Danmark har brug for Euroen

Sådan konkluderede tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen under hans opgør med den passive danske tilpasningspolitik, som Danmark fulgte frem til vores optagelse i NATO i 1949 og i ånden desværre også fulgte frem til Berlinmurens fald i 1989.

Vi lod de andre tage slæbet. Lod britiske og amerikanske forældre sende deres unge i krig for at forsvare vores frihed og vores sikkerhed, mens vi selv var dem, der betalte mindst til NATO-forsvaret, målt pr. indbygger.

Vores rolle i forsvarssamarbejdet har heldigvis ændret sig markant siden, og Danmark er nu blandt de lande, der bidrager allermest, og som tager de sværeste og tungeste opgaver på os. Det vinder vi respekt og anerkendelse for hos vore allierede. Derfor er det så meget mere besynderligt for vores omverden at betragte Danmark som en fodslæbende nation, når det kommer til det europæiske samarbejde.

I dag skal Danmark glæde sig over, at andre lande engagerer sig i Euro-samarbejdet og bidrager til at lægge krisen i europæisk økonomi ned, mens vi i Danmark på grund af vores forbehold over for euroen kortsigtet kan glæde os over, at vi slipper for at tage ansvar og bidrage fuldt ud til de hjælpepakker (og krav om økonomisk genopretning) Grækenland, Portugal, Spanien, Irland og – måske – Italien behøver. Selvom Danmark (i det mindste delvist) er med i hjælpepakkerne, ønsker vi fortsat ikke at deltage fuldt ud i Euro-samarbejdet.

Hvis alle gjorde som Danmark, ville krisen i europæisk økonomi fortsætte ubønhørligt, mens en lang række lande på grund af spekulation ville falde et for et.

Vi ville selv – trods regeringens ansvarlige økonomiske politik – på grund af vores beskedne størrelse også være i farezonen, hvis det europæiske valutasamarbejde ikke fandtes.

Det skal vi gøre os klart – selvom en række økonomer i medierne de seneste dage med kortsigtet købmandslogik gør klart, at det danske forbehold for euroen betyder, at vi nu slipper for at bidrage fuldt ud til de hjælpepakker, Euro-landene betaler til genopretningen af økonomien i de svageste lande. Det er sandt, at vi slipper billigere. Fordi vi ikke vil tage ansvar.

Danmark skal tænke langt og ansvarligt. Vi har ikke råd til andet. Vi er en del af verden.

Vi er en eksportnation, der har brug for ansvarlig økonomi i vores nærmarkeder i Europa, og vi har brug for et stærkt og bindende internationalt samarbejde, som kan sikre vores adgang til handel i både de nære og fjerne markeder over hele kloden.

Derfor kan vi ikke hverken økonomisk eller moralsk forsvare at lade andre lande feje op og tage slagsmålene med virkeligheden, mens vi leger Puslingeland og hygger os i smug, mens hele verden brænder om vor vugge… som Jeppe Aakjær skrev det i 1916.

Euro-samarbejdet virker. Euro-samarbejdet disciplinerer de svageste sjæle og de uansvarlige regeringer.

Selvfølgelig er det anstrengende. Selvfølgelig har det omkostninger. (Spørg bare kansler Merkel, som alt for godt ved, at alternativet er værre). Men selvfølgelig skal Danmark med. Selvfølgelig skal Danmark også tage ansvar for vores egen og verdens fremtid.

Vi bør selv tage ansvar – frem for at glæde os over, at andre gør det, mens vi slipper for at betale. Vi har brug for euroen. Danmark bør være med i Euro-samarbejdet for vores egen skyld. Og vi bør stemme om det så snart, der er mulighed for at vinde kampen og sikre os den indflydelse og det ansvar, der er afgørende for Europas og vores egen fremtid.