"Jeg tilhører jo den ene procent, de demonstrerer imod"

2.11.2011

af

Lars-Christian Brask kender til bankverdenen og handel med milliardbeløb. Han har ejet verdens største racerhold uden for Formel 1-klassen og har fået prisen for årets restaurant i London. Men han ved også, hvordan det er at leve for 42 kr. om dagen.

På Wall Street og i andre vestlige storbyer samles folk i alle racer, størrelser og aldre i øjeblikket for at demonstrere. De råber slagord mod bankverdenens jakkesæt, mod den ene procent af befolkningen, der har tjent på finanskrisen og som i mere eller mindre grad bærer ansvaret for, at de resterende 99 procent af befolkningen ikke længere har sikkerhed i deres huse, i deres investeringer, i deres arbejdsliv.

Lars-Christian Brask er, som han selv udtrykker det, en del af den ene procent, folk demonstrerer imod. Han forstår godt bevægelsen Occupy Wall Street og folks frustration. Men han synes, at deres budskab er for unuanceret.

”Det er klart, at der har siddet nogle, og der sidder stadig nogle, som er skyld i, at en masse mennesker har mistet deres penge. Men vi er ikke alle sammen nogle frådende, grådige monstre.”

Den 48-årige bankdirektør har tilbragt 15 år som toprådgiver for nogle af verdens største banker – Robertson Stephens & co, Merrill Lynch, han har introduceret
milliard-store virksomheder på børser i København, London, New York og haft sin egen investeringsbank. Ud over det har han ejet en top-restaurant i London, et racerhold, han har været tourmanager for popgruppen Aqua og levet for, hvad der svarer til kontanthjælp i et ghettoområde i tv-programmet Den hemmelige Millionær. Siden 2010 har han været direktør for den schweiziske velhaverbank EFG i Danmark – det mindste indskud fra en kunde er på 10 mio., det største er en forretningshemmelighed.

Kirkeby og Kvium

Lars-Christian Brask tager imod i banken, der ligger i samme opgang i Amaliegade som nogle af Danmarks største advokatkontorer. En snes medarbejdere står bøjet over deres computere, og fra en fladskærm på væggen kører lydløse finansnyheder fra TV2 News. Der er stille, kundeløst, uden skranker og reklamer for bankprodukter. Til gengæld er der kunst på væggene. Store billeder af Per Kirkeby, Balder Olrik, Michael Kvium og en lille nyindkøbt skulptur af en pige, der åbner sit hoved op, så hjernen kigger frem. Den sidste står inde på Lars-Christian Brasks kontor.

”Den er god, ikke? Lavet af Maria Rubinke. Hun bliver stor,” kommenterer han med kendermine og klar midtsjællandsk diktion, der stammer fra en barndom i Roskilde, hvor han og hans familie også har boet, siden de vendte hjem fra udlandet.

På gulvet er en guitar, en gave fra Aqua, og en samling trofæer i plexiglas fylder øverste del af en stor reol. På en af dem står et trecifret antal millioner.

”Det var et kinesisk firma, jeg introducerede på Børsen. Millionerne er et antal shares, aktier. Og de bliver solgt for tyve dollars stykket, så du kan godt regne ud, at det drejer sig om en del penge,” forklarer Lars-Christian Brask.

Hver enkelt trofæ har en historie, et beløb, en konsekvens for en virksomhed, for nogle mennesker, der har solgt for – eller tjent – enorme beløb. Via Lars-Christian Brask.

Vi får som fortjent

Finansmanden åbner døren til endnu et rum. Han er i blåternet skjorte og grønt slips med et blomsteragtigt mønster og har på få minutter punkteret alle fordomme om en fjern, kølig bankdirektør Varnæs gemt bag et jakkesæt. Mens han åbner en Cola Light, fortæller han, at et af billederne på væggen tidligere har hængt hos Klaus Riskær.

Du er jo en del af den verden, der får skylden for finanskrisen. Føler du et ansvar?

”Nej, jeg har været hæderlig hele vejen. Og i den type bank, jeg driver, er der klare linjer og ingen skjulte omkostninger. Men jeg forstår godt folks frustration. De har investeret i banker under falsk varebetegnelse og bankfolk har ødelagt formuer. Bankerne har været sælgere frem for at rådgive deres kunder. Sådan er det ikke her. I EFG Bank er vi frem for alt rådgivere.”

Men I har vel også de store lønninger og bonusser, som har gjort bankverdenen berømt og berygtet?

”Ja. Men her får vi som fortjent. Ud fra hvad vi reelt har tjent og ud fra kundernes tilfredshed. Og det sidste er helt vildt vigtigt. Andre steder har det bare været tallene, der talte. Og det har jo været let at tjene penge, når renten har været lav. Bankerne har tjent kassen på de mindre kunder, og til gengæld har store investorer kunnet låne enormt billige penge. Bankfolkene er kommet længere og længere væk fra deres håndværk.”

Kan du uddybe det?

”Centralt i en bank er at låne penge ud. Men på tre betingelser: Vedkommende, du udlåner til, skal være hæderlig, du skal kunne tage sikkerhed i noget, og du skal sikre dig, at der er cash-flow til at betale for lånet og at tilbagebetalingen ikke er afhængig af det, der lånes ud til skal stige i værdi. De tre betingelser er der mange, der har set stort på. Det er en del af grunden til bankkrisen.”

Ridser i lakken

De tre betingelser vender Lars-Christian Brask tilbage til flere gange under interviewet. Han nævner dem også i sin bog, Viljen til succes, der udkom i foråret. Måske er det endnu vigtigere at understrege, fordi han for et par år siden selv var en del af en bank, der brød de ellers ufravigelige principper? Nemlig svenske Carnegie Bank, der faktisk var grunden til, at den internationale investor flyttede fra London.

I 2005 blev Lars-Christian Brask chef for Carnegie i Danmark, der ligesom EFG bank investerer penge for velhavere. Han får hurtigt skabt en stor omsætning, men den svenske del af banken begynder at knage. Kort fortalt har de svenske kolleger mistet et milliardbeløb på at låne ud til en enkelt kunde, og oven i købet har de undladt at orientere det svenske Finanstilsyn om tabene. I 2008 bliver banken erklæret illikvid og sat under administration. Og Lars-Christian Brask er pludselig ansat af en svensk statsejet bank i Danmark.

”Det var forbandet. Jeg troede, at jeg kom hjem og skulle arbejde for et fantastisk brand. Og så er det i stedet et, der giver det ridser i lakken, selv om vi i Danmark ikke havde gjort noget forkert.”

Carnegie Bank bliver opkøbt af en kapitalfond og omorganiseret. En af Lars-Christian Brasks tidligere kolleger bliver hans chef – og det vel at mærke en kollega, han ikke har den store faglige respekt for.

”Vi havde tidligere snakket vækst på et ledermøde, og vi havde meget forskellig opfattelse af den rigtige strategi for banken. Jeg sagde, at det eneste, han kunne få til at vokse, var håret på hans hoved og græsset i hans have. Det glemte han mig ikke for.”

Den udtalelse fik Lars-Christian Brask fyret, mener han i dag. Men han fortryder den ikke.

”Jeg er opdraget professionelt i britiske og amerikanske miljøer, hvor du siger tingene direkte. Du kan ikke sidde i timevis og holde udvalgsmøder om det ene eller det andet og være bange for, at du træder nogen over tæerne.”

Hurtige resultater

Lars-Christian Brask går dybere ned i historien om kuldsejlingen af den svenske bank og det efterfølgende magtspil. Som for høfligt at sikre, at detaljerne i den er forstået på den rigtige måde. Han er på én gang meget direkte og beleven, på én gang resultatorienteret og bevidst om processen derhen. Selv nævner han det resultatorienterede som en vigtig årsag til, at han er, hvor han er i dag.

”Investeringer er en branche, hvor du kan måle resultater hurtigt. Dag for dag, uge for uge, og hvis du samler på trofæer, samler på at vinde – kunder, tillid, markedsandele, så er det et godt sted at være. Tallene lyver ikke. Du kan se med det samme, hvad der står på bundlinjen hos kunden, når du har været inde over.”

Trofæsamlingen i kontoret ved siden af understøtter hans udsagn. Det samme gør et hurtigt vue over hans karriere, fra det første job som salgselev i Jyske Bank, hvor han nægtede at aflevere post eller taste udfyldte girokort ind, men i stedet skrev Investeringsrådgiver på sit navneskilt, over tiden som vekselerer på Københavns Fondsbørs i 80’ernes yuppiedage, til de tunge investeringsbanker i London og USA, og igen tilbage til de skandinaviske divisioner af velhaverbankerne. Eller alle de andre projekter i omegnen af hans bankkarriere: Hans racerteam, Team Brask, blev et af de største i verden, hans restaurant Grano i London modtog prisen for årets restaurant, efter 10 dage som flaskesamler på kontanthjælp i tv-programmet Den hemmelige Millionær sørgede han for økonomisk støtte til opbygningen af Fredes Farm – et værested, der underviser og uddanner ellers utilpassede unge.

De mange projekter uden bankverdenen giver ham en masse oplevelser. Men hvad betyder de for hans evne som investor?

”De giver mig i hvert fald et andet erfaringsgrundlag at træffe beslutninger på. Motorsporten har en forretningsmodel, du kan tage med dig, hvor end du har med mennesker at gøre. Du ser folk under et ekstremt pres. De sætter livet på spil, og den mindste fejl kan koste menneskeliv. Du er afhængig af en møtrik til to kroner, og af at den bliver spændt ordentligt fast af den mekaniker, der sætter den i og får 500 kr. for at arbejde en hel weekend.”

”Min interesse for kunst giver mig indsigt i andre måder at gøre tingene på. Og gennem restaurationsbranchen ved jeg, hvor vigtigt det er, at mester selv står i butikken.”

”Og så kan jeg legitimt tale med om, hvad det vil sige at skulle leve for 42 kroner om dagen. Jeg ved, at de, som er allersvagest i samfundet, ikke altid får den støtte, de skulle have, og samtidig er der andre, der får alt for meget og misbruger den støtte, de får.”

Succes for 42 kroner om dagen

Lars-Christian Brask slår fingrene i bordet. Den hjemvendte finansmand har stærke holdninger til, hvad der skal til for at skabe vækst i det danske samfund, for at rydde op i den dårlige ledelse i finansverdenen, for at vende tilbagegang til succes. Men hvad er succes egentlig for ham? En mand, der tilhører en eksklusiv gruppe på én procent?

”Hvis du får opfyldt dit ambitionsniveau, yder en indsats, har en familie og ikke mangler noget, er det en succes i sig selv.”

Men hvad er succes for en mand med 42 kroner at leve for om dagen?

”At overleve. At samle flasker og spare fem kroner op, så man sidst på måneden har til en biografbillet. At gå tur på en frostbund i skoven, så det knaser under fødderne. Det er de gratis glæder. Men når det er sagt, ville jeg aldrig selv stille mig tilfreds med det. Jeg ville skynde mig at generere et cashflow, skynde mig at tage det job på sæbefabrikken eller gøre rent i villaerne på byens fem velhaverveje. Jeg ville stræbe efter lidt mere og lidt mere. Det er der mange i de vestlige samfund, der godt kunne lære af.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet