Sociologi - fra paria til de bonede gulve

Sociologi var faget, der forsvandt. I år er det 25 år siden, der blev lukket for optag af nye studerende på det eneste universitet, der dengang tilbød uddannelsen herhjemme. Og i de følgende otte år måtte unge danskere med mod på en sociologisk udannelse enten slå tanken ud af hovedet eller søge til udlandet.

I dag tilbyder flere danske universiteter uddannelser i sociologi, og kompetencerne hos de sociologer, der har vundet fodfæste på arbejdsmarkedet, efterspørges i både forvaltning og erhvervsliv, på universiteter og handelsskoler og i sektorforskningsinstitutioner som AKF og SFI.

Dagens sociologer kan kort sagt gå ind i mange forskellige jobfunktioner, og hvis man spørger sociolog Emilia van Hauen hvorfor, skyldes det, at ”sociologien er en utrolig anvendelig videnskab for alle mennesker, der lever i det moderne samfund.”

Emilia van Hauen hører sammen med navne som Henrik Dahl og Eva Steensig til de mest kendte sociologer herhjemme i kraft af hyppig medieoptræden, hvor de udtaler sig om alt fra politik over kongehus til almindelige danskeres forbrug.

Men også sociologer fra forskningsverdenen brænder tit igennem i medierne med emner, som appellerer til en bredere offentlighed. Eksempelvis professor Peter Gundelachs forskning i danskhed eller de nybagte sociologer Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsens speciale om magtens mænd i dansk erhvervsliv, som fik massiv omtale tidligere på året.

Men hvad er det egentlig, der karakteriserer sociologernes fag? Hvilke kompetencer har kandidaterne, når de i dag forlader universitetet? Og hvorfor var det netop deres fag, der for 25 år siden blev udpeget som dansk samfundsvidenskabs paria og lukket ned?

For at tage det sidste spørgsmål først, så blev kimen til lukningen i 1986 lagt næsten 20 år tidligere. Det siger sociolog Kristoffer Krop, som beskriver sociologiens omtumlede historie herhjemme i en ny ph.d.-afhandling.

”I mange år kunne man kun studere sociologi på Københavns Universitet, og her blev faget et slags arnested for 1968-oprørets paroler om at udvikle en kritisk videnskab af marxistisk tilsnit. Bannerførerne, de såkaldte kapitallogikere, var en stor gruppe studerende og en gruppe yngre undervisere, som lå i krig med fagets ældre undervisere. Det førte til grimme kampe, og instituttet lå underdrejet rent forskningsmæssigt og anseelsesmæssigt i 1970’erne,” siger Kristoffer Krop.

Krige på alle leder og kanter

Peter Gundelach var sociologistuderende, mens bølgerne gik højest og fandt, at alting var i opløsning.

”Der blev ført krige på alle leder og kanter. Pensum var uklart. Undervisning var der ikke noget af, og man vidste ikke, hvornår man skulle til eksamen.”

Løsningen for Peter Gundelach og andre nybagte sociologer, som gik efter en akademisk karriere i 1970’erne og 1980’erne, blev at gå efter ansættelse andre steder end sociologi på Københavns Universitet.

”Det hjalp os nok, at sociologi ikke er noget særlig paradigmefast fag i modsætning til fx økonomi. Sociologer kan gå ind mange steder, så der var sociologer på andre samfundsvidenskabelige fag på universiteterne i Roskilde, Aalborg og på Handelshøjskolen i København,” siger Peter Gundelach.

Selv fandt han i 1970’erne en stilling som adjunkt på statskundskab på Aarhus Universitet.

Nogle sociologer mener, at situationen på sociologi på Københavns Universitet blev mindre flydende fra 1970’ernes slutning og frem, og at det derfor var paradoksalt, at faget blev lukket i 1986.

”Men det var jo ikke sådan, at man pludselig i midten af 1980’erne fandt ud af, at man ville lukke os. Forud gik en lang periode, hvor vi systematisk blev udsultet, og derfor var det ikke et velfungerende institut, Undervisningsministeriet lukkede i 1986,” siger Kurt Aagaard Nielsen, der dengang selv var ansat på instituttet.

Han var en af de i alt ti undervisere og forskere, som ønskede at fortsætte, da Sociologisk Institut genåbnede i 1994, men det fik kun fire af dem mulighed for, mens de seks andre måtte finde beskæftigelse andre steder. Det gjorde de også på nær en enkelt, der måtte ernære sig med projektansættelser frem til sin pension, fortæller Kurt Aagaard Nielsen. Selv blev han ansat på Roskilde Universitet, hvor han i dag er professor i arbejdssociologi.

Fra nul til 320 sociologi-studerende

Fra lukningen i 1986 til genåbningen med Peter Gundelach som institutbestyrer gik otte lange år.

”Det er helt utroligt – og temmelig pinligt,” sagde Gundelach selv i et interview med Politiken dengang.

”Gode kontakter til andre sociologiske institutter er gået tabt, og unge, der brændte for at blive sociologer, blev afskåret fra det i mange år.”

At genåbningen var ventet med længsel viste næsten 600 ansøgninger bare gennem kvote 2 til de 50 studiepladser, der i første omgang blev oprettet. Siden blev antallet af nyoptagne gradvist forøget, så det i dag ligger på 120. Og på Aalborg Universitet, som åbnede sin egen sociologiuddannelse i 1997, optages i år 200 studerende. Hertil kommer flere uddannelser med elementer af sociologi i sig på Roskilde Universitet og CBS.

Men til trods for den voldsomme vækst i antallet af sociologistuderende og -kandidater de seneste godt 15 år, er der reelt blot tale om en normalisering i forhold til sammenlignelige vestlige lande, mener Peter Gundelach. Han fortsatte som institutleder på sociologi på Københavns Universitet frem til 2000 og er i dag professor samme sted.

Fra marxisme til erhvervslivets top

De otte år uden et sociologisk institut har fået en slags eget liv – også blandt studerende, der begyndte længe efter genåbningen.

”En intern joke går på, at hvis vi skriver det her, så bliver vi lukket,” fortæller Christoph Ellersgaard, der for et år siden blev kandidat med et speciale, der fik massiv presseomtale.

”Så der er lidt berøringsangst – fx over for at beskæftige sig med magtfulde grupper i samfundet – sådan som vi har gjort. Den tilbageholdenhed ser man ikke hos sociologer i vores nordiske nabolande.”

Christoph Ellersgaard og hans makker Anton Grau Larsens speciale handler om den danske erhvervselite.

”Det er en verden, som er omgærdet af stærk interesse, men også uvidenhed, fordi den er ret lukket. At vi fik så stor bevågenhed i pressen skyldes sikkert, at vi er gået sociologisk til værks ved at anlægge et socialgruppeperspektiv på 100 magtfulde erhvervsfolk, samtidig med at vi har nævnt dem ved navn i specialet, så det bliver konkret, hvem vi taler om.”   

I forhold til de emner, der blev forsket i på Sociologisk Institut i 1970’erne og 1980’erne, ligger erhvervslivets top meget langt væk, erkender Kurt Aagaard Nielsen.

”Den kritisk teoretiske marxistiske sociologi med særligt fokus på arbejdslivet, som jeg selv har rødder i, er der ikke meget af i dag. Men os, der røg ud, er i dag knyttet til institutioner, hvor vi med rimeligt held forsøger at bære de dimensioner af faget videre.”

Samfundsengagerede studerende

Kapitalismekritikken er ikke helt forsvundet, men den står ret svagt på sociologi i dag, medgiver Peter Gundelach. Men det betyder ikke, at de studerende er uden samfundsengagement, understreger han.

”Det er en fornøjelse at undervise vores studerende, for de vil altså noget. Mange er optaget af social retfærdighed og medlem af en forening eller et politisk parti.”

At samfundsengagerede unge søger ind på sociologi er ikke noget tilfælde, for traditionelt handler megen sociologisk forskning om sociale grupper og sociale problemer, forklarer Kristoffer Krop.

”Eksempelvis unge, indvandrere, arbejdsløse og udsatte grupper, som man gerne vil have noget viden om i velfærdsstatens forvaltninger. Hvor mange udsatte er der i de her boligområder? Hvem bliver ekskluderet af arbejdsmarkedet? Det har sociologer gode værktøjer til at undersøge og beskrive, fordi deres teknikker og spørgeskemaer er udviklet i tæt relation til de her problemstillinger.”

Tandpasta eller kritisk analyse

Sociologernes primære værktøj er spørgeskemaundersøgelser, kvalitative interviews og statistikbehandling.  

”Sociologer er gode til at producere viden. Og de kan i princippet undersøge hvad som helst – lige fra brugen af bestemte tandpastamærker til mere kritiske analyser. Og de kan gøre det metodisk. Derfor ser man i dag sociologer mange steder – også i det private erhvervsliv. For dagens sociologer er det ikke ufint at betjene markedet, sådan som det var for tidligere generationer af sociologer,” siger Kristoffer Krop.

Det sidste er Emilia van Hauen et levende bevis på. Hun havde en økonomiuddannelse og nogle år som leder af en salgsafdeling bag sig, da hun kastede sig over sociologien. Her fik hun redskaber til at forstå den tid, vi lever i, og den sammenhæng, den enkelte indgår i, på samfundsmæssigt niveau, forklarer hun. Og de redskaber bruger hun nu som selvstændig. Hun skriver bøger – den nyeste handler om behovet for nye fællesskaber i en globaliseret verden – holder foredrag og yder rådgivning til virksomheder.

På hendes hjemmeside lyder en catchline: ’Hvordan bruger du tidsånden som en aktiv ressource til at nå dine mål?’

”Mange synes, at tidsånden er noget underligt diffust noget, som man nærmest er et offer for, medmindre man er ung og smart og ansat i modebranchen. Jeg kan hjælpe virksomhederne med at se, hvordan de kan bruge tidsånden som en gratis ressource i at nå deres egne mål,” siger hun.