Den rette mand i sparetider

Uanset om den næste statsminister hedder Lars eller Helle, så tvinger de ubarmhjertige forhold i økonomien regeringen til at prioritere hårdt. Det bliver et valg mellem pest og kolera, og i den situation bliver der brug for gode ideer. De ideer skal David Hellemann komme med.

Ordene var Politikens erhvervsredaktør Niels Lundes, da meddelelsen om en ny, ung departementschef i Finansministeriet røg ud i oktober sidste år.

Selv sagde David Hellemann i sin velkomsttale til medarbejderne:

”Hvis den enkeltes ambition ikke rækker videre end til at administrere det bestående og have et relativt komfortabelt arbejde, så findes der mange – alt for mange – institutioner, hvor man kan nøjes med det. Det bliver ikke her sammen med mig! Her skal ambitionerne om at gøre det danske samfund bedre være tårnhøje.”

Nu har han siddet på posten i et halvt år og er – ud over hvad han ellers har bedrevet som statens budgetbisse nummer 1 – kommet med i bogen ’Javel, hr. minister’:

”Allerede inden Hellemann har sat sig til rette, går der bud fra de andre departementschefer til deres økonomifolk om, at de skal gennemgå regnskaberne en ekstra gang for at sikre, at der absolut intet er at komme efter, hvis Hellemann skulle dukke op til uanmeldt kasseeftersyn. Hans effektivitet viser sig lynhurtigt. Styregruppemøderne køres igennem i eksprespart, ja eller nej, færdig, videre. Departementschefer fra de øvrige ministerier, som ærbødigt vil forelægge deres ærinde, finder hurtigt ud af, at de skal komme mindst ti minutter før, de er programsat i tidsplanen, for nu går det hurtigt. En højeffektiv mand har sat sig for bordenden.”

Selv kommer manden – som er midt i forberedelserne til lanceringen af 2020-planen – helt ud på stengangens sorte og hvide fliser og tager imod. Smilet er varmt, latteren er fra bunden af maven og blikket så dybt, at Den Røde Bygning og alt dens væsen nærmest opløser sig. Kort sagt: nærvær.

Nej, han har ikke læst dén bog, men synes vist, at metaforen med ham selv ude på kasseeftersyn er lidt pjattet.

Men ’Javel, hr. minister’ rammer vel jo i al sin anekdotiske, let sladdervorne stil skiven: Hellemann er økonomistyringens mand.

Som Carsten Jarlov, direktør for Slots- og Ejendomsstyrelsen, siger det:

”Finansministeriet har fået en departementschef, der også har en profil som statens økonomidirektør – den rette mand til at videreføre skiftet fra udgiftsmode til sparemode i den offentlige sektor.”

Det, man prædiker for andre

Spørg David – siger folk i hans eget hus – om, hvad der skal forandres i den offentlige sektor. Så vil han snakke om udgiftsstyring og manglen på samme.

Spørg ham om, hvad vi skal blive bedre til i den offentlige sektor. Så vil han sige, at det halter med implementeringskraften. For mange gode beslutninger, der bliver for skidt implementeret.

Ganske rigtigt.

Når man overtager en kassebeholdning, som er gået i minus, så er opgaven at få genoprettet balancen og sørge for, at der ikke bruges flere penge, end man har. Det ville enhver på hans post være nødt til at sige. Men David Hellemann er som embedsmandstype skarp under den bløde nordjyske klang.

”I dele af den offentlige sektor har det ikke været en norm, at dét med penge betød noget. Men det gør det, og nu gør det det endnu mere.”

Offentlige ledere skal have større frihed til at bestemme, hvordan de vil levere varen – mod et benhårdt krav om at holde budgettet.

”Hvis man er offentlig topleder, skal man kunne finde ud af at styre sine penge. Hvis man ikke kan dét, så skal det have en konsekvens, så skal man ikke være topchef.”

Konsekvens gælder også i eget hus.

”Walk the talk er et poppet udtryk – bedre forslag modtages – men det er jeg altså meget optaget af. Når vi prædiker, at andre skal gøre sådan og sådan, skal vi som minimum gøre det samme selv. Det gør vi ikke altid.”

David Hellemann er arbejdersøn. Første akademiker i familien. Far var formand for SiD (nu 3F) i Aalborg i 23 år og socialdemokratisk byrådsmedlem. Det eneste interview, Hellemann har givet indtil nu, var da også til Nordjyske, som drog over for at høre, hvordan man kommer fra Aalborg Øst til Den Røde Bygning. Hvad har han med deroppe fra?

”Noget med – ordentlighed. Man skal behandle andre med respekt, uanset hvem de er. Der er ikke noget mere ucharmerende end folk, der sparker nedad. Og så at man skal bruge de evner, man har fået, så godt som muligt. Det modsatte kan virkelig genere mig.”

De værdier gælder også for døtrene på 11 og 13, hvisker en kvindelig topchef.

”Det betyder noget for mig, at mine unger har respekt for, at andre måske ikke har lige så mange penge eller er lige så dygtige i skolen som én selv. De vil sige, at jeg stiller krav, mens jeg vil mene, at jeg inspirerer dem. Det er nok det samme med mine medarbejdere.”

På mission i Helmand-provinsen

Hellemann er fra statskundskab på KU. Ikke et institut, hvor man specielt lærer at regne godt. Det gjorde han da heller ikke.

”Jeg skrev speciale om international politik. Så dét, jeg har lært om økonomistyring, har jeg lært her i huset og i DR. Learning by doing.”

Hellemann var 25, da han fik job i Finansministeriet. Departementschefen dengang hed Anders Eldrup. Selvom der var et værre rend af kvikke, unge djøfere, kan DONG-direktøren godt huske den helt unge Hellemann.

”Han kom jo ind i det udgiftspolitiske kontor, hvor han hurtigt blev dén med det store overblik. Han var – vedholdende,” siger Eldrup.

Læs: Han har fra dag et befundet sig dér, hvor man skal stå fast, når alle andre kommer og argumenterer for at bruge penge, og det er han god til. Stille og roligt.

I 2007 blev han hentet ud til det koncertsalsramte DR. De døbte straks deres nye økonomidirektørs revir ’Hellemann-provinsen’.

Han pillede skeletterne ud af skabene. Et for et. Budgetmæssig nul-tolerance, benhård centralisering, ekstrem stram styring, barske beslutninger hele vejen. Tro det eller ej, men det var de glade for i DR. Uorden gør svag.

DRs dyreste afdeling er anarkisterne i DR Drama. Her var Hellemann større kult end Mads Mikkelsen, sagde man på gangene dengang. Fiktionschef Nadia Kløvedal Reich sender en lang mail med smukke ord. Den slutter sådan:

”Der er ikke mange som David, der efter så gennemgribende en oprydning af DRs økonomi ville være så respekteret, som han stadig er i DR. Han indeholder embedsmandens dyder, for så vidt angår at være vagthund for borgernes penge, det kan man kun respektere ham for.”

No nonsense

”Med sin let drengede, no nonsense-facon sender han bølger af energi ud i Finansministeriet og hele den offentlige sektor,” siger Carsten Jarlov.

”Han gav os en kulturforandring. Markant og stringent ledelse viste sig at være en lettelse for DR. Og så taler han lige ud af posen – til alle,” siger DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

Hvad med de underordnede i eget hus? Er de mon også lidt bange for ham? Njah, det er de vist. Hellemann har bragt en mere åben og diskuterende stil ind i huset, end de er vant til. Det hilses velkommen. Men tag ikke fejl. Hans instinkt er også at skræmme folk. Hvad der ikke nødvendigvis er usundt, heller ikke i Finansministeriet, for det rusker op, lyder det. Men David skal lære, at nu er han ikke bare budgetmand, men lederen, der viser vejen og styrer energien i den rigtige retning. Det kan han også, han skal bare lige lære det, og han arbejder hårdt på det.

”Ledelse bliver sindssygt vigtigt i fremtidens offentlige sektor. Men vi er langt, langt bagefter med ledelsesudvikling.”

”Vi skal have ledere i hele den offentlige sektor, som inden for en presset økonomi kæmper for at få mere ud af ressourcerne. Som vil gøre alt for at give borgerne det bedst mulige produkt. Som vil udvikle deres medarbejdere. Vi skal arbejde systematisk med toplederudvikling og på tværs af staten opbygge en bred pulje af folk, som har evnen, viljen og kompetencen til at blive fremtidens offentlige topledere. Det gør vi ikke godt nok i dag.”

Han insisterer på, at dét her også skal med i artiklen: Talentpleje af de unge.

”Det er vi – nu generaliserer jeg – også alt for dårlige til i det offentlige. Se, hvad de store private koncerner gør og kan. Vi har selv taget for let på det her i huset. Det eneste, vi ejer og har, er folks evner, ideer og arbejdsiver. Derfor skal vores ledere være optaget af at udvikle medarbejdere. Ellers skal de ikke være ledere.”

Og derfor skal den meget dygtige specialist heller ikke bare gøres til leder.

”Faglig dygtighed er en forudsætning for ledelse, men det er sociale og menneskelige kompetencer også. Man skal kunne begge dele som leder. Det kan alle ikke. Til gengæld skal man kunne gøre karriere som specialist – og kunne få en god løn for det.”

Selv går han vist ikke op i løn. Efter fire år forlod han DR og tog på en kort 19-dages springtur ud i det private som partner i McKinsey & Company – næppe noget dårligt lønnet job – som sluttede uventet brat, da de ringede til ham fra Finansministeriet og bad ham om at komme hjem.

David Hellemann har aldrig lagt karriereplaner. Men livet har lagt planer for ham – også af den slags, man ikke ønsker sig. I efteråret 2007, midt i den værste DR-travlhed, fik han konstateret kræft, kom på kemo og var meget syg i tre måneder. Noget, han ikke puttede med – heller ikke da Nordjyskes udsendte lidt overrumplende for ham spurgte til det.

”Den tur har givet mig en anden tilgang til, hvad livet er værd. Så vil du jo spørge mig, hvorfor jeg så sagde ja til dét her job. Det gjorde jeg, fordi det giver en ægte mening for mig. Men jeg har ændret den måde, jeg er på. Selvom man måske ikke kan se det på mig udefra.”

I dag når han næsten hver dag hjem og er sammen med sine børn. Uden at have jobbet kørende i hovedet. Så arbejder han videre, når de sover.

”Nu er jeg jo så selv øverste chef, der i vidt omfang selv bestemmer. Men jeg vil også godt sende et signal om, at nok skal man arbejde meget her i huset, men der er også fleksibilitet den anden vej.”

Vi står på mål

Hvis Socialdemokraterne får roret efter et valg, får Hellemann måske lidt mere tid til intern talentpleje.

Ifølge sladder og rygter vil Thornings ministre tage hele tre spindoktorer med hver. Hvad siger han til det? ”Det styrer hun i givet fald,” siger han og griner. Vi skifter til et sikkert og altid godt emne: Finansministeriets tal og prognoser. For er det ikke sådan, at regnedrengene kan lade sig beklikke til at udføre bestilt arbejde for at please en politisk chef på vej i valgkamp?

Hellemann svarer med nordjysk sindighed:

”I Finansministeriet regner vi på en fast måde. Den måde regnede vi også på før denne regering, og den måde regner vi også på efter et valg. Vi står selv på mål fagligt for dét, vi laver. Det er det vigtige for mig i dén diskussion.”

Men alligevel. Gad vide, om han står på den ’dødsliste’ over topembedsmænd, som nogle i pressen har påstået, at S-SF har – hvad de dog selv afviser. Hvorom alting er, så kommer de til at gøre hårdt brug af ham, hvis de får magten. Fordi han kan levere dem dén vare, som også de får så hårdt brug for.

DONG-direktør Anders Eldrup sad med i toppen af Finansministeriet i de år i slutfirserne, da krisen til sidst kradsede rigtig dybt. Hvad er forskellen på udfordringen dengang og nu?

”Det danske samfund var meget, meget krisebevidst dengang. Det gjorde vores arbejde nemmere. Jeg tror nok, at bevidstheden om situationens alvor ikke er helt så stor i dag. Det gør Davids arbejde lidt sværere.”