Djøf mener

25.5.2011

af

Finn Borch Andersen

Finn Borch Andersen

2.370 for mange.

Aldrig har så mange djøfere været ledige som i år. Mange er nyuddannede. Over 500 er langtidsledige. Og ledigheden stiger fortsat. Formentlig både i resten af året og langt ind i 2012. Ledigheden rammer djøferne hårdere end andre akademikergrupper. Fordi den offentlige sektor stadig skærer ned og fyrer så langt øjet rækker. Og fordi den spirende vækst i den private sektor endnu ikke kaster job af sig.

Djøferne bliver hjulpet meget lidt af det ordinære arbejdsmarkedssystem. De bliver mødt af bestandige krav og kontroller, som er formet af en lovgivning uden tillid til den enkelte. Djøferne bliver parkeret på aktiveringskurser foran en pc i mange timer og skal skrive CV’er og ansøgninger dag efter dag. Og de kommer i praktik eller offentlige løntilskudsjob, som sjældent fører til rigtige job, som arbejdsmarkedet er nu.  Samtidig er arbejdsløshedsunderstøttelsen helt ude trit med udgifterne – i hvert fald for en djøfer, der er blevet afskediget fra et arbejde. Alt dette arbejder Djøf på at ændre.

Det er dumt at lade nogle af landets bedst uddannede gå ledige. Det er smerteligt og nedbrydende for den enkelte. Det er penge ud ad vinduet for samfundsøkonomien. Og det bremser landets vækstmuligheder.

Derfor har Djøf længe haft flere job allerøverst på den politiske dagsorden. Djøf har lavet forslag, der både skaber nye job og styrker landets konkurrenceevne. Djøf har været i clinch med ministre og borgmestre og hevet i alle de tråde, vi har adgang til i råd, nævn og udvalg. Og Djøf har tit talt med store bogstaver i medierne.

Mere end to års pres har i dette forår fornuftigvis ført til nye akademikerinitiativer på landsplan og i Københavns kommune. Hertil kommer en kampagne rettet mod 17 såkaldte ”yderkommuner”. Regeringen har fx afsat i alt 42 mio. kr. til kampagner rettet mod små og mellemstore virksomheder, erhvervsrettet kompetenceudvikling og flere såkaldte videnpilotjob. Københavns Kommune, der sammen med Frederiksberg kommune har op mod halvdelen af alle ledige djøfere i landet, har taget sagen i egen hånd og netop afsat i alt 33 mio. kr. til nye akademikerinitiativer i 2011 og 2012. Århus kommune er på vej med lignende tiltag.

Der er sund økonomisk fornuft i at ansætte en djøfer i en lille eller mellemstor virksomhed, som vi har mange af i Danmark. Djøferen bidrager årligt med en værditilvækst på knap en million kr. Det er dokumenteret. Og virksomhederne har lige nu en enestående chance for at rekruttere blandt de mest veluddannede. Til en pris, der ikke skulle skræmme mange fra forsøget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet