På følelsernes holdeplads

08-02-2011
11 min.

I kreative fag er det naturligt, at der er råben og store følelsesudbrud. Og det skal djøf-lederen kunne rumme. Kirsten Anker Sørensen har prøvet kræfter med både grafikere og fotografer. Nu er turen kommet til arkitektbranchen.

”ØV, ØV, ØV! Jeg kan ikke klare det! For satan i helvede!” Når kreative medarbejderes frustrationer runger gennem arbejdspladsen, bør ledelsen tage det roligt. Og for alt i verden ikke blive skræmt eller slå den rationelle autopilot til og iværksætte mere styring, fordi projektet jo tydeligvis er ved at kuldsejle. Det er det sikkert ikke. Slet ikke. 

”Medarbejdere i kreative fag er ofte meget følelsesladede mennesker. På nogle djøfere kan de godt virke som en urolig, krævende og besværlig skare, som man så kalder for primadonnaer. Men jeg opfatter dem mere som selvkørende mennesker, der brænder for det, de laver. Ildsjæle, der skaber noget. Og den skabelsesproces, de skal igennem hver gang, er urolig,” siger Kirsten Anker Sørensen.

Hun mener, at mange kreative medarbejdere oplever en særlig sårbarhed, fordi det er meget personligt at stille sine egne værker til skue. Om det så er kunst, fotos eller bygninger.

Kirsten Anker Sørensen er uddannet cand.merc. og har gennem en årrække været chef for både grafikere, kunstfotografer og reportagefotografer. Nu er hun direktør for Erik Møller Arkitekter og har været det siden sommeren 2010. Hun er den første djøfer i den 75 år gamle virksomhed, der er vokset fra 25 medarbejdere til mere end 60 siden begyndelsen af årtusindet, og som blandt andet har restaureringen af Rosenborg Slot og Amalienborg Slot samt transformeringen af Daells Varehus til det trendy Hotel Skt. Petri på listen over meritter.

Skrækscenarier om djøfisering

”Når en virksomhed får en vis størrelse, er der brug for nogle lidt mere rationelle typer som os, der kan systematisere og kommunikere på en anden måde, men det er da ikke det nemmeste sted at komme ind med en djøf-faglighed. Mange arkitekter ved ikke, hvad vi kan, og har skrækscenarier om djøfisering og andre hæsligheder, så jeg ved, at jeg kun kan blive accepteret gennem mine handlinger. Accepten kommer lige så stille, i takt med at jeg får styr på strategien og får ryddet op i rammerne; i ansvarsfordeling, økonomi og mødestrukturer. Og ikke mindst i takt med at de oplever, at jeg ikke blander mig i deres arkitektfaglighed.”

Det er vigtigt at holde sig på egen boldbane, understreger Kirsten Anker Sørensen. Det er som regel ikke det at sætte den økonomiske ramme, der skaber problemer. Heller ikke i de tilfælde, hvor der skal skæres ind til benet. Nej, konflikterne opstår, hvis djøf-lederen begynder at blande sig i den skabende proces og trække sin bureaukratiske tradition ned over det kreative rum. Så eksploderer det.

”Jeg har stor respekt for den proces, de kreative medarbejdere er igennem, og som direktør må jeg acceptere, at der opstår aggressioner undervejs. Uden at gå ind og tage opgaven fra dem, for frustrationerne er en del af det at komme videre. Lidt groft sagt skal jeg se meget mere på, hvad de får lavet, og om det flytter sig, end jeg egentlig skal lytte til, hvad de siger.”

Selvfølgelig kan der komme tidspunkter, hvor lederen må sætte foden ned og stoppe eller ændre et projekt, der er kommet på afveje, men det er en hårfin balance som langt hen ad vejen handler mere om at skærpe og kommunikere projektets rammer end om at bestemme over udformningen af det kreative produkt. 

”Jeg kan præcisere, hvor langt medarbejderens ansvar går, og hvor stort budgettet er. Jeg kan justere på, hvem der tager over hvornår, og jeg kan sørge for, at der bliver talt om det, hvis der er uklarheder i nogle af samarbejdsrelationerne. Men hvis jeg går ind og blander mig i, hvordan et fotografi skal opstilles eller et badeværelse indrettes, så træder jeg ved siden af. På det felt er de jo meget meget dygtigere end mig.”   

Fra slagteri til arkitektkontor

I jubilæumsskriftet til det nært forestående 75-års hjørne kalder Kirsten Anker Sørensen Erik Møller for ’Danmarks store hemmelige arkitekt’. På trods af at tegnestuen har stået for renoveringen af kendte steder som Christiansborg Slotskirke, omlægningen af Pistolstræde i hjertet af København og forvandlingen af Tuborgs gamle sodavandstappehaller til oplevelsescentret Experimentarium, vækker navnet Erik Møller ikke den store genklang hos menigmand.

Det er da heller ikke specielt nemt at finde tegnestuen, som har til huse i et af Danmarks mest markante funktionalistiske industribyggerier, Den Hvide Kødby på Vesterbro. 

Adressen er Flæsketorvet 75, hvor bygninger, der tidligere husede tung slagteriindustri, nu er omdannet til en skøn, urban blanding af fødevareerhverv, gallerier, restauranter og designbureauer. Man skal forbi den hippe Karrierebar, hvor de lyserøde neonlys i vinduet er slukket på en grå vinterformiddag, og helt ned i det inderste knæk på de hvide sammenhængende bygninger. ’Erik Møller’ står der på en seddel blandt andre papirlapper i glasdøren.   

”Vi har boet her i halvandet år, men er ikke blevet helt enige om, hvordan skiltet skal se ud endnu,” ler Kirsten Anker Sørensen, da hun tager imod.

”Du ved, hvordan det kan være. Andres opgaver kan man løse, men når det kommer til ens egne …”

Indenfor har tegnestuen renoveret 1.400 kvadratmeter til eget brug og i vid udstrækning tilbageført de fredede lokaler til deres originale udtryk. Et helt nyt element er det også blevet til i form af den brede ståltrappe, som forbinder etagerne midt i kontorlandskabet. ”Husets hjerte og omdrejningspunkt,” som faglig direktør Peder Elgaard udtrykker det.

Medarbejdere i flow

For en tegnestue, der specialiserer sig i at restaurere og bygge eksisterende bygninger om til at rumme nye funktioner, virker det umiddelbart naturligt at bo her i blandingen af nyt og gammelt, hvor man kan sætte sit eget aftryk, men samtidig må respektere de værdier og den stil, som bygningen er født med.

Her er pænt og ordentligt. Masser af lys og luft. Og ro … i betragtning af at det skulle være 65 sensitive og følelsesfulde medarbejdere, der sidder ved skrivebordene i det store kontorlandskab. Umiddelbart er her mere en stemning af dyb koncentration. Måske er de bare i flow, som Kirsten Anker Sørensen kalder det.

”Når ildsjæle er grebet af deres opgaver, når rammerne er klare, og der ikke er mudder i ansvarsfordelingen, så er det jo medarbejdere med et kæmpe drive, som virkelig fordyber sig i deres arbejde,” siger hun og fortsætter:   

”Og så kommer udbruddene indimellem, stampen i gulvet og høje råb, men det skal man altså bare opfatte som liv og ikke som besvær. Selv får jeg utrolig meget energi af at følge skabelsesprocessen og være med som rammesætter. Det gør det sjovt for mig at gå på arbejde.”

Ikke bange for konflikter

Faktisk drømte Kirsten Anker Sørensen selv om at blive arkitekt, da hun var barn, men tålmodigheden var ikke til det, og talentet pegede i en anden retning. I stedet læste hun cand. merc. og startede lige efter studiet som udviklingschef hos Post Danmark. Siden har hun været leder, fordi det giver hende mening og tilfredsstillelse at have indflydelse og være med til at flytte ting.

”Jeg kan godt lide at tænke over, hvor tingene skal hen, sætte mål og gennemføre dem. Og så er jeg ikke bange for konflikter. Ikke at jeg godt kan lide dem, men konflikter skræmmer mig ikke. Når man laver forandringsledelse, giver det mange konflikter, og hvis det slider en op, bliver det for sejt. Det slider ikke mig op. Jeg er nok god til at adskille, hvem jeg er på arbejdet, og hvem jeg er privat.”

Og det sidste er nok meget godt, for den private Kirsten Anker Sørensen er ifølge hende selv både ret barnlig og plat. I hjemmet i Holte er hun til b-film, ugebladenes sladdersider og platte jokes. Og de to teenagebørn mener ofte, at hun er familiens mest barnlige medlem. Men nu handler det om arbejdet …

”Selvfølgelig kan der være ting, der går mig meget på, også når jeg er hjemme. Men jeg har selv haft gode ledere, som har lært mig, at det er vigtigt ikke at tage arbejdskonflikter personligt. At man skal skille tingene ad.”

Stadig meget at lære

Ved siden af handelshøjskole, økonomistudier og gode lederjob har Kirsten Anker Sørensen holdt fast i sin tidlige passion for arkitektfaget og løbende holdt øje med jobmulighederne.

”I forbindelse med finanskrisen tænkte jeg, at det måtte være en hård branche, og om ikke man som djøfer kunne være med til at rette op på det. Jeg har kigget efter, hvornår der kom efterspørgsel på djøfere i denne branche, og så var jobopslaget der pludselig.”

Men selvom Kirsten Anker Sørensen har erfaring i ledelse af kreative mennesker, senest som direktør for POLFOTO – JP/Politikens Hus’ billedbureau, har hun stadig mere at lære.

”Min faglige direktør siger indimellem, at man ikke kan gå så rationelt til værks, som jeg gerne vil. At det også handler om følelser, historie og fornemmelser. Jeg siger, at det handler om, at kunden gerne ville have et auditorium til 50 personer og nu vil lave det om til 34 personer, og det kan vel ikke være så svært. Men så får jeg at vide, at sådan kan man slet ikke tænke, for et mindre rum ændrer på vinklerne, og så bliver det forkert disponeret, og det må jeg have respekt for.”

Derfor kan det være væsentligt at insistere på at have en faglig pendant, når man begiver sig ind på et ukendt branchefelt.

”Arkitektfaget er jo en profession. Det kan man ikke bare gå ind at lede uden forudsætninger, heller ikke selvom man har en djøf-uddannelse. På POLFOTO havde jeg en faglig lederkollega i de første fire år, inden jeg var klar til at drive butikken alene,” siger hun.

Bevar ildsjælens drive

Tidsregistrering er et andet område, hvor det kan give gevaldige clashes i kulturmødet mellem djøfere og kreative. Og hos Erik Møller Arkitekter vil den nye direktør gerne registrere tid for at kunne måle overskudsgraden og se, hvor tingene eventuelt kører af sporet. Egentlig vil hun helst registrere helt ned i detaljen, men hun er også bevidst om risikoen: At for meget registrering kvæler ildsjælens drive og spolerer den kreative proces.



”Man skal kunne fornemme, om man er ved at slukke en kreativ medarbejder. Det er noget med, om de mister gejsten, går over i en lønmodtagerkultur og holder op med selv at tage stilling. Den glidebane skal du kunne fornemme som leder, og det er noget af det sværeste, for det kan ikke sættes på formel, men har noget med ens personlighed at gøre. Jeg har lagt ud med rimelig stramme krav, og så må jeg se, hvor meget betydning det får for den kreative proces. Går det galt, må jeg spørge mig selv, hvad der er ’need to know’ og så give mere plads.”

Det er en diskussion, Kirsten Anker Sørensen kunne tænke sig, at djøfere tager indbyrdes for at hjælpe hinanden med at sikre, at lysten til styring ikke kammer over i de kreative brancher.

”Debatten er vigtig, fordi vores djøf-logik vil vinde i sidste ende, hvis vi ikke er opmærksomme på det. Vi kan altid argumentere os på plads ved at måle og veje, men hvis vi i vores iver efter at styre og målrette gør det kedeligt og ligegyldigt for medarbejderne, så bliver resultaterne også ligegyldige.”

”Som fag har vi et ansvar her. På den ene side kan virksomheder af en vis størrelse ikke leve uden os, men vi skal huske, at det er sammen, vi kan gøre det godt. Vi skal kære om det, vi tager fat i, og så holde os til at være gode økonomer.” 

Sparringspartneren

Fotograf Per Folkver har kendt Kirsten Anker Sørensen længe. Først var han formand for bestyrelsen i BAM, Billedhuset/2maj, da Kirsten Anker Sørensen var direktør, og siden krydsedes deres veje i Politikens Hus, da Kirsten var direktør for Polfoto og Per fotochef på Politiken. De har tit brugt hinanden til at prøve at forstå den andens verden.

”Ja, vi har ofte haft glæde ved at høre hinanden hælde vand ud af ørerne. For det er klart, at der kommer sammenstød på arbejdspladsen, når nogen tænker i firkanter og andre i cirkler. Desværre er det tit dem, der sidder med budgettet, der bestemmer, og det kan ende skidt, hvis de ikke ønsker eller har viden til at forstå de medarbejdere, der ikke altid er så strukturerede, men dog fremadskridende på et eller andet niveau. Det skaber en gedigen frustration og i værste fald går den kreative i baglås, skifter arbejde og tænker: ’mit liv er for kort til de her kasser’.

Jeg synes, Kirsten er blevet bedre til at lytte gennem årene - og til at træffe beslutninger og skære igennem, som jo er essentielt at kunne som leder. Også når det ikke er rart. Så handler det om måden, man gør det på. Der har Kirsten en enorm force ved at være sådan en ’no bullshit’-person. Jeg er ikke så vild med udtrykket, men det dækker meget godt, at det hun siger, er det man skal forholde sig til. Der er ikke noget skjult og ikke noget væsentligt, der ikke bliver sagt,” siger Per Folkver og tilføjer med et smil: ”Og så kan man altid aflæse Kirstens sindstilstand på den lette rødmen, der breder sig på hals og kinder, når en situation spidser til, eller lokummet brænder.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.