Vækst gennem viden

23.3.2011

af

Djøf lancerer sit eget bud på en ny erhvervspolitik: Løsningen på de små og mellemstore virksomheders lave vækst er flere højtuddannede. Både på den lange bane og her og nu, hvor der er masser af nyuddannede djøfere uden job.

"Regeringen er klar over, at Danmark sakker bagud i vækst og produktivitet ikke mindst fordi, de små og mellemstore virksomheder ikke udvikler sig lige så hurtigt som vore konkurrenters. Nu har vi givet regeringen vores bud på, hvad der bør gøres."

Det siger Djøf Privats formand, Allan Luplau, som har præsenteret økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) for et nyt erhvervspolitisk udspil fra Djøf, ’Vækst gennem viden’.

Bundlinien er, at der skal uddannes flere djøfere og andre højtuddannede, de skal uddannes bedre, og flere af dem skal ud i små og mellemstore virksomheder – også allerede nu under krisen.

Det konjunkturbestemte rekrutteringsparadoks lige nu må løses, understreger Allan Luplau.

"Da der var højkonjunktur, kunne de små og mellemstore virksomheder ikke få djøfere. Nu kan de få dem, men nu tager de dem ikke. Et af vores forslag er, at vi aktivt skal have matchet de konkrete vidensbehov i virksomhederne med udvalgte ledige djøfere."

Høj uddannelse lig med høj produktivitet

Produktivitetsekspert, CBS-professor Jan Rose Skaksen er medlem af regeringens Vækstforum, som skal komme med løsninger på Danmarks vækstproblem.

Han bekræfter, at det danske produktivitetsproblem er klart størst i de mindre virksomheder.

”De anvender ikke ret meget højtuddannet arbejdskraft, og vi ved, at der er en signifikant sammenhæng mellem anvendelse af højtuddannet arbejdskraft og virksomhedens produktivitet.”

Man kan dog ikke pr. automatik gå ud fra, at kuren bare er at matche højtuddannede ud i dem, understreger han.

”Det vil virke i nogle tilfælde. I andre tilfælde er kuren at få skiftet de nuværende mindre virksomheder ud med nogle andre, som er mere vidensintensive. Hvilket så igen kræver et højt udbud af højtuddannede.”

Produktivitet er altafgørende for den økonomiske vækst, og som der ganske rigtigt står i regeringens 2015-plan, er uddannelse den vigtigste kilde til øget produktivitet, fastslår chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), Martin Madsen.

"Men hvis regeringen vil vækst, skyder den sig i foden fra start ved at spare over fem mia. kr. på uddannelse og forskning i sin Genopretningsplan. Hvis Danmark skal bevare positionen blandt verdens rigeste og mest lige samfund, bør der investeres i og ikke spares på uddannelse," siger han.


Private virksomheder kommer til at mangle djøfere

Djøfs erhvervspolitik bygger – udover Nationalbankens, vismændenes og regeringens egne analyser – på to analyser, som Djøf har lavet sammen med partnere fra erhvervsorganisationer og universiteter:

  • En beregning over djøfernes høje bidrag til virksomheders værditilvækst. Djøfere skaber synergi og øger de øvrige medarbejderes produktivitet, det gør alle højtuddannede, men djøferne gør det mest af alle.
  • En fremskrivning af udbud og efterspørgsel efter djøfere. Frem mod år 2030 vil der mangle op mod 20.000 djøfere. Specielt økonomer og cand.merc’ere, som private virksomheder kunne have brugt til at øge væksten.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet