Pæn valgkamp i Danmark

Venstres kampagne ”Bag facaden” satte umiddelbart før valgudskrivelsen gang i en delvist mediebåret diskussion af begrebet negativ kampagne. Ser man bort fra de ophavsretlige problemstillinger, der opstod i kølvandet på Venstres brug af S og SF’s lederportrætter i kampagnen, er den interessant, fordi den udelukkende retter fokus mod oppositionens politik. Venstre brugte med andre ord store summer på at tale (og vise) partiets modstandere fremfor at tale om og promovere partiets egen politik og kandidater.

Der er ikke noget nyt i, at partierne bruger kræfter på at kritisere hinandens politik, men alligevel gav kampagnen journalister og meningsdannere anledning til at stille spørgsmål ved tonen i dansk politik. Og ifølge en undersøgelse fra Wilke og NewsPaq er vælgerne også kritiske – de foretrækker nemlig, at partilederne bruger tiden til at argumentere for deres egen sag fremfor at finde fejl hos modstanderne; en konklusion, som i øvrigt ligger i fin forlængelse af den internationale forskning på området.

For at finde ud af, hvorvidt den danske kampagneretorik reelt er hård, blød eller et sted midt i mellem, er det nødvendigt dels at foretage en systematisk indholdsanalyse af politikernes faktiske udsagn i valgkampe, dels at sammenligne resultaterne med lignende analyser i andre lande. Jeg har således analyseret alle opstillede partiers valgmanifester, avisannoncer og læserbreve samt partiledernes medvirken i afslutningsdebatter og krydsild-programmer i valgene 1994-2007. Undersøgelsen omfatter ca. 20.000 budskaber, og heraf var knap 22 procent negative. Partierne fører altså overvejende positive kampagner, og de er ikke blevet mere negative i den undersøgte periode, så intet tyder på, at situationen skulle se markant anderledes ud i år.

Næste analytiske skridt er en sammenligning med andre lande, og det er mere vanskeligt. Den videnskabelige interesse for negative kampagner er nemlig stadig ny i europæisk sammenhæng, så der er ikke mange studier at sammenligne med. Et par resultater kan dog fremhæves: I Sverige har en omfattende analyse af valgmanifester og partilederdebatter fundet stort set samme resultater, som den danske analyse. I begge lande er manifesterne næsten udelukkende positive, mens omkring en tredjedel af budskaberne i begge landes partilederdebatter er negative. Sammenligner man danske politikeres retorik i forskellige kommunikationskanaler med de tilsvarende i Holland og Tyskland, tegner det samme billede sig – niveauet af negativitet er nogenlunde det samme. Sådanne resultater står i kontrast til den amerikanske kontekst: Hvor kun ca. 20 procent af de danske partiers avisannoncer er negative, har tidligere studier fundet, at op mod halvdelen af de amerikanske præsidentkandidaters tv-reklamer er negative.

Den spirende europæiske forskning i negative kampagner indikerer med andre ord, at danske politikeres kampagneretorik er ganske gennemsnitlig i et europæisk perspektiv – og at amerikanske kampagner er en del mere negative. Internationalt set er danske kampagner altså ikke specielt negative. Og det vil være svært at forestille sig ret meget mere positive kampagner, hvis partierne fortsat skal have lov til og mulighed for at forholde sig kritisk til deres modstandere for på den måde at anskueliggøre politiske forskelle mellem partierne for vælgerne.

Men hvorfor har Venstres negative kampagne så fået så meget medieopmærksomhed? En sandsynlig forklaring er, at vi er vant til, at negative kampagner bliver søsat i slutningen af en valgkamp og ikke i valgkampens begyndelse – og at siddende regeringer almindeligvis er mindre negative end oppositioner. Set i det lys var Venstres kampagne måske nok nyhedsværdig, men mediernes fokus på kampagnen skyldes først og fremmest mediernes medfødte og stadig stigende fokus på konflikt og infights. Venstres kampagne stillede simpelthen for en stund mediernes glubende appetit for netop dens slags historier.