Et liv både før og efter døden

”Når Djøf-kongen Christian Nissen har skrevet en bog om offentlig ledelse, er det ikke en tilfældig forfatter, som ikke har arbejdet med de udfordringer og muligheder, der er i den offentlige sektor. Han ved, hvad han skriver om. Det gør ’Lederskab – til borgernes bedste’ til en bog i særklasse om offentlig ledelse.”

Sådan anmeldte Berlingske Tidende Christian Nissens bog, som fik seks stjerner, og så må han finde sig i at blive kaldt Djøf-kongen, selvom han ikke kan fordrage det.

Bogen blev til på en lidt usædvanlig måde. Christian Nissen lagde kapitlerne ud på en lukket blog, efterhånden som han skrev dem. Her fik han godt 20 offentlige ledere til at give løbende feedback – kontorchefer, skoleledere, en politidirektør, en plejehjemsleder, en overlæge, en hospitalsdirektør, en kommunaldirektør m.fl. Han fik 50 sider med protester, råd og forslag, som indgik i 2. gennemskrivning af manus.

Ud over påpegninger af alskens fejl, misforståelser og uklar sprogbrug fik han mange ekstra facetter til bogen fra bloggerne – både på selve bloggen og via mails, de sendte til ham.

Nævn et vigtigt input, du fik fra dem?

”Et af de vigtigste var en række gode – men også indbyrdes modstridende – kommentarer til min beskrivelse af den voksende kløft mellem ’centerkulturen’, altså de centrale forvaltninger i stat og kommuner, og ’periferiernes kultur’, altså de borgernære arbejdspladser. Og hvor svært det er at bygge en konstruktiv bro mellem dem.”

Hvad vil du især fortælle dagens offentlige ledere i bogen?

”Både bloggen og de samtaler, jeg har haft med offentlige ledere, tyder på, at mange oplever, at den største udfordring for dem er at ’få ting til at ske’ på en hensigtsmæssig måde. Det er, hvad enten det er fx en større omstillingsplan, en spareplan eller et kvalitetsprojekt. Det går tilsyneladende alt for tit op i hat og briller, detailstyring og modvillig træghed. At det er sådan, skyldes især, at det er et særkende for den offentlige sektor, at den rummer mange stridende interessenter med konfliktende mål og dagsordener.”

Du tager udgangspunkt i lederen som menneske?

”Ja. En af mine pointer i bogen er, at det alt sammen i sidste ende drejer sig om mennesker og ikke så meget om de komplekse styringssystemer, vi som offentlige ledere normalt bruger mest tid på. Mennesker skal her forstås både som medarbejdere, lederkolleger og overordnede, men også dig selv som leder. Hvorfor vælger vi at blive ledere med alt det bøvl, det ofte medfører? Hvordan klarer vi krisesituationer? Og hvordan kan vi selv tilrettelægge overgangen til det tredje liv og få noget positivt ud af det?”

Nu har du på egen krop prøvet en pludselig afgang fra en stor statsinstitution. Hvad har det lært dig personligt og om offentlig topledelse?

”At man kan havne i et minefelt – både på grund af egne fejltagelser og som følge af forhold, man ingen indflydelse har på. Det er så at sige en erhvervsrisiko, man løber, især hvis man vil bruge lederjobbet til at lave forandringer i sin lille del af verden. Men også de ledere, der aldrig står til søs, kan pludselig blive efterladt ensomme på kajen. Det er derfor, jeg i bogens sidste kapitel beskriver, hvor vigtigt det er, at karriere og lederjob ikke fylder hele ens liv. Der skal være et andet liv at bygge videre på – også efter ’døden’, hvad enten det er en fyring eller den uomgængelige pensionering.”

De bloggede med Christian Nissen om bogen

Politidirektør Johan Reimann, Københavns Politi

Til borgernes bedste er det, det handler om

Du synes, det er blevet en god bog. Hvorfor?

”Fordi den ikke missionerer for én bestemt ledelsesteori. Det gør bøger om ledelse ofte. Ledelse er på den anden side heller ikke anarki, men det gode ved bogen her er, at den giver nogle enkle værktøjer til at systematisere ledelsesopgaven med. Den er bygget op som en praktisk kronologi: Hvor er du i ledelsesforløbet, og hvad er så de særlige udfordringer for dig lige dér,” forklarer han.

Det er også en force, at den ikke påstår, at der findes lette løsninger på svære dilemmaer, og at den viser, at der er mange måder at gøre tingene på.

”Ligesom der er mange måder at gøre tingene forkert på i ledelse, er der også mange måder at gøre tingene rigtigt på. Hvordan man vælger at gøre tingene afhænger nok i mangt og meget af din personlighed. Man skal ikke prøve at påtage sig en identitet eller personlighed, som man ikke har.”

Og så er Johan Reimann rigtig glad for bogens titel og tilgang med ’til borgernes bedste’, for det er det centrale i offentlig ledelse.

”Det er den fuldstændig rigtige tilgang at vælge. De fleste ledelsesbøger fokuserer på ’ledelse til bundlinjens bedste’, ’ledelse til medarbejdernes bedste’ eller ’ledelse til ejerens bedste’. Selvom vi som offentlige ledere skal have sorte tal på bundlinjen, ellers bliver vi fyret, er det jo ikke nok,” siger han med et glimt i øjet .

”Vi har mange andre bundlinjer, som ofte er diffuse. Det er ikke nok at fokusere på økonomien, det er rigtig godt at fokusere på medarbejderne, men det er ikke målet i sig selv, og det går slet ikke at fokusere på ’ejerkredsen’. For det er jo ikke – hvis vi tager mit eget område – Justitsministeriet, Rigspolitiet eller Folketinget, som ’ejer’ politiet. Det er borgerne, der ejer politiet. Christian Nissen vil hjælpe os med at holde fokus på kernen: At tænke i ledelse til borgernes bedste.”

Hospitalsdirektør Suzanne Aaholm, Hillerød Sygehus

Stå frem med dine egne svigt

Hvilke input har du givet Christian Nissen til bogen?

”Jeg tror, det klareste budskab fra mig var at være tydelig som forfatter – og som offentlig leder. Når vi trænes i bureaukratiets discipliner, trænes vi også i kunsten at tale ’rundt omkring’ dilemmaer og problemer i vores store organisationer uden at omtale dem direkte og forståeligt på den måde, som vores medarbejdere og mellemledere opfatter dem. Teknikken er, at vi beskytter os selv mod den kritik, som altid kan hæftes på et menneske, når det tager stilling,” forklarer hun.

”Omkostningen ved vores ofte meget generelle fabuleren rundt om problemerne er, at vi mister vores medarbejderes tillid. Fordi de ikke tydeligt kan se, at vi har forstået, hvad de siger. De opfatter os som verdensfjerne og ukoblede til virkelighedens dilemmaer blandt andet på grund af vores uklare snak.”

Suzanne Aaholm opfordrede også Christian Nissen til som forfatter at tage stilling til den offentlige sektors store dilemmaer og de krav til lederskabet, der følger heraf.

”Det gjorde jeg, fordi det giver læseren en mulighed for at være enig eller uenig. Og fordi det repræsenterer en vis portion mod hos både forfattere og ledere at have holdninger til ledelse og at adressere problemer klart.”

Hun opfordrede Christian Nissen til at lade sig være tæt personligt forbundet med de problemer i lederskabet, som bogen peger på.

”Hvor er det, vi svigter, og hvilke erfaringer har han personligt med sådanne svigt? Jeg tror, at når vi står frem med vores egne oplevelser af ikke at gøre det godt nok, så bliver vores intention om at praktisere ordentlighed mere legitim.”