Vejen til fastansættelse

9.3.2011

af

Antallet af djøfere i løntilskudsjob er langt over fordoblet de seneste år. Og det er måske ikke så tosset endda, hvis bare spillereglerne overholdes. Ofte fører det til varige job – især hvis djøferen bliver ansat med tilskud i en privat virksomhed.

Siden sidste år er antallet af djøfere i løntilskudsjob steget fra 194 til 425 viser tal fra Akademikernes Arbejdsløshedskasse.

Stigningen er noget højere end stigningen i ledigheden, der ellers har slået kedelige rekorder. Men løntilskudsjob er tilsyneladende et effektivt værktøj for djøferne i kampen mod ledighed – i særdeleshed, hvis djøferen finder et løntilskudsjob i en privat virksomhed.

I private virksomheder ender omkring otte ud af ti djøfere med at blive ansat på almindelige vilkår efterfølgende. Et offentligt løntilskudsjob fører til en fastansættelse for cirka hver anden.

Men langt de fleste får dog et løntilskudsjob i det offentlige. Dels fordi de offentlige arbejdsgivere skal opfylde nogle kvoter for løntilskudsjob. Men også fordi, det er en nem løsning, siger Lars Munck, arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf.

”Det er kommunerne eller de såkaldte andre aktører, der har pligten til at aktivere de ledige. Og efter de har fået en masse kritik af pip-fugle-kurser og lignende, har de sat mere turbo på løntilskudsjobbene.”

Alene i Københavns Kommune forventer de samlet set en stigning i løntilskudsstillinger fra 1.800 i 2010 til 2.781 i 2011.

Advarselslamper

Det er positivt, at muligheden for løntilskudsjob bliver endnu større, men der er også en dobbelthed i det, siger Lars Munck.

Han peger på, den seneste tids debat omkring løntilskudsjobbene, hvor det offentlige er kritiseret for på den ene side at fyre en masse medarbejdere samtidig med, at de hyrer en del til løntilskudsstillinger. Senest lyder det i Ugebrevet A4’s leder: Brugen af løntilskud har taget overhånd, når jobansøgerne konkurrerer om at have det største løntilskud i lommen frem for de bedste kvalifikationer.

”Selvfølgelig skal ordningen ikke misbruges, så man fyrer medarbejdere og ansætter nogle i sammen stilling med løntilskud. Samtidig er det vigtigt, at der er kvalitet i løntilskudsjobbene, så vi ikke igen hører om djøfere, der kommer til at passe planter på en skole,” siger Lars Munck.

Samtidig ser han gerne, at der kommer mange flere løntilskudsstillinger i den private sektor, for her er chancerne for et varigt job langt de bedste. Vejen er bare lidt mere kringlet.

I modsætning til et offentligt løntilskudsjob, kan du først få privat løntilskud efter seks måneder. Og så kan de mindre private virksomheder ikke altid se fidusen ved at ansætte en akademiker, og måske kender de ikke mulighederne for løntilskud. Derfor opfordrer Lars Munck de ledige djøfere til selv at opsøge de små og mellemstore virksomheder.

”Og så kan de jo fortælle dem, at de små og mellemstore virksomheder, der har ansat djøfere både har tjent på det og er mere innovative end dem, der ikke har.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet