Frivillige skal redde velfærden

Bleskift i vuggestuen. Læsetræning og lektiehjælp. Rådgivning og vejledning af arbejdsløse. Omsorg for de ældre.

Alt sammen er velfærdsydelser, som vi er vant til, at kommunalt ansatte udfører. Men sådan bliver det næppe ved med at være.

På tværs af landet taler kommunepolitikere varmt om civilsamfundets potentiale. Danskerne skal opdage deres gensidige ansvar for hinanden som medborgere, og kommunerne vil især gerne finde frivillige til det sociale område, ældreplejen og sundhedsområdet.

”Frivillighed er det nye sort. Stort set alle kommuner sidder lige nu og arbejder med strategier på øverste direktionsniveau, hvor frivilligt arbejde er et vigtigt element,” siger Casper Bo Danø.

Han er sekretariatsleder hos FriSe, der organiserer landets frivilligcentre. Centrene rådgiver og uddanner kommunens frivillige foreninger, ligesom de fører borgere med lyst til at arbejde frivilligt sammen med foreninger.

52 af de 98 kommuner har i dag et frivilligcenter, og i løbet af 2013 vil tallet runde 60.

”Der er en helt ekstrem interesse hos de kommuner, der ikke allerede har et center. Socialministeriet har en pulje med penge til at støtte fire nye centre. I den forbindelse har vi hørt fra 17 kommuner,” siger Casper Bo Danø. 

Frivillige hænder er varme

Politikerne har gerne villet væve frivillighed ind i den offentlige sektor siden starten af 80’erne, men intentionen er blevet langt mere udtalt efter finanskrisen, forklarer professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet, der forsker i frivilligt socialt arbejde.

”Der har været en lang modningsproces – både i forhold til at få lokalpolitikerne til at opdage mulighederne og med hensyn til at gøre de ansatte på institutionerne klar til at samarbejde med frivillige. Det lange tilløb er blevet afløst af en mere fokuseret opmærksomhed fra 2008, hvor presset på den offentlige økonomi er vokset, og staten har styret kommunernes budgetter stadig strammere.”

I 2010 viste en rapport fra Socialministeriet, at hver syvende kommune var parat til at overdrage kommunale opgaver til frivillige organisationer. I juli 2012 svarede seks ud af 10 fynske byrådsmedlemmer til Fyens Stiftstidende, at der er brug for, at frivillige løser nogle af de velfærdsopgaver, kommunerne udfører i dag.

Den trængte samfundsøkonomi har således åbnet et vindue for at bruge frivillige på de kommunale institutioner, især plejehjem og aktivitetscentre. Kommunernes syn på de frivillige har simpelthen ændret sig, siger Lars Skov Henriksen.

”Tidligere har man betragtet de frivillige som nogle, der kunne noget andet end det offentlige. Nu er fokus skiftet fra denne kvalitative forskel til det kvantitative. Det rå økonomiske argument for at inddrage frivillige er illegitimt i den offentlige debat, så det er svært at få politikerne til at sige det. Men det spiller en stor rolle for mange kommuner, at de frivillige repræsenterer nogle varme hænder og noget omsorg, som ellers er svær at levere af både økonomiske og demografiske årsager.”

Også Casper Bo Danø fra FriSe mener, at de pressede budgetter har sat skub på kommunernes lyst til at inddrage frivillige. Men det behøver ikke være noget minus.

”På visse punkter kan det give besparelser, men der sker også en masse spændende ting, og nogle steder er der kommet en mere helhedsorienteret social indsats, som giver mening for borgerne.” 

Plads til modspil?

En af de organisationer, der mærker kommunernes store interesse for frivillige, er Ældre Sagen.

”Det er en positiv udvikling, og vi synes også, at mange kommuners henvendelser viser, at de er klar til at samarbejde,” siger Lars Linderholm, der er chef for frivillighedsafdelingen.

Ældre Sagen er imidlertid ikke så begejstret for, at en del kommuner på forhånd har udstukket, hvad de frivillige skal lave.

”Når kommunerne begynder at tænke ind, at de har brug for frivillige til netop en bestemt opgave, så sætter det en grænse for de frivilliges engagement. Vores frivillige ser mennesker, der har behov for hjælp, og den vil de gerne give dem. Hvis de oplever, at de i for høj grad bliver en del af den kommunale opgaveløsning, så fjerner det en del af kernen i dét at være frivillig.”

Kommunernes bånd til de frivillige sociale organisationer er blevet tættere de seneste år. I 2009 havde hver 10. kommune et opgavebaseret partnerskab med en eller flere organisationer. Bare et år senere var det hver fjerde.

I juli i år rådede den tidligere socialminister Benedikte Kiær (K) i Berlingske kommunerne til at indgå flere af den slags partnerskaber. Samme sted opfordrede formanden for det statslige Frivilligråd, Vibe Klarup Voetmann, til, at kommunerne tænker mere strategisk i deres brug af frivillige.

Hos Ældre Sagen pointerer Lars Linderholm, at det er godt, at kommunerne åbner dørene. Men det gavner ikke den frivillige indsats, hvis kommunerne selv organiserer arbejdet omkring specifikke opgaver.

”Hvis kommunerne inkorporerer det frivillige arbejde systematisk, risikerer de at udvande det. Det levende mylder af frivillige organisationer, som de nu har fået øjnene op for, skal de passe på ikke at kvæle. Det frivillige arbejde foregår ikke bare i et samspil, men også som et modsvar til den offentlige indsats. Hvis kommunen indkapsler det frivillige arbejde, får de frivillige organisationer så mulighed for at komme med nogen alternative bud?”

Lars Skov Henriksen bemærker, at de frivillige foreninger også på det landspolitiske plan i stigende grad omtales som leverandører af social service og omsorg.

”Derimod snakker man ikke ret meget om interesseorganisationer, der ellers historisk set har betydet enormt meget for udviklingen af civilsamfundet. De har fungeret som et modspil til staten, der kunne varetage berørte gruppers interesser. Hvis vi glemmer interesseorganisationerne, overser vi en vigtig del af det, vi forstår ved det civile samfund,” påpeger Lars Skov Henriksen.