Lyst til at hjælpe

7.9.2011

af

Lektiehjælp til unge med indvandrerbaggrund, en tjans bag disken i genbrugsbutikken eller juridisk rådgivning til udsatte familier. 2011 er udnævnt til europæisk år for frivilligt arbejde.

For et par år siden blev employee volunteering udråbt som en ny stor trend i Danmark. Ved at bruge arbejdstiden på at løse frivillige sociale opgaver kunne medarbejderne skabe mere mening for dem selv, virksomhederne kunne pudse deres CSR-profil, og gode projekter kunne få et løft. Umiddelbart en tredobbelt vinder.

Men så kom finanskrisen, og det blev vanskeligere at argumentere for at fyre medarbejdere med den ene hånd blot for at give de tilbageblevne fri til frivillige projekter med den anden. Trenden tabte måske nok luft, men alligevel har 13 procent af danskerne i dag mulighed for at kaste sig over frivilligt socialt arbejde – med løn – viser nye tal fra pensionsselskabet Skandia.

Ingen garanti for succes

Virksomheder som TDC, Skandia, IBM, Nykredit og Kromann Reumert er i gang. Andre virksomheder er tøvende. Mens endnu andre er stoppet igen. For employee volunteering er ikke noget quick fix, og det sympatiske indhold er ikke i sig selv en garanti for succes.

Det ved Odense Kommune alt om. I marts 2009 fik flere end 1.000 af kommunens medarbejdere tilbud om at deltage i pilotprojektet ’I en god sags tjeneste’, hvor de kunne rykke ud fra skrivebordene og gøre gavn i kommunens frivillige sociale foreninger. Men kun seks medarbejdere benyttede sig af muligheden, inden projektet stoppede med pilotperiodens udløb.

Frivilligkonsulent i Odense Kommune Berit Yding Sørensen siger, at kommunen nu har valgt andre veje til at styrke samarbejdet med de frivillige foreninger, og at markedsføringen af projektet som en form for kursus formentlig var en årsag til den lave tilslutning.

”Som kompetencetilbud kom det til at konkurrere med alle andre kurser. Derudover viste det sig, at de medarbejdere, der deltog, først og fremmest gjorde det for at gøre en forskel for andre. Ikke nødvendigvis fordi de selv kunne lære noget nyt,” siger Berit Yding Sørensen.

Læren fra Odense stemmer godt overens med resultaterne i Skandias seneste evaluering af projekt ’Ideer for Livet’, hvor virksomhedens ansatte kan dedikere op til to timer om måneden på frivilligt socialt arbejde efter eget valg. Halvdelen af Skandias små 200 medarbejdere deltager i programmet, og knap ni ud af ti siger, at de gør det, fordi de gerne vil hjælpe andre, mens to ud af ti svarer, at de er med på grund af udsigten til selv at lære noget nyt. 

Udnytter kernekompetencer

Hos advokatfirmaet Kromann Reumert koncentreres hjælpen primært til juridisk rådgivning. ’Vi gør det, vi er bedst til’, lyder parolen for virksomhedens pro bono-arbejde, som i 2010 løb op i 1.200 arbejdstimer fordelt på ni udvalgte samarbejdsorganisationer.

Advokat Susanne Scott Levinsen er Kromann Reumerts kontaktperson for Hjerneskadeforeningen. Når foreningen kontakter hende, kan det fx handle om en leje- eller ansættelseskontrakt eller et selskabsretligt spørgsmål. 

”Praktisk og fagligt er det helt det samme som ved en ’almindelig’ klient, men det giver mig en stor tilfredshed at få lov til at hjælpe en forening, der hjælper mennesker i en svær situation. Jeg får ikke lige gået rundt med raslebøssen, når der er indsamlinger i løbet af året, men på denne måde kan jeg bidrage alligevel. Endda med mit eget speciale,” siger Susanne Scott Levinsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet