31.8.2012
af
Mikkel Arre
Uddannelse handler ikke om dannelse, men om at komme ud og omsætte sin viden til vækst, så Danmark kan sejre i den globale konkurrence. Sådan ser universitetsverdenen ud i det nyskrevne skuespil Tankens kraft – og måske også uden for de skrå brædder.
Kan ses på CaféTeatret i København i perioden 6. september til 6. oktober 2012.
Hvis man vil blive klog og dannet, må man studere. Derfor indskriver Gert Hjort sig på Københavns Universitet. Ung og videbegærlig møder han op, men undervisning må han kigge langt efter.
I stedet er universitetet befolket af desillusionerede skikkelser, der kæmper for at overleve i en verden, hvor idealerne om oplysning og forskningsbaseret undervisning er afløst af management-bavl og indholdsløse programerklæringer om koblingen mellem vidensniveau, vækst og velstand.
Gert Hjort leder og leder, men hans søgen efter viden fører ham konstant tilbage til udgangspunktet.
”Det er en udviklingshistorie, som snarere bliver til en afviklingshistorie,” siger Mads Mazanti Jensen.
Han er som dramatiker skyld i Gert Hjorts kvaler i skuespillet Tankens kraft, der får urpremiere i starten af september.
Mads Mazanti Jensen beskriver selv stykket som en komedie om afstanden mellem politikerne og universitetsledelsernes syn på de akademiske uddannelser og den virkelighed, der møder de studerende. En virkelighed, hvor et kursusforløb ikke nødvendigvis indebærer undervisningstimer, men reelt bare er en mulighed for at gå til eksamen.
Gert Hjorts håbløse situation kan dramatikeren godt genkende. Idéen til skuespillet opstod, da han afsluttede sine egne universitetsstudier i japansk.
”Jeg havde en fornemmelse af, at mine eksamenspapirer ikke havde nogen reel værdi. Der stod i dem, at jeg kunne dét og dét og dét, men det føltes som en check uden dækning.”
Undervejs i hans studietid skortede det ellers ikke på Christiansborg-ambitionerne for universiteterne.
”Da jeg studerede, hørte jeg Helge Sander fortælle i radioen om sine visioner for uddannelsessystemet. Han talte i sportsmetaforer og sagde, at det skulle være i verdensklasse. Selv havde jeg på det tidspunkt cirka én time om ugen, fordi undervisningen var sparet væk. Der var en enorm kontrast til den virkelighed, jeg oplevede. For mig virkede det som at sige, at en Danmarksserie-klub skulle vinde Champions League.”
Folketingspolitikerne supplerede ønskerne om guldmedaljeuddannelser med jævnlige løfter om at bruge endnu flere midler på studierne.
”De sagde hele tiden, at der kom flere penge til uddannelse – men der skete ingen kvalitetsløft. Nedskæringerne blev bare lidt mindre voldsomme, end de ellers ville have været.”
Da Gert Hjorts Sisyfos-vandring endelig bringer ham sammen med en underviser, er hun meget nervøs for, hvordan hendes arbejde bliver bedømt. Netop evalueringerne var et af de absurde elementer i Mads Mazanti Jensens egen uddannelse.
”Det eneste, folk havde lyst til at skrive i evalueringerne, var, at de gerne ville have mere undervisning, men det vidste vi godt, at vi ikke ville få. Jeg gik på et af de mere perifere studier, så andre kan godt have oplevet noget andet på uddannelser, der er prioriteret højere. Men hos os ville der uanset hvad ikke komme flere ressourcer, så efter de første semestre holdt folk op med at beklage sig. Det var alligevel omsonst.”
Også Gert Hjorts jagt på undervisning er meningsløs. På universitetets nye superfakultet har man taget konsekvensen af, at målet med at have højere læreanstalter er at sikre samfundets fremtid.
Fortiden kan man ikke bruge til noget, for det er fremtiden, de studerende skal være på forkant med. Og den kender ingen, så de studerende må selv opfinde teorierne om den.
Videnskabsministeren, der har det allerøverste ansvar for Gert Hjort og resten af uddannelsesverdenen, proklamerer tilmed, at ”the future of the future is the future”.
Hvad siger den replik om universitetssystemet?
”Den siger jo netop ingenting om universitetet. Men den siger noget om, hvordan vi taler om det. Det er et område, hvor det er helt i orden at sige ting uden at argumentere for dem,” mener Mads Mazanti Jensen.
Som eksempel peger han på politikernes opfattelse af universitetet som en vækstfabrik: Hvis vi giver de studerende viden, genererer de automatisk vækst og dermed velstand. Og bare vi holder uddannelsesniveauet oppe, skal vi nok klare os på det globale marked.
”Jeg havde et studieophold på et japansk universitet, hvor jeg gik på en international linje fortrinsvis med asiater. De havde tydeligt større faglige kvalifikationer end mig, og koreanerne havde i det, der svarer til gymnasiet, studeret noget nær 16 timer om dagen. De havde en helt anden vilje til at opnå viden, og derudover er produktionsomkostningerne i Asien åbenlyst billigere. Hvordan skal vi overhovedet bilde os selv ind, at det er en konkurrence, vi har en chance i?” spørger han og fortsætter:
”Når vi i Danmark har et succesfuldt vindmølleprojekt, eller når Grundfos har fundet på en eller anden dims, så bliver det fremhævet. Det er som om, folk tænker: ’Der kan I selv se – det hjælper jo, at vi tænker kreativt’. Men det er bare ét eksempel – der må være 99 andre, hvor det er indlysende, at andre lande udkonkurrerer os på alle mulige forskellige parametre. Hvordan skal det regnskab passe? Vi er nødt til at tro på det, for hvad skal vi ellers gøre? Vi skal bare helst ikke tænke for meget over det, for det går ikke rigtig op.”
Undervejs i Tankens kraft opsummerer videnskabsministeren sit syn på uddannelse med ordene ”al viden, der ikke fører til vækst, er død viden.” Den formulering er selvfølgelig sat på spidsen, medgiver Mads Mazanti Jensen og understreger, at han ikke lægger op til, at alle skal kunne studere lige, hvad der passer dem.
”Der bliver postet enormt mange penge i uddannelse, og danske studerende er nogle af de mest forkælede i verden pga. vores SU-system. Så det er reelt nok, at politikerne spørger, hvad der kommer ud af pengene. Men man kan diskutere, om der ikke også kan komme noget andet ud af det end udgifter og indtægter?”
Hans egne erfaringer fra studieopholdet i Japan levner dog ikke de store forhåbninger om, at vækstfabrikken levner plads til oplysning og almen dannelse.
”I en af timerne nævnte jeg Goethe. Så blev der helt stille, indtil en af mine medstuderende rakte hånden op og spurgte: ’Hvem er Goethe?’ Lærerens svar var: ’Goethe – ja, det var sådan noget, vi lærte om i gamle dage.’ De andre studerende var meget mere ærgerrige end mig efter at bruge deres viden til at komme til tops i samfundet og skabe sig en bedre tilværelse. Og den tankegang var umulig at forbinde med et klassisk – og åbenbart helt antikveret – europæisk dannelsesideal.”
Ledige stillinger