Sociale medier er folkets ventil

Kinas økonomiske udvikling, den voksende middelklasse og det stigende uddannelsesniveau påvirker befolkningens krav om øget demokrati og ytringsfrihed. Og hvis man tror, at alle kinesere bare dukker nakken og ukritisk retter ind efter partiets ordrer, så tager man fejl. Den teknologiske udvikling i Kina har betydet, at det nu er blevet lettere for den almindelige kineser at komme til orde via internettet.

Der er i dag flere end 450 millioner registrerede internetbrugere i Kina, og det forventes, at tallet runder den halve milliard indenfor det næste år.

Selvom de fleste kinesere ikke interesserer sig voldsomt for politik, så er der tendens til, at flere og flere finder deres nyheder på de sociale medier, da tilliden til de statscensurerede medier er begrænset. På Weibo – Kinas svar på twitter – kan man læse kritiske indlæg om det kinesiske regime eller ucensurerede nyheder om de seneste skandaler. Sitet har flere end 200 millioner brugere og er kinesernes foretrukne nyheds- og diskussionsmedie. Ofte er det muligt at finde blogs om nyheder og skandaler, før den etablerede presse overhovedet har nået at sætte sig til tasterne.

Der er således masser af kritik af det kinesiske regime på nettet, og styret har ingen reel mulighed for at følge med, selvom de prøver, så godt de kan. Bloggere har udviklet deres helt eget sprog, og hver gang regimet får blokeret bestemte ord og vendinger, bliver der øjeblikkeligt udviklet nye, så kritikken og diskussionerne kan fortsætte.

I modsætning til tidligere kan regimet hurtigt danne sig et billede af, hvor mange i landet der bekymrer sig om en given sag, og på den måde tage temperaturen på borgernes tilfredshed eller mangel på samme.

”Internettet er i dag en ventil for folks frustrationer, og regimet har også glæde af det. Det er jo ikke en junta som i Burma. Styret er følsom overfor folkestemningen, så de vil gerne høre kritikken. Men du skal selvfølgelig ikke give dig til at demonstrere på den Himmelske Freds Plads,” siger Steen Teisen, der har boet i Kina i 17 år.

Den åbenlyse kritik finder dog ikke kun sted på nettet. Mange af de kilder djøf-
bladet har talt med i Kina, kan berette om eksempler på spirende tolerance af kritik fra regimets side. En svensk korrespondent fortalte, at hun netop havde været i Ikea. Foran hende i køen stod en ung kineser, hvis t-shirt med stor skrift bekendtgjorde: ’I don’t need sex – the system fucks me every day’.

Selv på statsdrevne aviser er journalister ofte i stand til at bringe kritiske historier, hvis de formår at vinkle og formulere sig lidt spidsfindigt.

”Kinesere er verdensmestre i at læse mellem linjerne og tyde det, der ikke bliver skrevet,” som en kinesisk professor i journalistik formulerer det.

Partiet styrer fortsat

Selvom den interne kritik i Kina har nået nye højder, er det dog stadig partiet, som er magtens centrum i landet. Partiet har sine følere ude alle vegne. I hver en boligblok, i alle statslige virksomheder og på alle læreanstalter findes der repræsentanter for partiet, som sikrer sig, at tingene foregår i overensstemmelse med kommunistpartiets ønsker. På universiteterne er partisekretæren praktisk talt sidestillet med rektor, og alle væsentlige beslutninger skal godkendes af partisekretæren.

Langt de fleste succesrige erhvervsfolk er medlemmer, og hvis man vil gøre sig håb om et af de prestigefyldte job i staten eller i en af de helt eller delvist statsejede virksomheder, er der heller ingen vej udenom. Det samme gælder, hvis man drømmer om en forskerkarriere på et af landets universiteter eller forskningsinstitutioner.

Med flere end 75 millioner medlemmer i partiet er det dog sin sag at holde styr på tropperne. Således mener flere systemkritikere, at reelle demokratiske forandringer i Kina snarere vil komme efter internt pres i partiet, hvor der er reformvillige fløje, som kræver mere frihed og demokratiske reformer.