Store beslutninger træffes med følelserne

”Jeg ser lidt udhulet ud,” bemærker Lida.

Lida Hulgaard er i dag 71 år. En lille kvinde, rank som et siv, smilende og meget direkte i både tale og blik. Der er i mellemtiden kommet 15 børnebørn til, og ’Mor til fire’ har haft et professionelt liv, hvor hun har været hele vejen rundt i den danske skatteret og er endt som en af landets førende skatteretseksperter.

Det ville man næppe have troet, da hun i 1957, som 17-årig 3.g’er på Aarhus Katedralskole, blev gravid og kort tid efter blev gift med en lægestuderende. For hvad skulle hun dog med en studentereksamen? Nu havde hun jo fået en mand.

Lida voksede op i en tid, hvor en kvindes plads traditionelt var i hjemmet hos børnene. En ny tid med et nyt kvindebillede var på vej. Også til Aarhus.

Da graviditeten blev opdaget, gik Lidas far naturligvis op til rektor for at melde hende ud af gymnasiet – for sådan gjorde man jo dengang.

Rektor var, som Lidas far, gammel modstandsmand. Han spurgte, om det nu også var nødvendigt. Lad os dvæle her ganske kort. To mænd skal, i dette øjeblik, afgøre et tredje menneskes videre skæbne. Hvilket stiller det tredje menneske, Lida Hulgaard, i den situation, som hun frygter og hader allermest: Hun er magtesløs, hendes liv er i andre menneskers hænder – hun kan kun håbe det bedste.

De to mænd blev enige om, at det ikke var nødvendigt at melde Lida ud. Så mens hendes kammerater festede, passede hun sin lille søn, og da det blev tid til sygeeksamen, gik hun op og bestod.

Lidas egen holdning til graviditet og skole var klar:

”Jeg ville da selvfølgelig fortsætte. Jeg opfattede det simpelthen ikke som et problem. Det var et problem, fordi det gav problemer. Det var ikke et problem i sig selv. Når man står i situationen, er det om at tilpasse sig. Det er jeg nok egentlig ret god til.”

Sej far

Lida Hulgaard blev født i 1939 som den første af fire søskende og voksede op i Risskov uden for Aarhus i et ”godt borgerligt miljø”. Hendes far, Axel Voigt, underviste i kemi ved Kemisk Institut på Aarhus Universitet, og hendes mor var mest hjemmegående.

Lida vender i samtalen ofte tilbage til faderen:

”Han var sej, min far. Jeg kan genkende nogle af hans træk ved mig selv.”

Lida Hulgaard oplever, at faderen betyder stadigt mere, og i sin søgen efter forståelsen af faderen finder hun store stykker af sig selv. Faderen var et analytisk, handlende menneske. Han forstod at tilpasse sig, hvilket i en konkret situation betød forskel på liv og død. Og så spillede han bridge – det gav han videre til Lida, og det skulle blive bestemmende for hendes senere familieliv. Men mere om alt det senere.

En af Lida Hulgaards tidligste erindringer er, da tyskerne kom for at hente hendes far. Hun var da fire år gammel:

”Vi sad i stuen og ventede på, at far kom hjem. Jeg sad helt inde ved væggen. En hippomand stod midt i stuen og truede vores rengøringskone, fru Svendsen, med en blyant.”

Så kom faderen hjem:

”Far og mor kyssede hinanden farvel. Stik af, hviskede han til hende.”

En engelsk SOE-agent var blevet taget og underkastet tortur, hvilket førte til optrævlingen af en stor del af den østjyske modstandsbevægelse. Lida Hulgaards far opbevarede sprængstof i familiens kælder.

”Han tog ikke sin giftpille,” siger Lida Hulgaard om SOE-agenten.

Lida Hulgaard ser fast på mig. Alle de år senere er det tydeligt, hvem hun er vred på: Agenten, som svigtede sit ansvar for andre mennesker.

”Der er ikke noget, jeg bliver så fortørnet over som svigtet af folk, der ikke bør svigte. Det glemmer jeg aldrig.”

Overlever kz-lejren

Lidas far kom i koncentrationslejren Neuengamme. Lidas mor tog til Sverige, Lida kom til en faster i København. Først da krigen var slut, så hun sin far igen. Hun kunne ikke kende ham. Af de 105.000 mennesker, der var gennem lejren, overlevede mindre end halvdelen. Lidas far havde overlevet under omstændigheder, hvor andre bukkede under.

Axel Voigt vendte tilbage til sin stilling på Aarhus Universitet, hvor han var frem til sin pension. Han fortalte ikke om sine oplevelser før mange år senere. Et besøg i hans yngste barnebarns skoleklasse i 1976, hvor han fortalte om krigen, var første gang, han satte ord på. Det udløste et skred, der også førte til, at han skrev sine erindringer. Efter faderens død besøgte Lida, hendes mand og fem af deres børnebørn i 1999 koncentrationslejren Neuengamme. Besøget gjorde et meget stort indtryk. Lidas Hulgaards stemme får en mørkere, mere intens klang:

”Han kunne overleve en koncentrationslejr. Når jeg kommer ind i en eller anden vanskelighed, siger jeg til mig selv: ’Det her kan du også klare’.”

Studerende med børn

Da Lida gik i gymnasiet, flyttede en ung lægestuderende bridgespiller, Johannes Hulgaard, til Aarhus. Han blev bridgemakker med Lidas far og kom i hjemmet, hvor han og Lida mødtes ved kortbordet. De to unge forelskede sig.

Da Lida var færdig med gymnasiet og stod med sit første barn, blev hun bevidst om, at hun slet ikke egnede sig til at være husmor:

”Jeg blev deprimeret. Jeg følte mig fanget i et bur.”

Lida vidste, at der var en verden derude, og hun var sulten på verden. Hendes egen mor havde opgivet sine medicinstudier, da hun blev gift. Det mønster ville Lida ikke gentage.

Der var slet ikke nogen tvivl om, at hun ville læse videre. Spørgsmålet var blot: Hvad? Ikke socialrådgiver, der skulle man være 21 for at begynde, og Lida hverken kunne eller ville vente. Hun begyndte på jura:

”Det gik fint fra første dag. Jura er det samme som matematik og bridge – du skal kunne nogle regler, som skal løse praktiske problemer. Jeg tog fat fra en ende af. Jeg havde nemt ved at lære det og læste fra 8 til 16. De andre kvinder på jura passede indimellem mine børn, mens der var undervisning. Jeg vidste jo godt, at jeg skulle passe mit studie. De faldt ofte selv fra, når de havde fundet en mand.”

Lida fik under studiet tre drenge til, for studietiden er jo helt ideel til børn, forklarer Lida. Som studerende kan man disponere, organisere og tilpasse. Hun fik sin fjerde søn, da hun var 25 og var færdig med børnepasning før de 40.

Lida understreger, at hun havde sin mands utvetydige opbakning til sine valg, og at hendes egen mors praktiske og psykologiske støtte var meget vigtig for at få det hele til at hænge sammen. En anden vigtig forudsætning var, at det unge par købte sig til hjælp i en tid, hvor pasningstilbud ikke var så udviklede som i dag. Som Lida udtrykker det:

”Uden hushjælp – ingen ligestilling.”

Loyalitet

Svigermoderen var slet ikke glad for sin svigerdatters ambitioner:

”Hvis der sker dine børn noget, fordi du skal læse, vil jeg aldrig tilgive dig.”

Det bringer Lida tilbage til begrebet loyalitet:

”Hjemme hos os har det altid været hamrende ligegyldigt, hvad de andre mener. Man må skelne mellem nødvendighed og andres forventninger. Jeg har aldrig selv haft en plan, jeg har lagt vægt på at bruge de muligheder, der viser sig. De fleste store beslutninger træffes med følelserne. Man skal have mod til at lytte efter sine egne følelser, ikke andres. Det mod har jeg haft. Det var dybest set loyalt over for mig selv. Jeg vil forsvare mig med, at jeg ville være en håbløs hjemmegående husmor. Og det er jo ikke til gavn for nogen.”

Er det et forsvar eller en undskyldning?

”Jeg betragter det selv som et forsvar. Jeg betragter det ikke som en undskyldning.”

Det er en del af den traditionelle kvinderolle, at man ofrer sig for sine børn?

Spørgsmålet gør Lida Hulgaard vred:

”Ja tak, den kan jeg ikke med. Ved du hvad, jeg ofrer mig ikke. Det gør jeg virkelig ikke, det, synes jeg, er ynkeligt at gøre. Jeg kan godt se, at hvis man er brandmand og får nogle ud af et brændende hus – i den situation ville jeg overveje at ofre mig. Ellers får du ikke noget ud af det. Altså hvis børnene bagefter skal være i taknemmelighedsgæld til mig, så er den splittergal. Heldigvis har alle børnene klaret sig godt. Jeg vil gerne hjælpe dem alt det, jeg overhovedet kan, men det er ikke, fordi jeg ofrer mig.”

Vi vender tilbage til SOE-agenten, der ikke spiste sin pille:

”Det ville have været et nødvendigt offer. Der gjorde han det forkerte. Jeg håber, at jeg selv ville have modet til at gøre det, hvis det var nødvendigt, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke været i nærheden af at stå i et sådant dilemma.”

Professionel

Loyalitet er et tilbagevendende tema – i vores samtale og i Lidas liv. Hun fortsætter sin fortælling. Hendes afsluttende eksamen var med høj karakter, der normalt er et springbræt ind i Justitsministeriet. Men Lida ville være advokat ude i verden og fik ansættelse. Som nyansat var hun i retten og blev snydt. En ældre, erfaren advokat fik hende med på en aftale, som var ufordelagtig for hendes egen klient.

Da Lida indså det, gik hun til sin chef. Det må vi få reddet, sagde han og ringede til Lidas modpart, hvor han sagde: ’Det går ikke, den aftale skal laves om’. Aftalen blev lavet om:

”Jeg husker stadig den advokat, der snød mig. Husker forræderiet. Sådan behandler man ikke unge mennesker.”

Lida husker også sin chef. Hun husker hans loyalitet over for en yngre medarbejder.

Allerede på studiet var Lidas interesse blevet fanget af et forholdsvis nyt fag: skatteret.

Er skatteret ikke et kedeligt fag?

”Det kan jeg love dig, at det ikke er. Traditionelle jurister anser ikke skatteret for at være fint. Men det omfatter jo alle livets forhold. Når virkeligheden skal til at passe med et regelsæt, kræver det, at man kender virkeligheden.”

Er det ikke omvendt?

”Overhovedet ikke, så går man helt galt i byen. Det kan jo ikke nytte noget, at man siger: ’Skattereglerne siger sådan, ergo skal du gøre sådan’. Det skattemæssige er altid sekundært.”

Loyal mod systemet

Lida Hulgaard blev i 2005 formand for Skatterådet. Rådet er en myndighed, der kan tolke lovene og træffe principielle afgørelser – bindende for skattemyndighederne og vores alles daglige liv.

I 2009 indførte en kommune en obligatorisk madordning for 55 børn i to institutioner. Ordningen kostede 469 kroner. En række forældre protesterede, de ville gerne selv give deres børn en madpakke med. De aftalte med kommunen, at de kunne få 305 kroner tilbage, fordi de leverede mad på linje med en ekstern leverandør. Kommunen mente, at de 305 kroner var skattepligtige og spurgte Skatterådet:

”Så sad jeg og kiggede på det og sagde: ’Gu er de ej skattepligtige’. Sikke noget pjat. Det havde forældrene ikke nogen skattepligtig fortjeneste af, så den afgørelse var rådet med på. Jeg mente ikke, at skatten skulle blandes ind i den politiske diskussion om børnehavernes madordning. Man kunne sige, at Skatterådet traf den fornuftigste beslutning.”

Hvem er man loyal imod, når man træffer den fornuftigste beslutning i sådan en sag?

”Efter min mening: skattesystemet. Du kan tage de madpakker. Om de vil lave dem eller ikke, har skat intet at gøre med. Det skal ikke være skattesystemet, der er prügelknabe for, at man ikke kan lave en ordning. Systemet skal rette sig efter virkeligheden.”

Overdragelsen

Lida forlod Skatterådet i 2010. Hun arbejdede hele tiden sideløbende som advokat, de seneste 30 år med generationsskifte som et af sine kerneområder. I dag er hun – arbejdsmæssigt – tilbage, hvor hun begyndte, i tæt kontakt med mennesker og deres problemer, i en anden mands firma – sin yngste søns. Så der er også en anden overdragelse i gang: Erfaringer fra den ældre til den yngre advokat.

Lidas udgangspunkt er det samme, som det altid har været:

”Der er en lang række skattemæssige problemstillinger, men det er det menneskelige, som er vigtigst.”

Lida arbejder under de, for hende, ideelle betingelser. Hun er på en arbejdsplads, hvor de værdier, hun selv sætter så højt, prioriteres:

”Det er vigtigt at få gruppen til at fungere – uden at jeg betragter mig som et gruppemenneske. Jeg opfatter mig selv som et tandhjul i en maskine. Sådan en maskine fungerer kun, når alle tandhjul fungerer og spiller sammen. Resultaterne bliver bedre, når gruppen fungerer.”

Hun er nu ved at trappe sit arbejdsliv ned. Er der noget, hun frygter?

”Jeg er jo ikke færdig med mit liv. Der kan ske så meget på den ene eller den anden led.”

Lida Hulgaard tænker sig om og fortsætter: