31.8.2012
af
Charlotte Pries Jensen
Bankhemmeligheden er omgærdet af mystik, men hvordan startede hele historien om den egentlig? Og kan hemmeligheden blive ved med at eksistere?
..at myten om bankhemmeligheden opstod i 1960’erne, hvor der skulle være dukket oplysninger frem, der viser, at tyske jøder benyttede sig af bankhemmeligheden til at beskytte sig mod nazisterne? Dokumenterne er aldrig fundet, og der er ingen beviser for, at dette er sandt.
..at i 1984 stemte 73 procent af schweizerne mod at afskaffe bankhemmeligheden ved en folkeafstemning.
..at der ifølge Philipp Löpfe står mellem 5.000 og 7.000 milliarder schweizerfranc på konti i Schweiz fra udenlandske kunder, der ikke har betalt skat. Tallet er ifølge ham to til tre år gammelt og er baseret på en vurdering.
2009 blev et skelsættende år for Schweiz. USA, EU og OECD pressede på for at få Schweiz til at fjerne bankhemmeligheden.
Ifølge schweiziske Philipp Löpfe, der arbejder som finansjournalist i Zürich, identificerer mange schweizere sig med bankerne. Angreb på bankhemmeligheden bliver derfor også betragtet som et angreb på deres land.
”Myten om den schweiziske bankhemmelighed eksisterer i allerhøjeste grad. Selv i dag,” siger han.
Han er tidligere chefredaktør på Tages-Anzeiger og SonntagsBlick og kendt for sine analyser og kommentarer på temaer som økonomi og politik i Schweiz. Derudover har han skrevet flere bøger om det schweiziske erhvervsliv, blandt andet bogen ’Bankerne uden hemmeligheder’.
Over en kop kaffe på den traditionsrige Cafe Odeon i det centrale Zürich fortæller han, hvorfor der blev jamret og klaget over ’det store stygge USA’, der i 2009 tog ’kvælertag’ på ’lille Schweiz’.
”Det handlede ikke kun om, at den schweiziske storbank UBS stod for skud, men også om, at hele den schweiziske selvopfattelse ramlede sammen,” forklarer Philipp Löpfe.
Ifølge Löpfe er den generelle holdning blandt schweizerne, at indeståender på deres konti er en privatsag, så længe man betaler sin skat.
”Anklagen fra flere schweiziske medier var derfor, at store stater flytter deres problemer til succesfulde små stater. Kun langsomt begyndte det at sive ind, at det faktisk var den schweiziske storbank UBS, der havde omgået bankhemmeligheden på groveste vis. Ja, faktisk havde handlet kriminelt ifølge amerikansk lov,” siger han.
Aviserne i Schweiz nævner bankhemmeligheden stort set hver dag. Bølgerne går højt, og debatten ryger frem og tilbage. Nogle mener, at bankhemmeligheden blev indført for at hjælpe med at passe på jødernes guld mod nazisterne under 2. verdenskrig.
Det er ikke rigtigt, lyder det tørt fra Philipp Löpfe, der slår fast, at den humanitære bankhemmelighed er en myte i Schweiz.
Selvom 2. verdenskrig kom til at spille en afgørende rolle for bankhemmeligheden, så startede det hele allerede i 1930’erne. Her oprettede biskopper, generaler og senatorer fra Paris – og tyske rigmænd – hemmelige bankkonti i Schweiz. Som reaktion indførte Schweiz bankhemmeligheden i 1934 for at kunne beskytte deres kunders identitet mod udenlandske myndigheder.
”Straffen mod bankspionage var derfor ikke for at beskytte jøder mod Hitler. Men derimod for at passe på det franske og tyske politi, der havde blikket stift rettet mod Schweiz og de mange penge, som rige franskmænd og tyskere havde gemt i skattely,” forklarer Philipp Löpfe.
I 1946 vakler bankhemmeligheden. Schweiz bliver af USA beskyldt for at være krigsspekulant og får besked om at fjerne tyske pengebeløb. Men Schweiz holder fast, og den kolde krig bliver starten på de gyldne år for alpelandet, hvor myten om Schweiz opstår. Det er her, de mange store kufferter bliver båret ind i bankerne i Schweiz.
”Amerikanerne sørger for at holde hånden over Schweiz, fordi den kapitalistiske ånd dermed er i sikkerhed i kampen mod kommunismen. Det er i virkeligheden en stor gave for Schweiz, at den kolde krig kom,” erkender Philipp Löpfe.
Bankhemmelighedens rutsjetur begyndte i 2009 i Miami, hvor bankmanden Martin Liechti, en topbankmand ved UBS og ansvarlig for rige amerikanske kunder, blev arresteret. I årevis havde hans afdeling hjulpet amerikanere med at gemme deres penge i skattely i Schweiz. Det foregik næsten som i en James Bond-film, fortæller en ansat:
”Vi var unge og lod os imponere. Efter et kort træningsprogram fik vi en computer. Alle havde en, også konkurrenterne fra Credit Suisse og Bank Sarasin. Vi var aldrig nervøse for at rejse ind og ud af USA. I vores computer var der to koder, man kunne trykke. Hvis vi skulle vise computeren i lufthavnen, trykkede vi en kode, der ikke gav adgang til kundedata, for private banking har aldrig haft noget at gøre med moral. Vi tilbød hjælp med skatteunddragelse. Vi fik høje lønninger, og verden lå for vores fødder. Alt gik godt, og der var høj status i at arbejde for en schweizisk bank.”
Efter anholdelsen af Martin Liechti meddelte de amerikanske myndigheder, at der skulle nye spilleregler på banen: Schweiz skulle udlevere data om amerikanske skattesyndere.
Men bankhemmeligheden var på det tidspunkt blevet en del af den schweiziske selvforståelse.
Det konservative Schweiz blev derfor chokeret, da regeringen i Bern den 18. februar 2009 udleverede navne på 285 formodede amerikanske skattesnydere.
Den schweiziske avis Die Weltwoche skrev, at dagen hed ’Den sorte onsdag’.
Det liberale Schweiz mente derimod, at man måtte acceptere de internationale spilleregler.
Efter regeringen i Bern havde givet amerikanerne navne på de 285 amerikanske kunder fra UBS, kom der endnu en klage fra Miami, og de bad om at få udleveret navne på mellem 40.000-52.000 amerikanske kunder.
Debatten bølgede videre. Hvis der blev fundet skattesnydere, handlede det ikke kun om gigantiske bøder, men også fængselsstraf for de bankansatte, der ikke havde holdt på bankhemmeligheden.
Bankhemmeligheden betyder nemlig, at det er kriminelt, hvis myndighederne får viden om en bankkunde. I så fald får bankrådgiveren 36 måneders fængsel, altså den allerhøjeste mulige straf – medmindre hans klient er kriminel. Så må han gerne give informationer videre til myndighederne.
Den 11. august 2009 faldt afgørelsen: UBS skulle udlevere navne på omkring 4.450 kunder, der tilsammen var blevet vurderet til at havde opbevaret 19 milliarder dollars i bjerglandet.
I år retter USA igen skytset mod alpelandet.
”Nye tider er på vej. Det er for farligt for især amerikanerne at have penge i Schweiz. De sorte penge flytter i stedet til steder som Cayman Islands. Desuden er verden anderledes i dag end under 2. verdenskrig og den kolde krig, hvor mange penge røg til Schweiz. I dag er bankhemmeligheden et problem. Mange vælger at flytte deres konti til Schweiz fra steder som Mellemøsten, hvor man heller ikke betaler meget i skat, men hvor den politiske stabilitet er usikker. Schweiz gør derfor klogt i at undgå at blive betragtet som en skurkestat. Det er vigtigere end bankhemmeligheden, og derfor må bankerne i Schweiz også tjene åbenheden. For udlændinge. For schweizerne vil bankhemmeligheden blive ved med at bestå,” siger Philipp Löpfe.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER