Djøfisering af sektorer med "varme hænder"

Af djøfbladet nr. 3 fremgår det, at den offentlige sektor i de seneste 10 år har ansat 52 procent flere djøfere. Et ganske højt tal: Hvorfor mon så mange? Hvad mon de går og laver? Samme opgørelse viser, at den private sektor i samme periode har ansat 62 procent flere djøfere. Her er der nok ikke mange, der er i tvivl om, at de er ansat for at styrke virksomhedernes rentabilitet. Offentlige organisationers formål er knap så entydigt defineret som private virksomheders - i form af bundlinjen. Dog kan man vel tillade sig at antage, at offentligt ansatte djøfere ligeledes er ansat for at bidrage til målopfyldelse.

I forbindelse med pågående spareplaner i kommuner og regioner er der, formentlig under indtryk af ovennævnte tal, udtalte krav om, at ”denne gang må det administrative personale holde for”. Hvor administrativt personale forstås som ansatte med bestemte uddannelser tilhørende bestemte fagforeninger. Fair nok. Det er helt naturligt at gå administrative arbejdsgange og mængden af administrative ansatte - herunder djøfere - efter med en tættekam, når der skal spares.

Tankegangen synes dog at være, at administrative medarbejdere snarere hæmmer end fremmer kommunale og regionale virksomheders performance. Det forholder sig næppe sådan, i så tilfælde var de nok ikke blevet ansat i udgangspunktet.

Såvel som i det private er det sandsynligt, at den generelle tendens i det offentlige er, at der er en positiv sammenhæng mellem det administrative personales indsats og deres arbejdsplads performance. Der er masser af eksempler på, at sundhed- og socialtfagligt uddannet personale (udelukkende) løser administrative opgaver. Den bedste ressourceudnyttelse er i virkeligheden nok, at disse opgaver varetages af administrativt uddannet personale, selvom det åbenbart virker mere suspekt.

Vi djøfere, der arbejder inden for sektorer med mange ”varme hænder”, bør konstant være opmærksomme på at synliggøre vores effekt på vores arbejdspladsers drift. Det er ikke et urimeligt krav.

På den anden side må vi også have en berettiget forventning om, at de beslutningstagere (ledere og politikere), der i udgangspunktet har ansat os, også gider  vurdere vores indsats seriøst. Der er p.t. eksempler på, at samme beslutningstagere impulsivt og ureflekteret kræver reduktioner i antal medarbejdere med bestemte uddannelser/i bestemte fagforeninger uden mindste overvejelser over, hvad vi bidrager med.  Det er useriøst og populistisk og formentlig også dyrt på længere sigt.