Opråb: Akademisk frihed under pres

Opråb fra universitetslærerne i de fem nordiske lande: Den akademiske frihed er kommet under stærkt pres. Sådan lyder det fra repræsentanter for universitetslærerne fra de fem nordiske lande. Og de er nu blevet enige om en fælles resolution, der stiller krav til politikerne om mindre ensretning og mere forskningsfrihed for den enkelte forsker. 

Løse ansættelser og lange arbejdsdage

Karsten Boye Rasmussen, lektor på Syddansk Universitet, er som formand for Udvalget for Forskning og Uddannelse i Overenskomstforeningen i Djøf medunderskriver på resolutionen. Og dermed er han også enig med sine nordiske kolleger i, at det er for snævre erhvervsmæssige og kortsigtede økonomiske interesser, der giver færre midler til den frie forskning.

Ifølge Karsten Boye Rasmussen har det konkret negativ afsmitning ude på universiteterne: Forskere knokler ofte mere end godt er – 45,5 timer om ugen i gennemsnit, viser Djøfs stress- og balanceundersøgelse. Og midlertidige stillinger på universiteterne er mere reglen end undtagelsen, påpeger han.

Hvorfor forholder det sig så sådan?

”Når andelen af de forskningsmidler, som universitetet selv kan administrere, er begrænsede, betyder det, at forskerne ud over undervisning og administration også skal bruge lange og mange timer på ansøgninger om midler. En del er endda også afhængige af at få forskningsmidlerne hjem, hvis de vil bevare deres egen stilling. Og det betyder, at der allerede er brugt en masse arbejdstimer, inden man endelig kan komme i gang med selve forskningen,” siger Karsten Boye Rasmussen. 

Ikke bare klynk

Men forskningsmidlerne er jo faktisk steget i Danmark de senere år, så er det ikke bare noget klynkeri?

”Vi har ganske vist fået flere forskningsmidler, men projekterne er blevet meget kortsigtede. Og det betyder igen, at der bliver brugt en masse overflødige resurser på ansøgninger. Samtidig kommer bindeleddet til undervisningen nemt til at mangle, hvis forskningen bliver bestemt på baggrund af konjunkturafhængige interesser.” siger Karsten Boye Rasmussen.

Men resolutionen forpligter vel – hvad skal der konkret ske nu?

”Fra Djøfs side bliver der arbejdet politisk på, at en større del af forskningsmidlerne skal være basismidler. På den måde kan universiteterne bedre langtidsplanlægge, og forskerne slipper for at skrive ansøgninger. En langtidsplanlægning betyder også, at vi kan undgå de mange midlertidige ansættelser.”