Et nyt perspektiv på ledelse

9.3.2011

af

Vi kan ikke styre os ud af alt, og politikerne må give mere råderum, siger formanden for Væksthus for Ledelse, Søren Thorup.

Er det her en slags opgør med djøfisering forstået som dét at ville styre, måle og kontrollere oppefra?

”Det er i hvert fald en markering af, at vi ikke kan styre os ud af alt. Vi er optaget af, hvordan vi skaber et nyt perspektiv på ledelse, hvor omdrejningspunktet er samspillet mellem ledere og medarbejdere i forhold til kerneopgaverne og borgerne. Det bringer lederne tættest på borgerne i fokus. I øvrigt har djøferne godt af konkurrence.”

Presse og politikere forventer nul fejl, og hvis der sker fejl, kræver de mere kontrol og flere regler?

”Vi skal genskabe en dialog mellem politikere og offentligt ansatte, hvor vi fordomsfrit udfordrer hinanden på roller og kulturer. Hvis politikerne vil være med på, at der skal frisættes skjulte velfærdsreserver, må de til gengæld give mere råderum til lederne. Altså: Tillid i stedet for kontrol – et længere stykke ad vejen!

Jeg vil påstå, at mange politikere er parate til at lade enkeltsager ligge, når vi kan dokumentere, at vi både får flere ressourcer og mere trivsel ud af en mere tillidsbaseret tilgang – og skaber de resultater for borgerne, som matcher politikernes visioner.”

Jeres visionsoplæg er rettet til toplederne – hvad skal de lære?

”Toplederne har et særligt ansvar for hele organisationens ledelsestænkning. Derfor skal de offentlige topledere sætte en ny dagsorden baseret på, at der skal ledelsesmæssig nytænkning til, hvis vi skal håndtere samfundets velfærdsudfordringer.

Nytænkningen handler både om, at produktivitet og trivsel er hinandens forudsætning og om, at vi kan få frisat nogle af de ressourcer og den kreativitet, som vi mangler ved hjælp af bedre samarbejde mellem ledere og medarbejdere baseret på tillid. Vi er rigere, end vi tror.”

Søren Thorup er afdelingschef i KL. Før det har han bl.a. været departementsråd i Statsministeriet og kommunaldirektør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet