Hvad kræves af statsministeren?

Næsten alle statsledere er udstyret med en slags moralsk halveringstid. De starter stærkt og uplettet, men anseelsen skrumper, i takt med at de i embeds medfør væves ind i uheldige sager og udviser dårlig dømmekraft. Det gjaldt for Poul Schlüter i tamilsagen, det gjaldt Poul Nyrup Rasmussen i sagen om efterløn, det gjaldt Anders Fogh Rasmussen i sagen om Irakkrigen, og det gjaldt Lars Løkke Rasmussen, hvis syndefald indtraf under COP15. En lignende skæbne venter utvivlsomt Helle Thorning-Schmidt. Lige med den undtagelse, at hun i modsætning til sine forgængere er startet svagt.

På Institut for Statskundskab, Københavns Universitet har professor Tim Knudsen beskæftiget sig meget med netop statsministerembedet og statsministerinstitutionen. Han forklarer, hvad der kendetegner en stærk statsminister:

”Man skal først og fremmest være robust. Ikke mindst psykisk. Og mit indtryk af Helle Thorning-Schmidt er, at hun er meget svær at provokere, og det er en af hendes styrker. At hun tilsyneladende er i stand til at være rolig, ikke hidser sig op eller er nærtagende,” siger han og fortsætter:

”En stærk statsminister skal også helst have en fremragende hukommelse og kunne jonglere med rigtig mange bolde på én gang. Jeg har ingen mål for Thorning-Schmidts hukommelse, men at hun kan jonglere med en hel del bolde, tror jeg ikke, der er tvivl om.”

Skifte standpunkt

Derudover påpeger Tim Knudsen, at en statsminister skal kunne følgende: ”Så skal man have blik for situationer og muligheder i stressede situationer, og her er hun endnu så uprøvet, at det er svært at have en fornemmelse af hendes styrke på det punkt. Men hun er ikke, hvis jeg skal sige det på en pæn måde, nogen principrytter. Det er en pæn måde at sige det på, for man kan også opleve hende som lidt substansløs. Og det kan være en fordel, hvis det handler om at overleve og holde længe som statsminister. Når jeg kigger på fx Thorvald Stauning og Jens Otto Krag, så var de jo i høj grad i stand til at skifte standpunkt. Som sidstnævnte bedyrede: ’Man har et standpunkt, til man tager et nyt’.

Et eksempel med Helle Thorning-Schmidt kunne være, at hun, kort før valget blev udskrevet, til Jyllands-Posten udtalte, at boligejerne ikke skulle hjælpes eller sådan noget lignende, men et døgn senere kommer så forslaget om en boligpakke, og nu er den droppet igen. Dette er et meget markant eksempel, idet Jyllands-Posten knap nok var kommet i handlen, før hun skiftede standpunkt, og det generede hende ikke. Jeg siger ikke, at det er fremragende, og at sådan skal det være, men blot at en vis fleksibilitet kan være yderst gavnlig for en statsministers holdbarhed. Et relativt lille land er nok, selvom det er temmelig opportunistisk, nødt til løbende at tage bestik af de faktiske forhold i verdenssituationen.”

International efterspørgsel

I hvor høj grad er selve embedet som statsminister blevet styrket de seneste knap 20 år?

”Der er i hvert fald ingen tvivl om, at statsministeren efterhånden kan betragtes som overudenrigsminister, og sammenlignet med Schlüters regeringstid må man sige, at Uffe Ellemann-Jensen i langt højere grad fik det internationale område for sig, uden at Schlüter intervenerede. Schlüter intervenerede i det hele taget heller ikke ret meget i alt muligt andet. Han var en meget mere reaktiv statsminister, end en aktivt styrende. I dag er der en helt anden aktivering af statsministeren, og det skyldes ikke kun, at Schlüters efterfølgere har haft mere lyst til intervention. Meget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen ikke har været særlig disponeret for det. Tænk bare på hans lidt uheldige optræden under COP15. Men i dag er statsministre simpelthen efterspurgt ved internationale topmøder, der kan man ikke komme med en udenrigsminister mere. Det skyldes blandt andet, at udenrigsministeren ikke så nemt kan tegne en hel regering, det kan kun statsministeren.

En anden tendens, som er blevet meget tydelig, er, at man er begyndt at skrive meget udførlige regeringsprogrammer. Schlüter skrev aldrig sådan nogle. Poul Nyrup Rasmussen indførte det i 1993, men det var Anders Fogh Rasmussen, der kom med det nok allermest detaljerede og operationelle program. I det af Helle Thorning-Schmidt netop fremlagte regeringsgrundlag synes jeg, der er mange hensigtserklæringer, hvilket nok skyldes, at det er en koalitionsregering, og at der har været hårde forhandlinger, der så er endt med mere uldne udtalelser.

En tredje ting, der er meget anderledes, og som er blevet mere tydeligt fra Fogh og fremefter, er, at statsministeren tager flere initiativer selv og simpelthen er vært for sådan noget som globaliseringsråd og vækstforum. Altså hvor selve analysearbejdet foregår i statsministeriet, hvilket historisk set er noget helt nyt. Det er nogle af de ting, som har styrket statsministeren både i det ydre og reelt magtpolitisk.”

Ministre skal kunne samarbejde

Hvordan ser du Helle Thorning-Schmidts muligheder for effektiv regeringsledelse af en politisk set spraglet mindretalsregering?

”Det bliver meget spændende at se. Regeringen kan næppe fungere, hvis ikke der er en meget tæt forståelse mellem statsministeren, finansministeren og så økonomi- og indenrigsministeren. Det vil være den absolutte kerne. Alt tyder på, at der ikke er problemer med at opnå forståelse mellem Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon. De er tilsyneladende to alen af et stykke. Det der til gengæld må være lidt af et spørgsmål nu er, om de alle tre vil få et godt samarbejde.

Corydon har mig bekendt ikke haft megen personlig kontakt med Margrethe Vestager, så man ved ikke, hvordan den personlige kemi er mellem dem. Det er klart, at Thorning-Schmidt og Vestager nu kender hinanden ret godt, kender hinandens reaktionsmønstre og sådan noget. Men hvis regeringen skal fungere, er det meget vigtigt med en god forbindelse i aksen mellem finansministeren og økonomi- og indenrigsministeren. I realiteten har vi fået to finansministre, og det er meget afgørende, at de kan samarbejde, da de sammen med Thorning-Schmidt udgør regeringens kerne.

Villy Søvndal har placeret sig mindre centralt som udenrigsminister, og jeg mener egentlig ikke, det er særlig klogt af ham. Ikke alene er udenrigsministerposten blevet svækket, men han får også sværere ved at være partiformand, hvilket der formentlig er god brug for i en tid, hvor man kan mærke, at utilfredsheden i SF er voksende.”

Snævert spillerum

Hvad bliver denne knap så homogene mindretalsregerings skæbne?

”Det er helt afgørende, at nøglepersonerne i en regering får etableret et godt og tillidsfuldt samarbejde. Hvis ikke det lykkes, kan det gå forbandet galt. Det viser den politiske historie meget klart.

Men under alle omstændigheder er regeringens spillerum meget indsnævret. For det første som følge af tilknytningen til EU, for det andet som følge af den stramme økonomiske situation, for det tredje er den bundet på hænder og fødder af en række forlig, der tidligere er blevet indgået i Folketinget, og for det fjerde er dens handlerum indsnævret af dens egne interne målsætninger. Så set fra statsministerens side er det mere op til hende at være pragmatisk formidler end en, der styrer top-down ud fra sine egne mål. En ’Fogh-statsminister’ er ikke egnet til denne her situation. Det er ikke, fordi der bliver mindre styring oppefra og ned, men den styring må nødvendigvis inkludere Margrethe Vestager. Også på den måde er Thorning-Schmidt mere bundet, end Fogh var, der jo fik gjort sin koalitionspartner temmelig afmægtig og passiv.

En af de helt store udfordringer for den nye regering bliver at fastholde de stemmer, de har fået fra kortuddannede vælgere. Og det tvivler jeg lidt på, at de formår. Mon ikke vi vil se, at Dansk Folkeparti får vælgerne tilbage og igen vil vokse? Sammen med alle bindingerne bliver dette den store opgave for især S og SF. Specielt kan jeg godt forestille mig et scenarie, hvor SF næsten nedsmelter som Sosialistisk Venstreparti i Norge, der efter at have været i samarbejde med Arbeiderpartiet er dumpet ned omkring spærregrænsen.”