Ingen krig uden løgn

”Der er ingen tvivl om, at Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben, og at han planlægger at bruge dem mod vores venner, vores allierede, mod os.” Sådan sagde vicepræsident Dick Cheney i august 2002 – et halvt år, før USA smed de første bomber over Irak. Hans ord blev fulgt op af lignende udmeldinger fra udenrigsminister Colin Powell, forsvarsminister Donald Rumsfeld og præsident George Bush, der tre dage før angrebet på Irak sagde: ”Vores efterretninger viser, at det irakiske styre stadig har og fortsat gemmer på nogle af de mest dødbringende våben, der nogensinde er produceret.”

Sandheden viste sig at være en anden. Præcis som FNs våbeninspektører – og Saddam Hussein – havde sagt, var der ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Alligevel løj præsident Bush og hans ministre over for den amerikanske befolkning for at få støtte til krigen i Irak.

”Ved konsekvent at lyve om truslen fra Irak blev det nemmere for Bush at overbevise den amerikanske befolkning om, at USA var nødt til at angribe Irak og slå hårdt ned på Saddam Hussein. Desværre må jeg konstatere, at det ikke er det eneste eksempel på løgne i amerikansk politik. Faktisk er nyere amerikansk historie fyldt med eksempler på præsidenter, der lyver over for det amerikanske folk,” fortæller John J. Mearsheimer, der er amerikansk professor i international politik, skarp kritiker af USAs udenrigs- og sikkerhedspolitik og forfatter til bogen ’Why Leaders Lie’ (2011). 

Løgn kræver tillid

Mearsheimer er egentlig inviteret til eventyrets by Odense af studenterorganisationen IntRpol for at tale om sin berømte realistiske teori om international politik, men hans løgnebog er svær at komme udenom. For første gang bliver der nemlig stillet skarpt på de politiske løgne, og det billede, der tegner sig, overraskede selv den drevne professor, som er kendt for at tale uden omsvøb.

”Som realist tog jeg for givet, at der var masser af løgne i international politik, men da jeg dykkede ned i løgnene, blev jeg alligevel temmelig forundret. Det viste sig nemlig, at ledere lyver over for deres befolkninger, men de lyver faktisk uhyre sjældent over for hinanden. Det var en stor overraskelse,” griner Mearsheimer. 

Årsagen er, at løgnen kun virker, hvis dit publikum har tillid til dig. Sådan er det i et demokratisk samfund, hvor befolkningen har – mere eller mindre – tillid til deres politikere. I internationale forhandlinger er der derimod ingen tillid. Alle udsagn bliver dobbelttjekket, inden de tages for gode varer. Derfor er det ifølge Mearsheimer spild af energi at lyve over for hinanden.

Selv på mindre højtprofilerede områder er der meget få ledere, der lyver over for hinanden. Da Mearsheimer kiggede på de europæiske forhandlinger op til dannelsen af det, der i dag er EU, fandt han stort set ingen løgne.

”På niveauet under toppolitiske møder handler det ikke kun om tillid, men også om at have et godt ry. Det er det, jeg kalder morgendagens skygge, der afholder lederne i at lyve. For det går jo ikke, at Tyskland lyver over for Frankrig i EU-forhandlinger, hvis de skal handle med hinanden i næste uge. Et godt ry er alfa og omega på det her niveau,” fortæller John Mearsheimer og tager en tår af kaffen, inden han rykker sig for ikke at blive blændet af den inkvisitoriske danske forårssol.

Verdens vigtigste løgn

Blændet blev til gengæld hele verden, dengang præsident John F. Kennedy forhindrede en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. I 13 lange oktoberdage i 1962 holdt verden vejret, mens den amerikanske præsident og den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, forhandlede.

Krisen opstod, fordi amerikanerne havde opstillet Jupiter-missiler i Tyrkiet, som kunne nå en række centrale byer i Sovjetunionen. Som modsvar opstillede Khrusjtjov raketanlæg i Cuba. Anlæggene havde Washington på sigtekornet. Under forhandlingerne aftalte Kennedy, at han ville fjerne missilerne i Tyrkiet, mod at Khrusjtjov pakkede raketanlæggene i Cuba sammen. Kennedy vidste til gengæld, at den amerikanske befolkning aldrig ville støtte hans handel med den sovjetiske leder, selvom der var planer om at fjerne missilerne i Tyrkiet under alle omstændigheder.

Derfor aftalte de, at Khrusjtjov ikke måtte nævne med et ord, at Kennedy havde handlet med missilerne i Tyrkiet for at løse konflikten. Da verden igen turde trække vejret, og faren var drevet over, stod Kennedy tilbage som helten, der havde formået at forhindre verdens første atomkrig uden at bøje sig for Sovjetunionen.

Kennedys løgn var en ædel løgn. Han løj ikke for at fremme sine egne interesse eller for at føre sin befolkning bag lyset, men fordi han kunne se, at det var det, der skulle til for at løse krisen og forhindre en katastrofal krig. For mig fremstår Kennedys løgn som en af de mest imponerende løgne i historien, siger Mearsheimer.

Selvom løgnene har et formål, er det ikke gratis for ledere at lyve – heller ikke over for deres befolkninger. For med løgnen følger kynismen, der får folk til at miste troen på både deres ledere og demokratiet.

”I særlige tilfælde som Cuba-krisen kan løgnen give god mening strategisk, men politiske ledere må altid overveje, hvilket formål løgnen tjener. For løgnen spreder sig lynhurtigt til andre sfærer af samfundet, og du kan ikke have et samfund, der er baseret på løgn. Det ødelægger sammenhængskraften i et demokrati, som jo er baseret på tillid,” forklarer Mearsheimer.

Bush spænder ben for Obama

I USA spænder Bush-administrationens løgne stadig ben for præsident Obama, som vil få meget vanskeligt ved at få folkelig opbakning til militær indgriben i Iran. Af samme grund forsøger USA også at nedtone sit engagement i den militære indsats i Libyen.

”USA har brændt sig på både Irak og Afghanistan, og Obama ønsker ikke en ny mislykket krig i Mellemøsten. Derfor holder han sig tilbage i Libyen. USA giver indtryk af, at indsatsen ledes af NATO, og at USA bare sidder med på bagsædet, men NATO er jo en international institution, som mere eller mindre er styret af USA. Så i virkeligheden overdrager USA bare magten til sig selv,” siger Mearsheimer og smiler indforstået. Hans nærmest asketisk lille kuffert står klar i receptionen. Snart er han tilbage i sit hjemland, hvor der nok er højt til loftet, men hvor løgnene også har det med at ligge lidt for langt fremme i munden på politikerne. Efter at have gennemtrevlet hundredvis af amerikanske løgne breder kynismen sig, og Mearsheimer er ikke tvivl om, at Libyen blot vil blive den næste i rækken af det, han kalder katastrofale krige i Mellemøsten og Asien.

”Min tommelfingerregel er, at når ledere er ’less than truthful’, så er der formentlig mange gode grunde til ikke at gå i krig. Sådan var det i Vietnam. Sådan var det i Irak, og sådan vil det sikkert også blive i Libyen,” slutter han.