Det var meget relevant i djøfbladet nr. 2 at sætte fokus på utryghed i ansættelsen for djøfere!
I min referencegruppe, dimitteret cand.merc. 1984, alder 53 år, er emnet meget nærværende. Jeg ser omkring mig i stribevis af fagkolleger, der troede, at de havde, hvad der i gamle dage hed en god, solid stilling. Jeg har i min referenceramme naive fagkolleger, der tror, at fastholdelsen af deres job afhænger af de viste resultater.
Det er sjældent dårlige resultater, der er årsagen til fyringen. Fyring uden begrundelse eller med en dårlig begrundelse er alene ledelsessjusk. Fyringen kommer i reglen som en tyv om natten. Den er altid ubelejlig, og den er altid krænkende. Den hyppigste årsag til en fyring er en ny og usikker ledelse, nedlæggelse af forretningsområder, dårlig kemi, ansatte, der markerer sig og er uenig med ledelsen og måske sidst et spørgsmål om omkostninger.
Ledelsen fyrer hellere de højest lønnede ældre med fortiden bag sig end de lavest lønnede yngre med fremtiden foran sig. Glem alt om det grå guld. Det er en tom floskel. Allerede ved alderen 40 år begynder man at skele til alderen. Ved 50 år er jobsøgning for den arbejdsløse djøfer tæt på umuligt. Når man har nået de 60 år, er det håbløst. Det er kun Silvan, der gerne ansætter folk på 60 år, men det er ikke som djøfere. Det var plat og nærmest uartigt, da journalist Tine Santesson skrev i djøfbladet, at når en murer bliver fyret, så rammer det ikke tilsvarende hårdt.
Allan Luplau, formand for Djøf Privat, vil skærpe byrder og bånd for arbejdsgiverne. Det vil med sikkerhed give færre ansatte djøfere. Jeg kunne skrive i sidevis om mine erfaringer som fyret djøfer og ham, der fyrer djøfere, men i djøfbladet kan medlemmer alene skrive korte debatindlæg.
Det er min slutbemærkning, at 90 procent af alle fyrede djøfere fyres af en djøfer. Derfor bør Djøf begynde med en pædagogisk påvirkning af djøfere, der har det tunge ansvar at fyre en Djøf-kollega!
Ledige stillinger