Til den ansvarshavende redaktør samt formand for Djøf, Finn Borch Andersen.
I gør som udgangspunkt et godt stykke arbejde. I udgiver et godt medlemsblad, og jeg har i de ca. 15 år, som jeg har været medlem af Djøf, været tilfreds med holdningerne hos Djøf - jeg har aldrig haft fagligt behov for Djøfs assistance, men er medlem af solidariske årsager.
Men...! Jeg fik næsten juicen galt i halsen her til morgen - kvoter i bestyrelser? Er du, Finn, helt fra den?
Med henvisning til antallet af kvinder i danske bestyrelser i dag samt, hvad vores naboer gør, og hvad EU muligvis har tænkt sig at gøre, opfordrer Djøf til statslig indblanding i private virksomheders strategiske rekruttering. Hvad bliver det næste - planøkonomi?
Misforstå mig ikke - jeg er stor tilhænger af, at den bedst kvalificerede får jobbet, uanset om det er som bestyrelsesmedlem eller direktør eller andet. Ind imellem kan kønnet være en del af denne kvalifikation, andre gange ikke. Med den nuværende lov om kriterier for ansættelser er det største problem faktisk, at vi som ledere ikke kan få lov til at være ærlige i et stillingsopslag samt evt. afslag og dermed spilder en masse menneskers tid. Vi søger personale (og det gælder vel også bestyrelsesmedlemmer), der kan indgå i det fællesskab, vi har på arbejdspladsen, og her kunne både køn, alder, interesser og meget mere indgå som naturlige parametre - og selvfølgelig faglige kvalifikationer! Man burde vælger den, som passer bedst på den ønskede profils samlede parametre, og det burde ikke være nødvendigt at fylde ansøgerne med løgn... men afslaget skal jo opfylde lovens tekst, uagtet at det ikke er den fulde sandhed, og værst af alt - modtageren af afslaget er ofte klar over det! Det er en sørgelig tendens, og det burde Djøf beskæftige sig mere med.
Jeg kunne, hvis det ikke var tavshedsbelagt, referere til adskillige tilbagemeldinger på afslag, jeg har givet, hvor ansøgeren roser afslaget for dets seriøsitet... tænk over det!
Men nu vil Djøf altså have mere statslig indblanding - det ligger langt fra min holdning, og jeg føler mig i den grad mis-repræsenteret!
Til sidste kunne jeg så spørge, hvis du var en lemming, ville du så også gøre som alle de andre?
Med venlig hilsen
Casper Larsen
Tvang og kvoter
Kære Finn Borch
Vi kan hurtigt blive enige om, at en større mangfoldighed i de danske bestyrelseslokaler ville være et gode. Vi er også enige om, at virksomhederne ikke er kommet så langt, som man kunne ønske. Jeg mener, at fortsat debat og fokus på kvalifikationer er den rigtige løsning, og i takt med at flere og flere kvinder trænger sig på, vil de også slå igennem. Du mener, at midlet bør være tvang og kvoter. Så enig om middel bliver vi ikke.
Det ville være interessant at vide, hvor mange andre steder i samfundet du er tilhænger af tvang og kvoter? Kan det være på de videregående studier, hvor kvinderne qua kvalifikationer tager en overvældende del af pladserne, så mændene i stigende grad udgør under 40 procent? Kan det være et krav til de offentlige arbejdspladser at intet køn må udgøre over 60 procent af medarbejderne? Kunne man forestille sig at 40 procent af folketingsmedlemmerne skulle have arbejdet i en privatvirksomhed? Kunne man indføre kvoter, der siger, at eksempelvis djøfere ikke må have en større repræsentativ andel i landets ledende stillinger end deres antal berettiger dem til?
Hvor synes du, grænsen går mellem det, du kalder den strukturelle diskrimination, et i øvrigt spændende udtryk, der også kan rumme aldersforskelle og religion, og så nødvendige kvalifikationer.
Hvor mange kvalificerede kvinder, der ønsker bestyrelsesarbejde, vil gerne have pladsen, fordi de er kvinder?
Djøf burde, for mig at se, altid være fortaler for kvalifikationer, uanset kønnet.
Med venlig hilsen
Og tak for et i øvrigt godt blad
Jacob Thorup Cohn
Svar:
Kære Casper Larsen og Jacob Cohn,
Jeg forstår til fulde jeres umiddelbare reaktion mod kønskvotering i bestyrelser. Jeg har selv haft det på samme måde. Det burde ikke være nødvendigt i et oplyst samfund.
Når jeg sammen med Djøfs bestyrelse har skiftet holdning, er det baseret på grundige analyser og overvejelser.
Hårde fakta viser desværre, at formodningen om, at ”i takt med at flere og flere kvinder trænger sig på, vil de også slå igennem” ikke holder i virkeligheden. Selvom kvinder i snart mange år har overhalet mænd på de videregående uddannelser, og selvom en stor medlemsundersøgelse viser, at Djøf kvinder har samme lederambitioner som deres mandlige kolleger, er udviklingen gået helt i stå i bestyrelser og topledelse i Danmark.
Djøf mener ikke, at vi skal indføre lovgivning og kvoter på alle tænkelige områder i samfundet. Men vi skal gøre det der, hvor det ikke at gøre noget, bevirker, at uvaner og ubevidste fravalg får lov at råde. Det fører til et spild af talent, ressourcer og uddannelsesinvesteringer og dermed tab af konkurrenceevne og innovationskraft. Djøfs udgangspunkt er netop, at vi har lige så mange kvalificerede kvinder som mænd i dette land, og at kønskvotering i bestyrelser derfor desværre er et nødvendigt middel til at sikre, at vi får de bedst kvalificerede uanset køn.
Man kan jo vende det om og spørge, om det virkelig kan passe, at vi, for hver gang vi finder 18 mænd til en bestyrelse, kun kan finde én kvalificeret kvinde? Hvor mange af de 18 mænd har det mon godt med, at det kan have været køn frem for kvalifikationer, der har haft betydning for, at de fik posten?
Argumentet med, at man i dag ikke kan være ærlig i et stillingsopslag, forstår jeg ikke. Den nuværende lovgivning skal netop sikre, at alle ansøgere behandles lige, og at man ikke på forhånd udelukker i øvrigt kvalificerede ansøgere på baggrund af køn, alder, etnicitet, religion mv. Det går Djøf fortsat ind for, og vi mener ikke, at det udelukker velbegrundede afslag.
Med venlig hilsen
Finn Borch Andersen
Ledige stillinger