Ud og hjem

11.1.2012

af

Det er udfordrende at etablere sig i en ny og fremmed kultur. Men det er faktisk mindst lige så svært at komme hjem igen.

En karriere i udlandet er ikke for sarte sjæle. Især ikke i et land som Kina, hvor både kultur og sprog er helt anderledes, end man er vant til hjemmefra.

”De fleste forstår ikke omfanget af den omstilling, man skal igennem, når man skal leve og arbejde i en helt anden kultur. Ens identitet bliver sat i spil, fordi man mister alle sine normale referencepunkter. Man skal lære at navigere i en helt ny kontekst, og det kan være angstprovokerende. Man får skærpet sine sanser, koncentration og hukommelse. Det er gode udfordringer, men man skal passe på, man ikke får stress,” siger psykolog Kirsten Thøgersen, som har arbejdet i Kina i mere end 20 år, hvor hun bl.a. har rådgivet udstationerede danskere.

Særligt i starten oplever mange, at de bliver hurtigere trætte og mere opmærksomme på personlige svagheder.

”Man kan gå igennem livet herhjemme uden at opdage, at man har dårligere korttidshukommelse end de fleste. Men når man kommer ud, så bliver ens hukommelse udfordret. Pludselig skal man huske nye og fremmede ord, navne og ansigter. Det virker dog også modsat. Nogle opdager pludselig, at de har et særligt talent for sprog eller er enormt gode til at omgås mennesker fra andre kulturer,” siger Kirsten Thøgersen.

Hun råder altid til at tage omstillingen i små skridt, da det ellers kan være meget overvældende.

”Selvom man kun skal være ude i få år, er det vigtigt at lære kulturen og sproget at kende. Man kan starte med at lære nogle basale skrifttegn. Det giver selvtillid, at lære kulturen at kende og sproget er et godt sted at starte,” siger Kirsten Thøgersen og understreger, at det ikke er alle, der egner sig lige meget til at leve og arbejde i Kina

”De, der klarer sig bedst i Kina, er pragmatiske, udadvendte, gode til relationer og besidder en høj grad af moral og integritet,” siger Kirsten Thøgersen.

Den svære hjemkomst

Det er en udfordring at omstille sig til en fremmed kultur, men den største udfordring er faktisk at komme hjem igen, mener Kirsten Thøgersen.

Det bekræftes af en undersøgelse, Djøf har foretaget, hvor tidligere udsendte djøfere giver udtryk for, at deres internationale kompetencer ikke bliver anerkendt og udnyttet, når de vender hjem. Hver tredje mener ligefrem, at udstationering har været et minus for deres hjemlige karriere.

”Det er svært at komme hjem. Man har været en del af et anderledes miljø med en høj puls og internationalt mindset. I Kina venter eventyret lige om hjørnet - det bliver man afhængig af, og det kan være svært at dele med sine danske kolleger og venner. I Danmark går diskussionerne lidt i ring. I forhold til Kina oplever jeg Danmark som værende handlingslammet og uden det store globale udsyn,” siger Tina Bergløv Kjær, som har været udstationeret med sin familie i Shanghai i tre år.

Kirsten Thøgersen er enig.

”Danmark er ikke nogen særlig nem kultur at vende tilbage til. Det kan måske sammenlignes med at leve i København i mange år og så vende tilbage til en lille provinsby. Det gør folk jo ikke, men vi vender tilbage til Danmark. Det ville nok være lettere at vende hjem til London eller
München, hvor der er et større internationalt miljø. Det er en kunst at lære, hvordan man skal sætte sine internationale erfaringer i spil,” siger hun.

Også privat kan det opleves som en omvæltning at komme hjem.

”Man vænner sig hurtigt til en mere privilegeret tilværelse, når man er ude. Pengene rækker lidt længere, og man har hushjælp ansat til alt det praktiske. Når man kommer hjem, skal man lige vænne sig til at klare det hele selv ved siden af to fuldtidsjobs,” siger Tina Bergløv Kjær.


Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet