6.6.2012
af
Eva Bøgelund
Fire ud af ti store danske virksomheder har en whistleblower-ordning. I det private diskuterer de ikke så meget. De indfører det bare.
Nørby-udvalget om god selskabsledelse anbefalede i 2006 større danske virksomheder at indføre whistleblower-ordninger som led i deres risikostyring og interne kontrol.
Siden har 44 procent af landets store virksomheder – med Vestas som den første – gjort det.
Tallet er fra en større undersøgelse om intern kriseledelse og krisekommunikation, som Finn Frandsen og to kolleger fra Institut for Erhvervskommunikation på Aarhus Universitet er i gang med.
”Nørby-udvalgets anbefaling har været en meget vigtig driver for virksomhederne,” vurderer Finn Frandsen.
Årene med finanskrisen har samtidig også været et godt vækstlag for whistleblower-ordningerne, hvis hele hensigt jo er at fange svindel, korruption og andre alvorlige forseelser, som kan koste virksomheden penge og omdømme.
Men virksomhederne skal passe på med at være for overoptimistiske med, om det virker, mener Finn Frandsen.
De tror, at bare man installerer sådan en ordning, er den hellige gral velforvaret. Men forskning i såkaldt speaking up viser, at man overvurderer medarbejdernes lyst til at åbne munden.
”Det er sværere, end man tror at få negativ opadgående kommunikation – og for øvrigt også positiv – op gennem organisationen. Medarbejdere har nogle ret faste teorier om, hvorfor det er bedre at tie.”
Kun seks procent af de 72 kommuner, som forskerne spurgte, havde installeret en whistleblower-ordning.
Men Finn Frandsen tror, de vil brede sig i kommunerne.
”Det ville også være lidt dobbeltmoralsk eller hyklerisk, hvis det ikke sker. For kommunerne opfordrer jo i stigende grad danske borgere til at være whistleblowere om deres medborgere, fx i forhold til sociale ydelser. Så må man også tage sin egen medicin internt” siger han.
”Men det er klart, at der bliver mere diskussion om det i kommunerne end i det private, hvor topledelsen bare indfører dem. Der er nogle helt andre kontrolorganer i det offentlige og nogle andre kulturelle spilleregler. Som en kommunal kommunikationschef sagde til mig: ’Det vil vi aldrig installere, for det vil ødelægge vores arbejde med at bygge en tillidsbaseret kultur op’.
Finn Frandsen og hans to kolleger vil undersøge, hvordan whistleblower-ordningerne i virksomheder og kommuner er skruet sammen, og hvad der er de gode og mindre gode erfaringer. Det er der ikke megen viden om.
Flittige avislæsere vil dog fx vide, at Frederiksberg Kommune på det første halve år har haft tre anmeldelser. Heraf én, som blev afviklet for fuld pressemusik: Brandchefen blev whistleblowet for at have fået sin bil lavet på brandstationens værksted, hvorefter han tog sin afsked uden, at kommunen havde nået at gennemføre en undersøgelse af sagen.
Den eneste ordning, Finn Frandsen og hans kolleger selv har kigget lidt nærmere på, er den i Dong.
”Det var jo på grund af sagen med Anders Eldrup, hvor bestyrelsesformanden henviste til oplysninger fra en intern whistleblower.”
I kølvandet på Dong-sagen blev det spået, at whistleblower-ordninger nu vil sprede sig med rekordfart.
”Det tror jeg ikke, at lige den sag vil få som effekt,” siger Finn Frandsen.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER