Djøf mener

23-08-2011
2 min.

Politiske forslag i selvsving.

Den politiske debat bliver skærpet, når et valg nærmer sig. Alle må belave sig på, at der falder kontante bemærkninger og fremsættes kantede forslag. Djøfs medlemmer er derfor temmelig hårdhudede, når diskussionerne om besparelser i den offentlige sektor og manglende investeringer i den private sektor tager fart. Vi er vant til at trække lidt fra, før vi vurderer realiteterne.

De sidste måneder har Djøfs medlemmer dog været udsat for en usædvanlig hård kost.

I foråret stod regeringen i spidsen for et håndværkerfradrag, der skulle finansieres af en besparelse på 5 pct. på ansatte i centraladministrationen. Vi så langt efter konkrete forslag til fjernelse eller begrænsning af arbejdsopgaver. Tværtimod fik vi serveret et begreb fra nysprogets verden: Fokuseret administration! Det gled bemærkelsesværdigt stille igennem pressen, så nysproget lagde sig som en dyne over realiteterne for borgerne.

Forleden var det SF, der foreslog at fyre 4.000 akademikere, chefer og kontorfolk i kommunerne. Påstanden var, at de blot laver unødvendigt bureaukrati, som kan afskaffes. Dette gik heldigvis ikke stille af i pressen. Oppustede tal, der skulle illustrere forslagets fortræffelighed, blev afsløret, og det stod klart, at afskaffelse af overbureaukratisering kræver præcis politisk handling, før vi kan tale om at bruge medarbejderne til noget andet, endsige fyre dem.

Endelig forslog en række partier, at man kunne nedlægge regionerne. For de ansatte var det noget af en hilsen efter kun fire år med en fuldstændig ny struktur. Her kunne vi kigge langt efter den saglige analyse, men det er jo ikke nogen beroligelse. Sådanne store slag i luften efterlader både ansatte og de borgere, der skal betjenes, med en uacceptabel usikkerhed.



Det er ærgerligt, at den politiske debat er kommet i selvsving, når der tales om driften af den offentlige sektor. Det er ikke første gang, at Djøf efterlyser en indsats imod overbureaukratisering. Men det skal ikke bare være en sprogøvelse. Vi må have realiteterne på bordet.

Hovedproblemet er, at lærere, socialrådgivere, pædagoger, hjemmehjælpere og djøfere er pålagt endeløse indberetninger og analysebidrag, som hæmmer deres almindelige arbejde. Foranstaltninger, som udspringer af politiske beslutninger om kontrol og organisationsændringer. De ansatte drukner i papir og stresses i helt unødig grad af denne styring eller mangel på samme. Vi er nødt til at komme dette uvæsen til livs. Så vi kan få frigjort den guldgrube af arbejdskraft, der skal sikre vores velfærdssamfund.

Og så kan der blive plads til at realisere nødvendige investeringer i den private sektor, hvor der skal skabes nye arbejdspladser med højt videnindhold og produktivitet.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.