Ex-spindoktorens råd til de nye ministre

04-10-2011
1 min.

Lad være at tage en hær af spindoktorer med. Så bliver embedsfolket misfornøjet. Du er helt afhængig af, at det bliver din aktive medspiller.

Embedsværket er stærkt, det har en stor og undervurderet magt, som drukner i mediernes monomane cirkelen om spindoktorerne, lyder det fra Søren Pinds afgåede særlige rådgiver Martin Ruby.

En ny regering skal nok få al den bistand, den har brug for, lover ex-spindoktoren.

”Embedsværket er super dygtigt og professionelt. De indretter sig lynhurtigt efter en ny person og nye takter. De er eksperter i at spore sig ind på, hvad en ny minister tænker.”

”De yder førsteklasses service, men de nye ministre skal også være vågne. Embedsværket agerer også politisk i den forstand, at de er fagligt konservative. Det er ikke noget med rød eller blå. Men for embedsmændene er tingene, som de er. De er utrygge ved revolutioner. Der må godt ske forandringer, men ikke for store. Så vil de modarbejde med diverse benspænd. Tit med et juridisk argument.”

En lille hjælper

Alle ministre har derfor brug for en lille hjælper i form af en særlig personlig rådgiver, der kan holde fast i, hvad det nu var, man oprindeligt ville have sat i søen, siger Martin Ruby.

Fogh dikterede max. en til hver minister. Hvor mange er for mange?



”Det kan godt give mening med mere end én, det skal afgøres af den enkelte minister. Men tager man en hær af spindoktorer med i mange ministerier, vil embedsværket reagere negativt. Og jeg vil til enhver tid hellere nøjes med én særlig rådgiver og så et positivt indstillet embedsværk end to-tre særlige rådgivere og så et mellemfornøjet embedsværk. Ministeren er aldeles afhængig af et stærkt embedsværk.”

Dit bedste råd til de nye ministre?

”Hav en håndfuld klare, konkrete mål fra starten. Følg op på dem undervejs: Har du gjort fremskridt mod dine mål? Du må ikke blive til systemet. Du skal skære igennem over for embedsværket politisk, men samtidig vise dets faglighed respekt. De er med dig pr. definition, men de kan være aktive eller passive medspillere. Og du har brug for dem som aktive.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.