National hjemmearbejdsdag den 2. maj

12.4.2011

af

Den 2. maj bliver ny national mærkedag – nemlig den Nationale Hjemmearbejdsdag. Og det er ikke bare for medarbejdernes blå øjnes skyld, men for produktivitetens skyld, at der skal sættes fokus på hjemmearbejde.

En hjemmearbejdsdag har positiv effekt for både virksomhed og medarbejder. Så for at få større positivt fokus på hjemmearbejde har Videnskabsministeriet sammen med flere forskellige organisationer og virksomheder taget initiativ til at indføre Den Nationale Hjemmearbejdsdag. De begrunder det med, at Danmark skal gøres til et mere produktivt land.

Mange fordele ved hjemmearbejde

Ifølge hjemmesiden hjemmearbejdsdagen.dk, der er gået i luften i forbindelse med den nye nationaldag, giver hjemmearbejde nemlig øget produktivitet. For når medarbejderen får mere fleksibilitet og mere ro, så producerer de også mere. Samtidig hedder det, at medarbejderne får mulighed for at udfolde deres kreativitet bedre, når de selv kan sætte de fysiske rammer for deres arbejde.

Og som en anden positiv sidegevinst er det også godt for CO2-niveauet, fordi medarbejderen sparer transporten.

Mange djøfere har muligheden for hjemmearbejde

I dag arbejder hver tredje dansker hjemmefra indimellem. For ti år siden var det kun hver femte.

Ifølge en Djøf-undersøgelse har 82 procent af djøferne mulighed for i høj eller nogen grad at arbejde hjemmefra. Hvor mange, der benytter sig af muligheden og hvor ofte, fortæller undersøgelsen dog ikke noget om. Men 2. maj kan da i hvert tilfælde være en start.

Du kan tilmelde dig som både enkeltperson og virksomhed. Se mere på hjemmearbejdsdagen.dk

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Helle Søndergaard
13 år siden
Danmarks første hjemmearbejdsdag er et uforståeligt slag i luften, når den ikke følges op med fokus på kvalitetssikring, afskaffelse af multimedieskat og incitament. Målene er sympatiske: Vi skal øge produktiviteten, få bedre work-life balance og reducere CO2 emissioner, men vi skal formidle hele pakken! Når jeg assisterer virksomheder med at omstille sig til flere, der arbejder hjemme, ser vi på om hjemmearbejde betaler sig – ellers er det jo lige meget. Det er en individuel sag. Vi kan ikke bare lave en sympatisk, generel hjemmeside om det - og så tro det virker. Det er skræmmende, at mange DJØF-arbejdspladser har totalt fravær af mål for produktivitet, kontrol og forventningsafstemning ved hjemmearbejde. Det er uforståeligt, at mange private virksomheder ikke har en klar politik for det. Susanne Møllegaard, Skadeschef og Underdirektør i Topdanmark, har advaret mod hjemmearbejdsdagen. Det tror pokker. Der er jo ingen klare beviser for øget produktivitet, argumenter hun, men de fleste offentlige og private virksomheder har heller ikke kvalitetssikret hjemmearbejdet. Næste år skal vi videre med netop kvalitetsparametre. Vi skal have afskaffet multimedieskatten. Og vi skal sikre, at erhvervsskoler og offentlige ledere har kurser i, hvordan hjemmearbejde øget produktivitet, skaber CO2-reduktion og giver work-life balance, når vi tilpasser det individuelt. Det er for lidt, at videnskabsministeren står i spidsen for en hjemmeside og får folk til at melde sig på som støttede vi en god sag i Afrika. Videnskabsministeren må sørge for flere værktøjer før hjemmearbejdsdagen virker som andet end et slag i luften.
Bobs
13 år siden
In awe of that answer! Relaly cool!