Dårlige relationer giver stress

Men nogle konsultationer hos en erhvervspsykolog har fået hende til at forstå, at det havde noget med relationen til chefen at gøre – noget med, at chefen gik over hendes personlige grænser, når hun afæskede hende et svar på, hvorfor hun ikke var glad. Noget med, at hun bare ikke havde lyst til at blive betroet, at chefen selv havde været nede med stress og havde forsøgt selvmord. Og med hjælp fra erhvervspsykologen fik Sanne Henriksen også parkeret overbevisningen om, at det var hende, der var noget galt med.

Flere rammes af stress

Ligesom Sanne Henriksen kontakter stadig flere medlemmer Djøf, fordi de er stressede. Og mange har det som hende – presset skyldes ikke eksorbitante arbejdsmængder eller uendelige arbejdsdage. Den udløsende faktor er oftere dårlige relationer på arbejdspladsen – enten til chefen eller til kollegerne eller begge dele.

I 2010 kontaktede 699 medlemmer Djøf på grund af stress – og alene i første halvår af 2011 opsøgte 425 stressramte medlemmer Djøf.

Den røde tråd er dårlige relationer

Bodil Gavnholt, chefkonsulent i Djøf, har kigget de mange stress-sager igennem og ser en tydelig rød tråd.

”Det er oftere dårlige relationer og ikke arbejdsmængde og -tid, der skaber stress. Det kan være en udefinerbar følelse af, at man ikke er med på holdet, man kan føle sig forbigået i forhold til de spændende opgaver eller have en fornemmelse af, at der bliver talt bag ryggen på en. Og dét gør djøferne syge,” siger Bodil Gavnholt.

Kæmpe arbejdsbyrder og uendelige arbejdsdage kan selvfølgelig også få djøferne til at gå ned med stress, understreger hun.

”Men igen handler det om relationer. Hvis man har en ordentlig relation til sin chef, burde det ikke være noget problem at gå til ham eller hende, hvis man ikke kan få enderne til at nå sammen,” siger Bodil Gavnholt.

Er det mig, der er noget galt med?

Når djøfere henvender sig, er de ofte hårdt ramte, fortæller Bodil Gavnholt.

”De føler sig kørt ud på et sidespor og er meget usikre på sig selv. Derfor går der en gætteleg i gang, hvor man spørger sig selv: ’Hvad er der galt med mig’.”

Psykolog Gunni Damborg, der får henvist mange akademikere via diverse sundhedsforsikringer, kan sagtens genkende det billede. Hun møder også mange, der er stressbelastede på grund af dårlige relationer.

”Det er ofte noget, der kommer snigende, og folk kommer her med en diffus følelse, som de ikke kan definere. Men tit viser det sig, at det skyldes belastninger i relationen til chefen eller kollegerne. Oftest det første. Og de bliver tyndhudede og stresser sig selv op, fordi det ofte har stået på i rigtig lang tid.”

Og så havner de i en ond spiral, fortæller Gunni Damborg.

”De bliver afvisende i deres attitude over for den person, de selv føler sig afvist af, uden de egentlig ved, om der er en uoverensstemmelse.”

Det sorte hul

Og krisen har gjort, at de har fået endnu sværere ved at tage fat om nældens rod, siger Gunni Damborg.

”De går med det i endnu længere tid, fordi de ikke tør stikke snuden for lagt frem af frygt for at blive fyret.”

Gunni Damborgs klare råd er dog, at det bestemt ikke er noget, man skal gå at putte med.

”Fantasien har vide grænser, og man kan hurtigt få kørt sig selv længere og længere ned i et sort hul og tro det allerværste. Men ofte sker der det omvendte, hvis man handler på det. Det hele kan være startet med, at chefen havde en dårlig dag og fik sagt noget uheldigt – eller ikke sagt noget overhovedet, og det kan være kimen til at opbygge en følelse af utilstrækkelighed,” siger Gunni Damborg.

Når der er en konflikt

Bodil Gavnholts råd er da også at tage en snak med chefen eller kollegerne, så snart fornemmelsen af, at ’et eller andet er galt’, melder sig. Hun oplever nemlig, at mange djøfere ender med en sygemelding, fordi det psykiske pres bliver for stort.

”Det er godt selv at tage initiativet til en afklarende samtale. Og ofte skal der ikke meget mere til, før problemerne bliver løst. Men der skal to til en tango, og nogle gange kan man holde nok så mange samtaler med chefen og måske også længere oppe i systemet, uden det batter noget. I de tilfælde råder vi gerne medlemmerne til at komme videre til et nyt job så hurtigt som muligt,” siger Bodil Gavnholt.

Gunni Damborg medgiver også, at det langt fra altid er fantasien, der løber af med en. ”Nogle gange er der tale om en reel konflikt, og det er ikke altid, det lykkes at få den løst. Og i cirka halvdelen af tilfældene ender det med et farvel til arbejdspladsen. Men når først det er blevet italesat, har jeg meget sjældent oplevet, at folk er blevet smidt ud eller er gået i vrede,” siger Gunni Damborg.

Aldrig mere tilbage

Sanne Henriksen var da heller ikke vred, da hun forlod sin tidligere arbejdsplads. Men da først hun havde fået en sygemelding, var hun helt sikker på, at hun aldrig skulle tilbage igen. Chefen kontaktede hende flere gange, men hun ville ikke tale med hende. Hun var færdig med den arbejdsplads. Og med støtte fra Djøf gik hun i gang med at søge nyt job.

Samme dag hun modtog en kuvert med en opsigelse fra sin tidligere arbejdsplads, fik hun tilbudt det job, hun i dag sidder i. Hun stortrives både fagligt og socialt. Men hun håber aldrig nogensinde, at hun støder på sin gamle chef igen eller en chef, der får hende til at få det på samme måde.

Skulle det alligevel ske, har hun lært to ting. Det er ikke hende, der er noget galt med – og så skal hun se at komme væk i en fart.