Ude af øje, ude af sind

Hos Novo Nordisk som i mange andre store globale organisationer ligger det i virksomhedskulturen, at hvis man vil gøre karriere, skal man kunne begå sig internationalt. Alligevel er et længerevarende udenlandsophold ikke nødvendigvis fremmende for karrieren. Når man er væk fra de toneangivende chefer i hovedkontoret, risikerer man at blive glemt. Det oplevede Lisbeth Juhl Christensen, der tilbragte tre år i et datterselskab i Tyskland.

Den 38-årige cand.merc. var udvalgt som en af koncernens unge talenter og kom direkte fra en traineeordning, da hun blev opfordret til at søge stillingen som seniorproduktchef i Novo-koncernens tyske datterselskab med ansvar for de tysktalende lande. Hun gennemførte interviews og tests, fik jobbet og underskrev en treårig kontrakt. Fra det øjeblik blev hun sluppet af den danske HR-afdeling. Også selvom hun stødte på flere udfordringer undervejs, blandt andet i forbindelse med kontrakten.

”Som medarbejder får du følelsen af, at du er udvalgt til opgaven, og du forventer derfor, at virksomheden har en interesse i din karriere. Men i virkeligheden er det din egen motivation og interesse, der driver værket,” siger Lisbeth Juhl Christensen, der dog godt forstår, at HR og linjeledelse ikke nødvendigvis er gearet til at håndtere alle individuelle sager.

”Ofte handler det bare om forventningsafklaring, som måske af uvidenhed ikke sker.”

Ingen plan for hjemkomsten

Mens Lisbeth Juhl Christensen var i Tyskland, fik hun en pris for sin indsats – som europæisk Newcomer of the Year – men hun ville gerne hjem, da kontrakten var ved at udløbe. Hun tog kontakt til hovedkontoret og oplevede igen, at det primært var hendes eget ansvar at finde et job, der matchede hendes nye kompetencer.

”Ingen havde en plan for, hvordan man kunne bruge de kompetencer, jeg havde fået opbygget, mens jeg var ude. Jeg havde været tættere på kunderne og opnået dybere indsigt i vores forretning end de fleste, hvilket var til gavn for virksomheden. Men fagligt var jeg også blevet mere snæver og passede ikke længere ind i de formaliserede karriereforløb.”

At hun alligevel kunne vende hjem til en stilling skyldtes timing og held. 

”Den, der havde det job, jeg fik, var de blevet nødt til at afskedige, men det var ret tilfældigt. Min oplevelse er, at hvis du bliver i hovedkontoret, bliver du set af de rigtige. Tager du ud, er du i langt højere grad selv ansvarlig for, hvad der sker med dig,” siger Lisbeth Juhl Christensen, der ydermere fik et skattesmæk i halen af sin udstationering. Heller ikke her var der hjælp at hente juridisk eller revisionsmæssigt.

Efter et par år som nordisk chef og en barsel følte Lisbeth Juhl Christensen, at det var tid til at prøve kræfter uden for koncernen. Og da hun blev kontaktet af en headhunter, sagde hun ja. I dag er hun administrerende direktør i virksomheden Stemcare. Isoleret set har hendes udstationering ikke internt i organisationen haft den karrierefremmende effekt, hun havde troet på inden afrejse, og den har givet ubehagelige overraskelser økonomisk, men alligevel er en udstationering det hele værd, mener Lisbeth Juhl Christensen.

”På den lange bane er det vel nok de tre bedste år i mit liv. Jeg har fået et kick af, at jeg kunne løfte opgaven, fået minder og venskaber for livet samt lært at beherske et fremmedsprog perfekt, så jeg vil absolut anbefale at tage ud. Man skal bare ikke kun gøre det for at fremme karrieren.”