Iværksætteres dna er fundet

24.8.2011

af

Fandenivoldsk, stort energiniveau og selvtillid. Det er de typiske karakteristika hos en dansk iværksætter. Ernst & Young og to specialestuderende har fundet danske vækstskaberes dna.

De er handlekraftige, de er risikovillige, og så er de udprægede gode netværkere. Det er konklusionen af en undersøgelse, ’Dansk Iværksætter DNA’, som Ernst & Young sammen med to specialestuderende fra CBS, Bettina Jensen og Lucia Velsco, har gennemført blandt knap 100 danske iværksættere.

Iværksætterne har alle gennemført personlighedsanalysen Predictive Index. Og fællestrækkene er slående.

Og selvom det måske ikke kan komme bag på ret mange, at en god iværksætter også er proaktiv og en god netværker, så er det overraskende, at billedet af iværksætternes dna er så entydigt, mener Carsten Collin, partner i Ernst & Young.

”Undersøgelsen slår fast, at der skal mere til end bare erfaring og uddannelse for at lykkes. Det er i høj grad personen bag, der tæller.”

Når det så er sagt, er den rette dna dog ikke nok for at lykkes som iværksætter. Det er en myte, at du bare kan gå direkte fra skolen og ud at blive en succesfuld iværksætter, siger Carsten Collin.

”Alt er meget komplekst i dag, og hvis man skal drive det til noget stort, skal man også kunne lede og lede gennem andre. Så selvom uddannelse alene ikke skaber en iværksætter, er det rigtig vigtigt med erfaringer,” fastslår Carsten Collin.

Højtuddannede danske iværksættere

Sidste år gennemførte Ernst & Young en undersøgelse blandt nordiske iværksættere, og den viste, at uddannelsesniveauet generelt set var højt. Og det var allerhøjest blandt de danske iværksættere, fortæller Carsten Collin.

Og dem med djøf-baggrund tager også gerne springet.

”Vi ser ikke så mange jurister, men til gengæld en hel del økonomer – ofte i konstellation med en ingeniør,” siger Carsten Collin.

Men iværksætter-dna’et slår altså endnu hårdere igennem end uddannelsesbaggrund, når man skal karakterisere en vækstskaber. Og ifølge Carsten Collin er der bestemt et potentiale for, at flere danskere springer ud som iværksættere.

”15-20 procent af befolkningen har den dna-profil, som kendetegner en iværksætter, men det er max seks procent, der faktisk er iværksættere,” siger Carsten Collin.

Og så vil han da også gerne lige understrege, at den klare iværksætter-dna kun gælder omkring tre fjerdedele af deltagerne i undersøgelsen.

”Der er altså også nogle med en anden profil, der er lykkedes som iværksættere så det skal man selvfølgelig tage med i betragtning, hvis man selv tænker i de baner og ikke har den nævnte dna. Det, man mangler, kan man jo også altid hente udefra,” siger Carsten Collin.


 

 

 

 

Birgitte Escherich, cand.scient.pol., stifter af og direktør i konsulentvirksomheden Kostkompagniet siden 2001. Blev i 2010 kåret til Årets Iværksætterheltinde af Morgendagens Heltinder.

 

Har du en iværksætters dna?

”100 procent. Jeg passer fuldstændig på alle karakteristika. Jeg har en solid tro på mig selv – jeg kender min indre x-factor og ved, hvordan den skal forvaltes. Jeg er total risikovillig. Jeg kan leve på en sten – jeg har bare ikke lyst til at skylde en masse penge væk. Og proaktiviteten kommer helt automatisk. Når jeg brænder for noget, sidder jeg ikke og venter på, at andre skal handle – jeg sætter selv tingene i gang.”

 

Har du det også svært med rutineopgaver?

”Ja. Jeg får hele tiden nye ideer, men det kan faktisk forhindre mig i at sætte dem i gang, hvis jeg kan se, at der ligger for meget drift i det efterfølgende. Men der er andre, der har de kompetencer, og dem vil jeg rigtig gerne arbejde sammen med. Fx er økonomi ikke min stærke side, og derfor har jeg altid brugt penge på en supergod bogholder og revisor.”

 

Hvorfor blev du iværksætter?

”Jeg er født sådan. Da jeg var lille, var jeg altid i gang med at bygge, tegne og skabe. Jeg solgte mudderkager i baghaven, og da jeg kom i skole syede jeg hårelastikker, som jeg solgte. Jeg er en ildsjæl, som har modet til at følge min indre kilde.”

 

Kunne du have gjort det uden din uddannelse?

”Nej. Det har været næringen til hele Kostkompagniet, at jeg har haft min faglighed. Jeg har bragt en akademisk tankegang ind i en verden, hvor man ikke har akademiseret ret meget, og i sundhedsbranchen har de virkelig brug for én, der kan bygge bro mellem forskningen og den praktiske del.”

 

 

 

Susanne Rubæk, cand.scient.adm., stifter og medejer af konsulentvirksomheden OneLife siden 2006, der især har fokus på innovativ strategiudvikling og social kapital.

 

Har du en iværksætters dna?

”Jeg kan klart nikke genkendende til det med at være proaktiv, at tro på sig selv og være en god netværker. Men jeg er nok ikke så risikovillig, når det gælder økonomi.”

 

Hvor kan du især genkende dig selv?

”Netværk er enormt vigtigt for en iværksætter. Det var via mit netværk, jeg fik mine første kunder. Og jeg bruger nok 40 procent af min tid på at netværke. Men det er også afgørende at forny sig og hele tiden være fremme i skoene.”

 

Finder du også rutineopgaver demotiverende?

”Ja. Når der i mine tidligere job gik for meget drift i den, begyndte jeg at trippe. Af samme grund hyrede jeg i starten en bogholder, men i dag klarer jeg det selv. Men kun fordi jeg har fundet en motivation i selv at have fod på økonomien.”

 

Har du altid vidst, at du gerne ville være iværksætter?

”Nej det faldt mig slet ikke ind. Men efter flere spændende job kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til noget andet. Så jeg netværkede med en god bekendt for at høre, om hun kendte nogle, der kunne bruge mine kompetencer. I stedet sagde hun, at vi tilsammen havde så godt et netværk, at vi burde starte virksomhed sammen.”

 

Hvad har din uddannelse betydet for dig?

”Den har været utrolig vigtig. Vi djøfere er jo gode til at analysere, til at holde os orienterede og have overblik, og det er afgørende i et videnssamfund. Og det er netop inden for vidensservice, mange af konsulentopgaverne ligger. Men vi djøfere har til gengæld også en kæmpe hæmsko – vi har ikke lært at sælge, så det har været en stor udfordring at sælge varen ’mig’.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet