Akutpakke går ud over nyuddannede

25.10.2012

af

Arbejdsløse, der er ved at miste dagpengene, skal frem i jobkøen. Det kan gøre det endnu vanskeligere at få has på den voldsomme dimittendledighed.

De langtidsledige får hjælp – og øger de unges risiko for at ende som langtidsledige.

Det kan meget vel vise sig at blive konsekvensen af den aftale om såkaldte akutjob, som regeringen præsenterede onsdag. Den giver 12.500 langtidsledige, der netop nu er tæt på at falde ud af dagpengesystemet, mulighed for at komme foran i køen til de stillinger, der bliver slået op frem til 1. juli 2013.

Nyuddannede får det svært

Den økonomiske krise har fået dimittendledigheden til at vokse kraftigt, og i september stod 43,7 procent af det seneste års Djøf-dimittender i arbejdsløshedskøen. De får det sværere nu, vurderer økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet.

”Det er besynderligt, at man nu skaber en situation på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsgiverne skal sidde og tænke, at de skal tage den blandt de kvalificerede kandidater, som har været arbejdsløs i længst tid. Det vil skabe problemer for de unge,” siger han til Information.

Også regionsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V), ser mørke skyer i horisonten for de unge.

”Det er omsorgsfuldt i forhold til dem, der står over for at falde ud. Og jeg har stor, stor respekt, sympati og omsorg over for dem, som står til at falde ud. Men jeg har også stor omsorg over for de nyuddannede, som nu kan risikere at få det endnu sværere,” siger han til Ritzau.

Djøf: Brug for flere videnpiloter

Djøfs formand, Lisa Herold Ferbing, advarer mod, at de ledige dimittender bliver ladt i stikken.

”Det er slemt, hvis akutjobaftalen fjerner fokus fra de andre grupper, der også er hårdt ramt. Problemerne med ledighed er ikke løst med det her.”

Hun pointerer, at akutjobaftalen ikke skaber nogen nye job, men blot giver langtidsledige bedre muligheder for at få eksisterende ledige stillinger. Derfor opfordrer hun til, at regeringen sætter flere penge af til videnpilotordningen, hvor virksomheder kan få tilskud til at ansætte højtuddannede.

”Jeg tror på, at det er rigtigt at give arbejdsgiverne incitamenter til at oprette nye job, og vi ved, at videnpilotordningen fører til reel jobskabelse,” siger Lisa Herold Ferbing.

Tidligere på ugen afsatte regeringen 20 millioner kroner ekstra til netop den ordning. De penge kan finansiere cirka 130 videnpilotjob resten af året, og næste år er der midler til omkring 350 videnpiloter. Til sammenligning har alene Djøf knap 3.500 ledige medlemmer.

Djøfbladet ville gerne have haft beskæftigelsesminister Mette Frederiksens kommentar, men hun er ikke vendt tilbage efter vores henvendelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

S. Hansen
11 år siden
Der er også dimittender som er omfattet af akutpakken, jeg er en af dem. Indsatsen i Herlev er så elendig så man er bedre tjent med at sige nej til hjælp fra virksomhedscenteret, idet de ikke lever op til kravene. Herligt. Er der nogen som har tænkt over at højtuddannede har brugt deres su, og derfor ikke kan søge videreuddannelse når kontanthjælpen bliver sat ned til lidt over 5000 kr? I mit tilfælde betyder det, at hvis der ikke sker et mirakel (læs: jeg får et arbejde), er jeg hjemløs til næste år. Så ja, det gør virkelig en forskel at læse videre.