Djøf mener

23.3.2011

af

Allan Luplau

Allan Luplau

Vi vil vækst – vil politikerne også?

Djøf fremlægger nu en ny erhvervspolitik, der skal flytte Danmark fra slæbesporet til vækstsporet. Det handler om at finde vidensbaserede veje til vækst. Og det haster.

For Danmark er slet ikke er tilstrækkeligt godt rustet til den stigende globale konkurrence. Vores produktivitetsudvikling – evnen til at skabe mere værdi pr. arbejdstime – halter langt efter de bedste konkurrenter i udlandet.

Vi risikerer en lang årrække med lav økonomisk vækst, svag beskæftigelsesudvikling, mindre velstand, vigende skatteindtægter og reduceret offentlig service.

Så derfor skal der handles i tide for at styrke de danske virksomheders internationale konkurrenceevne, så de bedre kan stå sig i den stadig mere vidensintensive konkurrence på det globale marked.  Derved øges også mulighederne for at skabe flere og bedre arbejdspladser for Djøfs medlemmer.

Her og nu drejer det sig bl.a. om at matche videnbehovet i de akademikerløse små og mellemstore virksomheder (smv) med de ledige højtuddannede. For højtuddannede, især djøfere, øger virksomhedernes produktivitet. Og netop SMV’erne har de største produktivitetsproblemer.

Konkret har vi fx netop foreslået regeringen, at den tager en trainee-ordning for højtuddannede med i sin kommende strategi for større vækst i smv’erne.

Desuden foreslår vi større, mere målrettede investeringer i uddannelse, forskning og innovation. Uddannelse er ikke en offentlig udgift på linje med ældrecheck. Uddannelse er en investering, der tjener sig lynhurtigt hjem. Faktisk er produktivitetsgevinsterne i virksomhederne så store, at samfundets investering i 5 års uddannelse og SU til en djøfer er tjent hjem på 11 måneder.

At ønske sig vækst uden større investeringer i uddannelse er som at ville høste uden at så.

Alligevel spejder vi forgæves efter langsigtet planlægning og konkret handling på uddannelsesområdet. Politikerne har et globaliseringsforlig, der udløber i 2012. Og målsætningen om, at 50 % af en årgang skal have en videregående uddannelse rækker til 2015. Men begge dele er lige om lidt! Men hvad så derefter? Skal Danmark så parkeres?

Væksten skabes ikke på Christiansborg. Men politikerne kan gøre meget for at give virksomhederne bedre rammer. Der er brug for, at politikerne kommer ud af valgkampen og ind i vækstkampen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet