Generation Opturs nedtur

Rasmus Bergholt har gjort alt det, politikerne anbefaler, og virksomheder efterspørger. Han har taget en lang videregående uddannelse og haft et studierelevant arbejde i sin studietid. Han har fået karakterer, der ligger over gennemsnittet, lavet frivilligt foreningsarbejde på universitetet og været på udveksling i udlandet.

Alligevel prøver han stadig, to et halvt år efter han fik titlen cand.merc., at overbevise virksomheder om at ansætte ham. Og han er ikke den eneste. Fire ud af ti djøfere, der er uddannet inden for det seneste år, går i øjeblikket ledige, viser tal fra Akademikernes A-kasse, som Djøf har bearbejdet. 

Opturen

Rasmus Bergholt og mange af de andre nyuddannede tilhører den generation, der populært er blevet døbt Generation Y, Millenials og Generation Optur. En generation, der har badet i højkonjunkturernes jacuzzier og solet sig i genskinnet fra opsvingets plasmafladskærme. Det er de små årgange, der gennem hele deres opvækst har fået at vide, at arbejdsmarkedet ville skrige på dem, når de blev færdige.

”De er vokset op, mens der har hersket en samfundsmæssig forestilling om, at fremgangen ville vare evigt,” forklarer Birgitte Simonsen, professor i ungdomsforskning, og fortsætter: ”Vi havde nærmest glemt, at der kunne være andet end velstandsstigninger, større køleskabe, flere biler og friværdier.”

Chokket

”Jeg var dybt chokeret over, at der ikke var nogen, der kunne bruge mig. Jeg havde jo set en masse af mine gode venner og medstuderende blive færdige i 2006, 2007 og 2008, som uden problemer kom i arbejde, selvom de havde en meget tyndere faglig profil end jeg,” fortæller Rasmus Bergholt om mødet med arbejdsmarkedet.

Nedturen

”De er vokset op med, at det er vigtigt at realisere sig selv, så de går ikke på kompromis med deres forestillinger og drømme om uddannelse, selvom det fører dem direkte ud i arbejdsløsheden. Krisen har ikke bundfældet sig,” forklarer Birgitte Simonsen. Det kan Rasmus Bergholt nikke genkendende til:

”Jeg kunne have valgt en anden overbygningsretning end Strategi, Organisation og Ledelse, men det er jo det her, jeg gerne vil. Det er det, jeg er god til, og det er det, jeg kan. Det kan da godt være, jeg havde været i arbejde, hvis jeg var blevet sådan en talknuser, men nok ikke en særlig god en. Jeg ville ikke være særlig lykkelig i en stilling, hvor jeg skulle sidde foran en computer og kigge på regneark hele dagen.”

Tvetydighed

Birgitte Simonsen påpeger, at samfundet understøtter denne tankegang hos de unge ved at sende massive signaler om, at de skal følge deres hjerter, hvis de vil blive gode til det, de laver. Og forældrene supplerer ved at bakke deres børn op, når de ombestemmer sig og hellere vil lave noget helt andet. Men når selvsamme unge skal ud på arbejdsmarkedet, efterlader samfundet alligevel ikke meget plads til hjertets logik. Her hersker nul-tolerancen, hvor de nyuddannede helst skal i arbejde med det samme, og det er tvetydige signaler at sende de unge, mener Birgitte Simonsen.

Nytteløsheden

”Det, der er værst ved min situation, er, at jeg har meget svært ved at se, hvad jeg kan gøre nu for at ændre den. Altså andet end det jeg allerede har gjort,” fortæller Rasmus Bergholt.

Rasmus Bergholts dagpengeperiode udløber snart og med den hans tålmodighed. Han har besluttet, at hvis han ikke får et job inden jul, vil han undersøge mulighederne for omskoling:

”Så må det jo blive det talnørderi, jeg ellers ikke havde lyst til.”

Han er ved at acceptere, at arbejdsmarkedet tilsyneladende ikke kan bruge ham, som han er. Men drømmen lever stadig:

”Jeg håber selvfølgelig, at det med tiden kan være vejen ind til det, jeg i virkeligheden gerne vil.”