Uheldig skillelinje over for udlændinge

Jeg læste med stor interesse indlæggene i djøfbladet nummer 20, 2010 om udenlandske kolleger, som søger kontakt til danskere, og om initiativer til at skabe et bedre socialt netværk for udenlandsk arbejdskraft.

Jeg har selv forladt Danmark for mere end 12 år siden for at arbejde for FN. Jeg arbejdede først ved FNs internationale straffedomstol for Rwanda og siden 1999 for FNs flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i forskellige lande. Jeg har derfor nogle personlige erfaringer med at skulle falde til i nye kulturer og med kolleger fra mange lande. Da jeg også har arbejdet med flygtninge og integration i europæiske sammenhænge siden 2008, blev jeg glad for at se, at djøfbladet har taget hul på en vigtig debat om, hvordan danske arbejdspladser modtager medarbejdere med udenlandsk baggrund.

Men i artiklen på side 14 er der en antagelse om, at det er en meget anden problematik at have med højtuddannede specialister at gøre end med ’generel indvandring og familiesammenføring’. Craig Till giver som eksempel, at højtuddannede specialister er anderledes, fordi de ikke tilhører en homogen gruppe, og at de er intelligente og selvstændige mennesker, der ikke har brug for babysitter. Her lyder det, som om han antager, at dette ikke er gældende for dem, der hører til gruppen af ’generel indvandring’. Det er uheldigt at opstille sådanne skillelinjer, da indvandrere og flygtninge naturligvis også er både intelligente og selvstændige mennesker, der ikke har brug for babysitter. Desuden udgør både indvandrergrupper og flygtningegrupper også en meget broget gruppe af mennesker med forskellige personlige, økonomiske og relationsmæssige ressourcer.

Da Craig Till beskæftiger sig med en lille gruppe specialister, taler han kun om, at vi må være mere imødekommende over for de højtuddannede medarbejdere.

Det er ikke hensigtsmæssigt at lave en sådan distinktion mellem, hvordan vi bør tage imod højtuddannede indvandrere og dem, der hører til på de lavere økonomiske trin. Det er også en uhensigtsmæssig skelnen i forhold til den grundlæggende problematik i artiklen om, at det er svært for udlændinge at få kontakt til danskere på arbejdspladserne, hvilket jo er relevant for alle medarbejdere med udenlandsk baggrund.

Alle har bedre muligheder for at integrere sig i åbne og imødekommende samfund. Det er lettere at lære dansk, hvis man har nogle at tale med, og det er, uanset om man er højtuddannet, er i familie med en højtuddannet eller om man har lavere uddannelsesniveau. Det er også lettere at skabe nye relationer og forstå en ny kultur, hvis man kan forholde sig til det nye uden at skulle give afkald på eller fornægte det kendte.

Min personlige erfaring er, at det på en ny arbejdsplads eller i sociale sammenhænge er rart, når nogle udviser interesse for ens baggrund, sprog og kultur. Det er derfor et positivt tiltag både for integration af ’de generelle indvandrere’ og for tiltrækning af højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, hvis flere danske virksomheder begynder at forholde sig mere aktivt til kulturel diversitet på arbejdspladsen, og hvordan man sørger for, at medarbejdere med udenlandsk baggrund er inkluderet i et sammenhold, hvor der er interesse og respekt for deres baggrund.

Danmark kan meget let sakke bagud på området for diversitetsledelse, hvis der ikke bliver skabt en mere positiv debat, hvor vi ikke omtaler en del af den udenlandske arbejdskraft som nogle, der har brug for babysitter. Jeg håber, djøfbladet bliver et forum for udveksling af de mange spændende globale initiativer omkring diversitetsledelse og cooperate social responsibility, så vi kan få en god diversitetskultur i Danmark. Det vil også være en fejl, hvis vi tror, vi kan tiltrække flere højtuddannede udenlandske medarbejdere til Danmark, hvis ikke vi sørger for, at vi som samfund er imødekommende over for udlændinge.

Kommentaren er udtryk for hendes personlige opfattelse.