Revolutionen har hensat den offentlige sektor i Egypten i en komalignende tilstand til stor frustration for de egyptiske djøfere. Forude lurer voldsomme forandringer efter 30 år med korruption, ineffektivitet og Hosni Mubaraks diktatur.
Røgen fra vandpiberne hænger tungt i cafeen Orangette på Nil-øen Zamalek i centrum af Kairo, hvor det bedre borgerskabs unge aften efter aften mødes til en snak om alt fra de nyeste iPhone-apps til den politiske situation.
Rundt om bordet i et hjørne af cafeen sidder fem fremadstormende egyptiske djøfere med lange uddannelser inden for økonomi, jura og offentlig forvaltning. De har det til fælles, at de alle har arbejdet i mange år under Hosni Mubarak. Og for tre af dem gælder, at de i dag skal prøve at finde sig til rette i et politisk system og en centraladministration, der ligesom resten af Egypten er kastet ud i omvæltninger, som ingen rigtig ved, hvor ender.
De kaotiske omvæltninger synes dog ikke at lægge en dæmper på de egyptiske djøferes humør. Tværtimod flyder snakken frit, der råbes højt og grines hjerteligt, upåagtet, at der blot en kilometer væk til tider har hersket guerillakrigslignende tilstande. Ej heller er de fem djøfere bange for at give deres uforbeholdne mening til kende om revolutionen, militæret og alt, hvad der følger med for deres arbejdspladser.
”Intet har ændret sig. Ingen har visionerne og overskuddet til at tænke på, at hvis der virkelig skal være demokrati og fremdrift i det her land, så skal der ske afgørende ændringer i den offentlige administration. Der er simpelthen intet lederskab,” siger Mohammed, der har arbejdet i ministeriet for internationalt samarbejde siden 2003 og selv under Hosni Mubaraks fald fra tronen troligt passede sit job – for som han siger: ”Vi kan jo ikke alle være aktivister.”
Hans kollega Ahmed bryder ind: ”Det er også, fordi militærrådet grundlæggende ikke har kompetencerne eller lysten til at blande sig. Det er i og for sig godt nok, men det efterlader mange ansatte i de egyptiske ministerier i lidt af en venteposition,” siger han og tager et dybt sug af vandpiben.
Kæmpelønninger til offentligt ansatte
På en række områder er der imidlertid allerede sket en række ændringer i de egyptiske ministerier. Mest opsigtsvækkende er der på papiret sat ind over for de meget høje lønninger, som en række af Egyptens topembedsmænd har fået. Eksempelvis skulle den administrative chef for det egyptiske trafikministerium have tjent ca. syv millioner kroner om året, mens andre topembedsmænd har fået lønninger på op til fire millioner kroner årligt ifølge den egyptiske avis Al Ahram.
Nu er der imidlertid blevet fremsat forslag om, at embedsmændene maksimalt må tjene 36 gange så meget som minimumslønnen, hvad der i kroner og ører beløber sig til cirka 20.000 kroner om måneden. Flere eksperter tvivler imidlertid på, om forslaget vil få nogen effekt. Ofte får topembedsmændene nemlig deres skyhøje lønninger som honorar for at sidde i offentligt ejede virksomheder.
En anden ændring med stor folkelig popularitet, der er sket i kølvandet på revolutionen, er fastansættelsen af de mange statsligt ansatte, der hidtil har været på midlertidige kontrakter. Beslutningen får dog alt andet end rosende ord med på vejen fra de egyptiske djøfere, der er samlet på cafeen.
”Det er bare et forsøg på at gøre sig populær i den brede befolkning. Men der er overhovedet ikke brug for flere fastansatte i den offentlige sektor i Egypten, tværtimod. Den offentlige sektor er plaget af ineffektivitet, og tingene bliver ikke bedre af, at flere bliver fastansatte,” siger Ahmed.
Den holdning deles af Laila ElBaradei, der er professor i offentlig forvaltning på American University i Kairo og en af kenderne af den egyptiske centraladministrations skavanker.
”Beslutningen om at give yderligere 300.000 fastansættelse er ren populisme. Nu har vi i årevis kæmpet for at komme den offentlige sektors ineffektivitet og overbemanding til livs. Det er ødelæggende både for den offentlige sektor og for den trængte offentlige økonomi,” siger Laila ElBaradei, der ikke er i familie med præsidentkandidaten Mohammed ElBaradei.
Kafka lever i Egypten
Et af de bedste steder at opleve den egyptiske administrations dårligdomme er i Mogammaen på Tahrir-pladsen i Kairos centrum. Mogammaen er en regeringsbygning, som egypterne fik foræret af Sovjetunionen i 1950, hvilket arkitektonisk ikke er svært at spotte.
I Mogammaen kan du få ordnet alt fra opholdstilladelse til pas og skoleflytning af dit barn, og det siges, at cirka 25.000 bureaukrater arbejder i bygningen. Det præcise tal er imidlertid svært at få overblik over, da den 14-etagers høje bygning er for lille til at rumme alle ansatte på en gang – i stedet skulle der være lavet en form for skifteholdsordning, hvor nogle ansatte kun arbejder mandag og tirsdag for så onsdag og torsdag at overlade skrivebordet til andre.
Vælger du at bevæge dig ind i Mogammaen, gør du klogt i at købe hjælp hos en af de mange egyptere, der har gjort det til deres levevej at guide egyptere og udlændinge rundt i det kafkaske vildnis af kontorer og regler. Ligeledes lyder et generelt råd, at du bør medbringe din egen kuglepen eller blyant, da din mission ellers risikerer at strande på grund af manglende skriveredskaber.
At Mogammaen og den offentlige sektor skulle gå bedre og mere effektive tider i møde i den nære fremtid er tvivlsomt, mener Laila ElBaradei.
”Siden Hosni Mubarak blev væltet, har der været tre hold af ministre. Det påvirker selvfølgelig bureaukratiet og de ansatte enormt. Ministrene er ekstremt bange for at tage beslutninger, når du lige ser bort fra de mest populistiske afbøjninger for gadens krav,” siger hun.
Heldigvis har det ikke forhindret, at der er sat ind over for den omfattende korruption, der hærgede Egypten under Hosni Mubaraks styre. Siden revolutionen er flere tidligere højtstående embedsmænd og ministre blevet fyret og retsforfulgt, og flere retssager er på vej.
Disse ændringer påvirker også den almindelige egyptiske djøfer, fortæller Laila ElBaradei:
”De skal vænne sig til et nyt system, hvor alle beslutninger skal være gennemsigtige for offentligheden. Det bliver en stor omvæltning for mange,” siger hun.
Konkret peger Laila ElBaradei på, at venner af det tidligere regime ofte fik mulighed for at købe offentligt ejede jordstykker og virksomheder til en brøkdel af værdien, hvilket er en af grundene til, at Egypten til tider minder om et russisk oligarki.
Du kan ikke være revolutionær altid
Men hvad bringer fremtiden? Er Egypten på vej til at blive et moderne demokrati, eller vil de seneste måneders uroligheder bane vejen for en stærk mand med rod i militæret, som kan tage over, hvor Hosni Mubarak blev stoppet?
Laila ElBaradei tror mest på førstnævnte.
”Selvom vi befinder os i en vanskelig situation, så bevæger vi os aldrig tilbage til et diktatur igen. Fremmødet ved det første frie valg til parlamentet viser også, at egypterne har forstået, at de selv har magten nu. Det kan der ikke ændres ved,” siger hun.
Tilbage på cafe Orangette på Zamalek er optimismen knap så stor.
”Demonstrationerne skal stoppe. Du kan ikke være revolutionær hele dit liv. Der kommer et tidspunkt, hvor egypterne må tilbage til arbejdet,” siger Mohammed.
Navnene på de egyptiske djøfere er ændret af redaktionen, da ansatte i de egyptiske ministerier ikke må udtale sig til pressen. Redaktionen er bekendt med deres fulde navn og stilling.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER