6.6.2012
af
Carsten Terp
Som et lyn fra centrum af Christiansborg dukkede Bjarne Corydon op for et år siden. Nu er han en af regeringens mest magtfulde ministre og en drivende kraft i den socialdemokratiske reformdagsorden. Men hvem er han egentlig?
Det er vidunderligt at være i en sal fyldt med djøfere, for så kan man ikke blive bebrejdet for at tale uforståeligt. Det gør vi jo.”
Et lille smil lurer i mundvigene på Bjarne Corydon. Finansministeren føler sig helt tydeligt godt tilpas blandt 200 ligesindede ved Djøf-arrangementet i den store sal i Dansk Design Center.
Udenfor er mandagssolen ved at takke af for i dag. Dens stråler får forlystelserne i Tivoli på den anden side af H.C. Andersens Boulevard til at opføre et sært skyggespil på de nedrullede gardiner. Med hæsblæsende loops, bratte sving, stejle stigninger og nærmest lodrette fald tegner forlystelserne en konstant foranderlig grafik af verdensøkonomien i de senere år.
Aftenens vært, Clement Kjersgaard, kickstarter debatten med et kontant spørgsmål: ”Vil det lykkes jer at effektivisere den offentlige sektor, hvor ingen andre har kunnet?”
Bjarne Corydons svar er ikke mindre kontant: ”Det kan du tro.”
Kort efter uddyber finansministeren sit svar: ”Mit budskab er, at økonomien er værre end nogensinde. Det er blevet værre end bare for et halvt år siden, da jeg blev udnævnt til minister. Siden da har jeg ikke talt om andet end bøvl. Min lille tilføjelse er bare: Jeg tror, vi kan løse opgaven.”
Det er ikke længe siden, at navnet Bjarne Corydon var totalt ukendt uden for Christiansborg. Da satirehæftet Blæksprutten sidste år præsenterede medlemmerne af Helle Thorning-Schmidts regering, skrev de om Bjarne Corydon: ”Ingen andre end Helle kender ham. Men det har jo også vist sig at være nok.”
En tidligere kollega sætter gerne ord på ham og kalder ham en strategisk tænkende, klog fætter.
”Bjarne er mere akademisk end nogen anden, jeg kan komme på. Men det er på den gode måde,” siger kilden og fortsætter: ”Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre finansminister – heller ikke Henrik Sass. Bjarne er den rigtige mand på det rigtige tidspunkt.”
En anden beskriver ham som en knivskarp præmie-djøfer, som brænder for at diskutere politik og forvaltning. Men han er også elitær, siger kilden og fortæller, hvordan han i Socialdemokraternes sekretariat på Christiansborg skrev alenlange, teoretiske dokumenter, som ikke kunne forstås af andre end hans nærmeste kolleger.
På den måde er Bjarne Corydons indsættelse i det magtfulde finansministerium et symptom på djøfiseringen af det politiske liv, mener forfatter og journalist Lars Olsen.
Han understreger, at han har stor respekt for Bjarne Corydon, som han kalder fagligt kompetent med en god fornemmelse for andre mennesker. Men han er en tydelig eksponent for de finansministerielle tendenser, mener Lars Olsen.
”Miljøet omkring Slotsholmen er blevet et parallelt miljø, hvor djøferne isolerer sig i måden at tænke politik på. Bjarne Corydon er et brændende aktuelt eksempel på den udvikling,” siger Lars Olsen.
”Jamen, du godeste,” siger Bjarne Corydon, inden han afviser tesen som det rene sludder.
”Jeg synes ikke, jeg er billedet på meget andet end en udvikling, hvor flere mennesker får en uddannelse. Men selvfølgelig er det en fordel for mig, at jeg taler samme sprog som de mennesker, jeg arbejder med i Finansministeriet. Vi har let ved at forstå hinanden, og vi har let ved at gøre tingene i et højt tempo. Jeg synes ikke, vores profession behøver at dukke nakken,” siger Bjarne Corydon. ”Mange djøfere løfter nøgleopgaver og sørger for, at vi grundlæggende har et veldrevet samfund i Danmark. Vi skal lytte til, hvad andre siger om os, vi skal reflektere over vores svagheder, og vi skal ikke være bange for at lægge kursen om, hvis vi er blevet fanget i en blindgyde. Men det kan vi også godt.”
Bjarne Corydon taler vedholdende om velfærdssamfundet. Om at passe på det stærke danske fællesskab, men også om at udfordre og udvikle det.
”Hvis man vil have et samfund med et stærkt fællesskab, skal man stille ekstra høje krav om, at det fællesskab også fungerer, så det ikke bare bliver en sovepude. Det kræver, at nogle påtager sig et leder-ansvar for at drive det fremad, for at stille krav til det, man selv tror på. Og hvis der er ting, som man selv har været med til at bygge op, men som ikke fungerer længere, så må man tage ansvaret for at rive dem ned,” siger Bjarne Corydon og fortsætter:
”Hvis markedsmekanismerne ikke driver samfundet fremad, så må det være politik og ideer, der gør det. Den udfordring skal nogle løfte. Det vil jeg gerne være med til.”
Bjarne Corydon mener, vælgerne er klar til at tage både komplicerede og ubehagelige diskussioner om indretningen af fremtidens velfærdssamfund.
”Jeg tror, vælgerne på rigtig mange stræk er foran politikerne i deres fornemmelse af nye udfordringer og nye problemer og derfor søger politikere, der tager lederskab. Og jeg tror, der er en udbredt opfattelse i offentligheden af, at politisk lederskab handler om at gå på tværs af nogle af de dogmatiske ting, man har slået hinanden i hovedet med i mange år. Gøre noget nyt. Noget svært. Finde nye kompromiser og samarbejde på tværs af blokkene,” siger Bjarne Corydon. ”Og jeg tror, at de politikere, som bliver stående ved dogmer og paroler, løber en risiko. Jeg tror, mange af mine kolleger undervurderer, at store dele af befolkningen sukker efter en ordentlig tone i den politiske debat: lidt flere argumenter, et lidt mere reflekteret forhold til det, man siger – og lidt mindre staccato. Men det vil jo vise sig, om jeg har ret. Du kan jo anse mig for at være et storskalaforsøg,” konstaterer Bjarne Corydon.
At det medfører en risiko for at blive, som en kilde udtrykker det, ”saglig, grænsende til det kedelige” rører ham ikke.
”Det kan da godt være, jeg ender som landets kedeligste politiker, men hvis det er min skæbne, så bærer jeg også den.”
Det har du ikke noget problem med?
”Nej, jeg tror på det, jeg laver. Og jeg har ikke tænkt mig at opføre noget cirkus for at få det igennem. Jeg har nogle ideer om, hvad der skal laves om ved det her samfund. Jeg har en ide om, at det er nødvendigt at få det gjort inden for en kortere årrække, for ellers tror jeg, det vil gå os ilde.”
På græsk betyder Corydon lærke. Men i parcelhuset ’Fuglereden’, der lå klos op af betonbebyggelsen Skovparken i Kolding, var der ingen små fugle, der sang om, at Bjarne skulle gå den akademiske vej.
Hans far gik ud af 7. klasse, og drømmene om at blive teolog blev aldrig til noget. I stedet uddannede han sig til kørelærer, fik job som buschauffør og arbejdede senere i 25 år som kirkegårdsgartner. Bjarnes mor var HK’er og ordnede regnskaber på et lokalt autoværksted.
Alligevel var bogligheden ikke fraværende i hjemmet. Bjarnes far læste Dostojevskij og skrev digte, og forældrene bakkede godt op om skolegangen, fortæller hans daværende matematiklærer, Jane Skovboe. Hun husker ham som en flittig dreng, der var dygtig i alle fag. Hans far, Arne, siger da også, at Bjarne altid har haft utrolig nemt ved alting.
Fra de var helt små spillede Bjarne og hans lillebror fodbold i KFUM. I weekenderne blev de lokale fodboldknægte fragtet rundt til stævner i faderens gamle ”Lada Møgspand,” som Bjarne kalder den. Bjarne var passioneret Liverpool-fan, og når hans hold en sjælden gang tabte lørdagens tipskamp, nægtede Bjarne at spise om søndagen.
I gymnasiet plejede Bjarne sin interesse for fodbold som træner i KFUM. Her gjorde Bjarne meget ud af, at der skulle være plads til alle, fortæller hans far. Også dem, der ikke var så gode.
”Bjarne var meget social som dreng. Han gik meget op i, at hans lillebror og kammeraterne havde det godt,” fortæller Arne Corydon.
I 13-årsalderen aftalte Bjarne med sin far, at de skulle splejse om et abonnement på Jyllands-Posten. Pengene tjente han ved at gå med aviser. Omtrent samtidig fandt politisk litteratur vej ind på drengeværelset i Kolding.
”Jeg slugte al den Kennedy-litteratur, jeg kunne komme i nærheden af,” siger Bjarne Corydon.
Og for den unge Bjarne var der ikke langt fra Kennedy til Krag og Socialdemokratiet. Politik var da heller ikke noget fremmedlegeme i Bjarnes univers. Mens farfaderen var erklæret socialdemokrat, havde hans far udviklet en vis radikal slagside. “Og omkring middagsbordet gik de politiske bølger højt. Bjarnes far var for eksempel ikke begejstret for den socialdemokratiske, økonomiske politik sidst i 70’erne.”
Bjarne selv var ikke længe om at finde sit politiske ståsted.
”Jeg syntes ret tidligt, der var alt for få, der tog den praktiske konsekvens af det, de gik og mente, og tog det måske farligste skridt af alle – nemlig fra at være kritisk til at være konstruktiv. Det var tydeligt for mig, at hvis man ønskede politikere, som flytter ting i den rigtige retning og tager lederskab, så var det Socialdemokratiet, man skulle kigge efter,” siger Bjarne Corydon.
Siden har han ikke vaklet i troen.
”Jeg vågner ikke om morgenen og tjekker igennem, om jeg også er socialdemokrat i dag. Det er jeg bare,” siger han.
Allerede i gymnasiet købte Bjarne bil – en gammel Ford Capri, som han erhvervede for 19.500 kroner, han havde tjent på sit fritidsjob. Ifølge ham selv tilbragte han lige så meget tid under bilen, som han gjorde bag rattet.
Ikke desto mindre var det den, han ankom i, da han som 19-årig startede på statskundskab på Aarhus Universitet. Iført en brun læderjakke, cowboystøvler og et par stærke briller gjorde han fra førstedagen et uudsletteligt indtryk på sine studiekammerater. Undervejs kom flere ting til.
”Der gik engang et rygte om, at nogle havde set Bjarne tage en note. Men jeg tror ikke på det. For jeg har ikke set det selv,” siger studiekammeraten Stefan Hermann.
”Det er rigtigt. Jeg kunne ikke se meningen med det. Det der med at sidde og følge undervisningen og skrive alt ned, så man kunne huske det bagefter, det appellerer overhovedet ikke til mig. Jeg følte, det var sådan en slavisk måde at studere på, som jeg ikke kunne bruge til noget. Så af princip lod jeg være med at tage noter,” fortæller Bjarne Corydon.
I stedet fokuserede han sin indsats på de opgaver, der skulle laves, og på at diskutere med de folk på studiet, han havde respekt for. Og så har han, ifølge vennen Dan Jørgensen, klæbehjerne.
”Bjarne kan læse en tekst én gang, og så glemmer han den aldrig. Han kan også huske ting, man har snakket med ham om for fem år siden,” siger Dan Jørgensen.
”Jeg har en rigtig god hukommelse. Det er måske min eneste rigtige styrke i verden – og et rigtig nyttigt redskab i politik, selvom det måske på nogle punkter ville være lettere uden,” fortæller Bjarne Corydon.
Hvornår er en god hukommelse en ulempe?
”En god hukommelse betyder jo også, at man nogle gange kan blive ved med at ærgre sig over ting, man måske bare burde glemme. Jeg hader dårlige meningsmålinger. Og jeg kan være i elendigt humør over ting, som jeg synes er gået skævt, eller som jeg burde have haft bedre styr på. Altså, mine børn synes heller ikke, dårlige meningsmålinger er specielt sjove. Så en god hukommelse kræver mental disciplin – men jeg tror, det er en nettofordel.”
Har du så den mentale disciplin?
”Jeg prøver, men jeg vil også sige, at jeg er relativt god til at bebrejde mig selv. Jeg bruger en del kræfter på at gennemgå de ting, jeg har foretaget mig. Jeg prøver at udfordre mig selv på, om jeg er mentalt velstruktureret, om jeg er tilstrækkelig selvkritisk, om jeg husker at lytte til argumenter – også når de kommer fra sider, hvor jeg er vant til at slå dem ned. Men jeg tror da også, at man nogle gange kommer længere ved bare at få monteret et solidt sæt skyklapper og så bare sætte fuld fart fremad. Det er der da eksempler på i dansk politik – ingen nævnt, ingen glemt.”
På universitetet trodsede Bjarne kammeraternes stikpiller om hans partipolitiske tilhørsforhold og meldte sig ind i den socialdemokratiske organisation Frit Forum. Herfra engagerede han sig i studenterpolitik og repræsenterede de studerende under forhandlingerne om en reform af studieordningen.
I slutningen af universitetstiden mødte Bjarne sin senere kone, Nina Eg Hansen, som i dag er direktør i Social- og Integrationsministeriet. Det var hende, der tog initiativet til deres forhold, og heldigvis for det mener Bjarne, for ellers var det næppe blevet til noget.
Fra studiet husker Bjarnes vejleder, professor Georg Sørensen, ham som en studerende med en betydelig kapacitet, der gjorde ham i stand til at have det store overblik, samtidig med at han kunne rumme detaljerne. Han var også stærkt engageret i samfundet – ikke mindst i internationale politiske og økonomiske forhold, husker Georg Sørensen. Og allerede inden han skrev sit speciale – ’Et demokratisk Europa – en teoretisk orienteret analyse af muligheder og begrænsninger for en demokratisk udvikling af den europæiske union’ – havde han taget hul på sin færd mod den socialdemokratiske inderkreds.
I 1996 søgte og fik han jobbet som barselsvikar for Helle Thorning-Schmidt på Socialdemokraternes sekretariat i Europa-Parlamentet i Bruxelles. Og året efter blev han ansat hos Socialdemokraterne på Christiansborg, hvor han besvarede borgernes henvendelser til Poul Nyrup om alt fra dyrevelfærd til EU – og ikke mindst den forkætrede efterløn.
Og da først han var inde, kom han aldrig ud, selvom det var tæt på i 2005.
Bjarne var på det tidspunkt fastansat konsulent på sekretariatet. Under valgkampen til folketingsvalget i februar arbejdede han som et dyr, som han siger. Men da valget var omme, var Anders Fogh stadig statsminister, mens Socialdemokraterne havde tabt fem mandater.
”Da den valgkamp var overstået, og Mogens Lykketoft havde holdt sin tale på Jazzhouse, havde jeg lyst til at sætte punktum for den del af mit liv, der handlede om partipolitik. Min oplevelse var, at alting faldt fra hinanden. Jeg var dybt, dybt desillusioneret,” siger Bjarne Corydon.
I de kommende måneder søgte han job uden for Christiansborg, og han overvejede et ph.d.-projekt. Derfor var han stort set ikke aktiv i den efterfølgende formandskamp mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt, fortæller han.
Andre kilder siger, at han åbent støttede sin gode ven og tætte samarbejdspartner Frank Jensen.
”Det er rigtigt, at jeg stemte på Frank Jensen til vores formandsopgør, men jeg var slet ikke en del af det, der skete i månederne under formandskampen,” siger Bjarne Corydon.
Et halvt år efter Helle Thorning-Schmidts sejr i formandsvalget blev Bjarne chef for det socialdemokratiske sekretariat.
Bjarne Corydon fortæller, at Henrik Sass Larsen spurgte ham, om han ville slæbe med, og det sagde han ja til.
Andre taler om et længere positioneringsforløb og udlægger resultatet som et eksempel på Bjarnes evner til at skifte position, lægge en strategi og føre den ud i livet. Samtidig, siger en kilde, handler det om, at: ”Bjarne er så skarp, at alle gerne vil have ham på deres hold.”
Det sidste medgiver Henrik Sass Larsen:
”Bjarne er usædvanligt godt begavet, og det ville være et stort tab, hvis han vinkede farvel. Derfor var vi hurtigt klar over, at vi gerne ville have ham som en central spiller,” siger han.
Selv antager Bjarne Corydon, at han fik tilbudt jobbet, fordi Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen mente, han var kvalificeret.
”Jeg tror, de havde brug for en, der kunne løfte den opgave, og så kiggede de rundt og blev åbenbart enige om at spørge mig,” siger Bjarne Corydon.
Med jobbet som stabschef rykkede Bjarne helt tæt på magten. En af hans første handlinger var da også at gennemføre omstruktureringer, så økonomien hang sammen, og sekretariatet var gearet til kampen om regeringsmagten. På mere mundret dansk betyder det fyringer.
En kilde understreger, at man ikke skal tage fejl af ham. Selvom han er empatisk, er han hård, når det er nødvendigt. Og han forstår at spille magtspillet.
”Han kan sin Machiavelli,” som kilden udtrykker det.
Hvordan har du det med magt?
”Jeg har det sådan, at magt er et redskab til at forandre ting, og man er fuldstændig naiv, hvis man har et fremmed forhold til det. Hele mit arbejdsliv har handlet om at bruge magt og sørge for, at den blev brugt til det rigtige. Magt kan jo gøre noget ved mennesker, som hverken er smukt eller godt, så når man beskæftiger sig med det, bliver man nødt til at være hård ved sig selv for hele tiden at undersøge, om det er ved at blive sådan i ens eget tilfælde. Og det gør jeg så. Men hvis man vil være i politik, må man aldrig være bange for magt.”
Kan du lide magtspillet?
”Ja, det må jeg tilstå, at jeg kan. Jeg synes, det er interessant at kappes om, hvem der bestemmer samfundsudviklingen, og jeg synes også, der er noget ædelt over det. Men der er bestemt også sekvenser, der er alt andet end ædle. Magt har uendeligt mange dimensioner.”
Og du kan godt din Machiavelli?
”Jeg har læst min Machiavelli – og endda ret tidligt. Og jeg synes ikke, man bliver et dårligere menneske af det. Og jeg synes ikke, at det at reflektere over, hvad magt betyder, og hvordan man bruger den, er det samme som at misbruge den og lade den fortrænge andre idealer,” slutter Bjarne Corydon.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER