indtil de befinder sig i en amerikansk version af Europa med lav vækst, høj arbejdsløshed, endnu højere gæld og reel geopolitisk tilbagegang. Eller de kan gå efter en virkelig forandring ...”

En virkelig forandring, der naturligvis er ensbetydende med den sande, amerikanske kapitalisme med (endnu) lavere skatter, mindre regulering osv.

Demokraterne bruger også Europa som skræmmebillede

Selvom det ofte er demokraternes politik, der er målet for den republikanske bredside, så finder Barack Obama det øjensynligt også helt naturligt at give Europa skylden for den utilfredsstillende jobvækst i USA, ligesom han uden blusel opfordrer Europa til at få styr på gældsproblemerne i Sydeuropa.

Der er ingen tvivl om, at Europa skal have styr på gældsproblematikken, men overordnet er det finanskrisen, der fortsat hærger. En finanskrise, der som bekendt er resultatet af grådige amerikanske investeringsbanker, der, med Lehman Brothers i spidsen, kollapsede i 2008.

Valgkampen vrimler med lignende, skråsikre beskrivelser af situationen i Europa, og selvom meget er valgkampsretorik, så afspejler det en amerikansk selvforståelse af, at det fortsat er i USA, det sker, mens Europa for længst er faldet i søvn.

Det frie, kapitalistiske amerikanske samfund med lave skatter, høj produktivitet og folkelig iderigdom – i modsætning til de blødsødne, socialliberale europæiske samfund, som er viklet ind i et skattehelvede, der dræber ethvert initiativ.

Spørgsmålet er så, om der overhovedet er noget om snakken.

Djøfbladet har tjekket for et økonomisk svar i de officielle landestatistikker fra World Economic Outlooks databaser – udarbejdet af Den Internationale Valutafond, IMF. Og konklusionen er, at amerikanerne lever i fortiden, hvis de tror, at økonomien er bedre på deres side af Atlanten. 

Ikke fordi det går sprudlende i Europa. USA er bare ikke noget vækstlokomotiv længere og har ikke været det i de sidste ti år. Samtidig er landet forgældet på niveau med Portugal og Irland. Dog ikke på niveau med Grækenland – endnu. 

Myten om det forgældede Europa

En af de amerikanske myter handler som nævnt om det forgældede Europa. Men taget under et er Europa (de 27 EU-lande, red.) markant mindre forgældet end USA. Selv når de topforgældede sydeuropæiske lande er regnet med.

IMF har opgjort EU’s offentlige gæld til 82 procent af det samlede BNP ved udgangen af 2011. Den amerikanske gæld er på samme tidspunkt krøbet op på ikke mindre end 102 procent af BNP.

Det svarer til svimlende 15.550 milliarder dollar, eller 90.000 milliarder kroner. Ved udgangen af 2011 havde USA et indbyggertal på 312 millioner, hvorfor hver eneste amerikaner, fra baby til pensionist, skylder knap 50.000 dollar eller 290.000 kroner. 

Og gælden bliver bare større og større, så længe IMF kan se frem. I 2017 forudses den at være oppe på 113 procent af USA’s BNP.

I øjeblikket kan amerikanerne låne pengene billigt – af bl.a. kineserne – men der er ingen garanti for, at dette vil vare ved. Og under alle omstændigheder skal gælden betales tilbage, hvilket ikke kan undgå at ramme væksten. 

Bortset fra en periode under Bill Clinton i 1990’erne har USA stort set kørt med offentlige underskud siden 1980, men især efter årtusindeskiftet er gælden eksploderet. Krigene i Irak og Afghanistan kombineret med skattelettelser har gjort deres, og dette har sammen med finanskrisen og Obamas vækstpakke bragt gælden op på de nuværende godt 100 procent af BNP.

I Europa, hvor Obama opfordrer til, at man får styr på gældsproblemerne, forudser IMF, at gælden topper i 2013 på 85 procent af EU’s bruttonationalprodukt.

Hermed naturligvis ikke sagt at gældsproblemerne i Sydeuropa ikke er alvorlige.  

Myten om den høje USA-vækst

Der skal virkelig gang i den amerikanske vækst, hvis landet skal slippe rimeligt fra en afvikling af den enorme gældsbyrde. Men der er bare ikke noget, der tyder på, at det kan lade sig gøre inden for en overskuelig fremtid.

Årti efter årti er væksten i USA faldet, og i den seneste tiårsperiode, fra 2000 til 2009, har den endda været lavere end i det udskældte EU.

USA har oplevet en samlet fremgang på 18 procent i 00’erne, mens EU har haft en BNP-vækst på 19 procent i perioden.

Godt nok er USA’s vækst i 2010-12 lidt højere end EU’s, men der er fortsat prognose i 2012-tallene.

I hele perioden fra 1980 til 2012 har USA dog haft en imponerende vækst med en forøgelse af sit samlede BNP på 132 procent.

I de 32 år er det kun lykkedes de nuværende EU-lande at øge det samlede BNP med 82 procent.

Danmark er alt i alt blevet 70 procent rigere på de 32 år, og det er kun i 1990’erne, vi har slået EU-gennemsnittet. Svenskerne har klaret sig noget bedre med en samlet BNP-fremgang på 107 procent, altså mere end en fordobling af levestandarden.

De store ’kernelande’, Tyskland og Frankrig, ligger mellem Danmark og Sverige med samlede vækstprocenter på henholdsvis 74 og 79.

USA’s meget høje vækstrater hører foreløbig fortiden til, og med Kina og de andre nye vækstøkonomier på stadig fremmarch kan det blive svært at ændre tingenes tilstand.  

Kriseårene

Vækst og job hænger uløseligt sammen, og når det gælder arbejdsløshed, har i hvert fald dele af Europa formået at takle krisen bedre end USA.

I de fem kriseår fra 2008 til og med 2012 har arbejdsløshedsprocenten (målt som antal ledige i forhold til den samlede arbejdsstyrke, red.) i gennemsnit været 8,4 procent i USA.

Tyskland har holdt procenten nede på 6,8 procent, Sverige på 7,6 procent og Danmark på 5,8 procent.

Europa er og bliver dog delt mellem Nord og Syd. I Frankrig er den gennemsnitlige arbejdsløshedsprocent hele 9,3 – og som bekendt er den langt højere i Sydeuropa. 

Global tilbagegang for både USA og Europa

Hvor meget af den globale økonomiske aktivitet, der i dag bliver skabt uden for både USA og Europa, ses tydeligst i tallene for, hvor meget et lands BNP udgør af hele verdens BNP.

I 1980 foregik næsten en fjerdedel, 24,6 procent, af hele verdens økonomiske aktivitet i USA. I 2012 er det tilsvarende tal 18,9 procent.

I 1980 sad de 27 nuværende EU-lande på 31,3 procent af verdens samlede BNP – i dag er andelen sunket til 19,4 procent.

De to områder sidder altså stadig på godt 38 procent af verdens BNP, men der er langt til fordums styrke for kun 32 år siden, da de stod for næsten 56 procent af klodens samlede økonomiske aktivitet.