Embedsmænd i valgkamp

Vælgerne har talt, og mens der i skrivende stund forhandles regeringsgrundlag, tager vi et tilbageblik på valgkampen.

Normalt kommer et valg som lyn fra en klar himmel. Det gjorde dét her ikke. Valgkampen var i gang længe før, der var trykket på knappen.

Det fik medio august formanden for Djøf Offentlige Chefer Per Hansen til at gå ud og bede ministrene om at sikre, at embedsmændene blev holdt ude af valgkampen.

Reglen er, at der automatisk i det øjeblik, valget udskrives, indtræder en slags karantæneperiode. Alt, hvad der kan bruges af den siddende regering som skyts og konkurrencefordel i valgkampen, kan embedsværket ikke udføre.

’Men regeringen bør sørge for, at embedsværket allerede nu holdes ude af valgkampen. Det er ekstremt vigtigt for os, at embedsværket stadig er og opfattes som neutralt’, lød det fra Per Hansen på Ritzau.

Oppositionen greb bramfrit chancen: ’Denne regering bruger efterhånden embedsapparatet, som var det et partikontor’, lød det fra Ole Sohn (SF).

Men det vil Per Hansen ikke være med til. Og man får heller ingen eksempler fra ham.

”Jeg gik ud, fordi vi stod i en helt ekstraordinær situation i og med, at den fire-årige valgperiode var ved at udløbe, og det blev sværere og sværere at påstå, at valgkampen ikke reelt var gået i gang,” siger han til djøfbladet.

”Dén situation tager de gældende regler ikke højde for. Derfor måtte man bede om lidt civilcourage fra de siddende ministre. Det var et udtryk for rettidig omhu. Det neutrale embedsværk må ikke hvirvles ind i en valgkamp.”

Pegede ikke fingre af nogen

Skal der nye regler til?

”Nej. I Djøf er vi i forvejen optaget af at få færre regler. Den særlige situation med en valgperiodes udløb er noget, som kan klares med almindeligt judgement.”

Du vil ikke give eksempler. Men du må vel mene, at VK-regeringens ministre gik over kanten og har lagt et pres på embedsværket i tiden op til valgudskrivelsen?

”Vi pegede ikke fingre af nogen. Vi var ikke ude efter, at nogen havde gjort noget forkert. Og jeg bryder mig ikke om brugen af ordet ’pres’. Det er negativt og anklagende. Der er ikke noget negativt i, at en regering gerne vil drive sin politik frem og få det optimale ud af embedsværket. Jeg hejste bare i den konkrete, særlige situation et lille flag om, at nu var der brug for ekstra agtpågivenhed for at passe på det gode, som det partineutrale embedsværk er,” fastslår han.

Sådan opfattede Venstres politiske ordfører det ikke, men klandrede dig for at kritisere dine egne medlemmer i topembedsværket for ikke selv at kunne passe på deres egen uafhængighed?

”Ja, men det giver ingen mening. Jeg kritiserede som sagt ingen. Det er selvklart, at det hører med til embedsværkets rådgivning til ministrene også at rådgive dem om, at apparatet faktisk skal leve op til at være partineutralt. Og med den viden, jeg har – jeg kan jo af gode grunde ikke vide alt – er der overhovedet ingen grund til at sætte en finger på, at den opgave bliver løst topprofessionelt af vores departementschefer. Det gælder både i forhold til ministrene og nedad i apparatet.”

De gik til grænsen

Oppositionen var dog på krigsstien i pressen i de dage med konkrete eksempler, og en tidligere overvismand kaldte statsministerens brug af en gennemregning af S-SF planen ’Fair Løsning’, som en V-ordfører havde bestilt, for en ’politisk fremstilling og fremskrivning’.

Den slags krige er dog set før. Som fx da Venstre i Nyrup-tiden blev rasende over, at den radikale økonomiminister Marianne Jelved fik Lykketofts finansministerium til at regne et R-skatteudspil igennem for fejl og mangler.

Spørgsmålet er, om VK-regeringen har været grovere. Professor i statskundskab Jørgen Grønnegaard Christensen, Aarhus Universitet, mener nej.

”Det har de efter mit bedste skøn ikke været. De er gået til grænsen, og det vil de fleste ministre og regeringer gøre. Det er så op til andre, ikke mindst oppositionen, at anholde det, når det sker,” siger han.

Men gjorde Per Hansen ret i at gå ud med sin advarsel?

”Både ja og nej. Ja, fordi det er godt, at man hele tiden er opmærksom på problemet, og man kan ikke tidsnok minde de siddende regeringer om det. Og nej, fordi han fik formuleret sig på en måde, som ikke fangede politikernes opmærksomhed, og som blev opfattet som ude af takt med musikken.”

Men det er altså principielt vigtigt at minde ministrene om det her?

”Ja.”

Skepsis og dødemandslister

Det neutrale embedsværk har også stået for skud på anden vis i ventetiden forud for valget.

Det vakte således en vis opsigt, da daværende S-ordfører Henrik Sass Larsen i bogen ’Javel, hr. minister’, som kom i foråret, udtrykker skepsis overfor visse dele af embedsværket og siger, at S er sensibel og påpasselig og holder øje, fordi ’nogle af dem har været meget, meget aktive politisk-taktiske medspillere’. Der blev også lanceret et – dog dementeret – rygte om, at S havde en dødemandsliste over topembedsmænd, som skulle ud ved et regeringsskifte.

”Jeg ville ikke have sagt dét, som Sass Larsen sagde, hvis jeg var toppolitiker, og jeg var også ude at kritisere det,” siger Per Hansen.

”Men han føjede jo til, at når man har været væk i ti år, skal man nok lige igennem en periode, hvor man skal overbevises og føle på egen krop, at loyaliteten er der. Så jeg forstår ham faktisk godt. Og sådan har det også været ved tidligere regeringsskifter.”

Og så tænker vi selvfølgelig alle sammen på Foghs i embedskredse herostratisk berømte grundlovstale i 2001 som V-formand. Her fyrede han fra talerstolen Finansministeriets departementschef Karsten Dybvad, fordi han mente, det var en politisk ansættelse begået af regeringen. ’Jeg kan sige klart, at Venstre ikke længere stoler på de vurderinger, der kommer fra Finansministeriet’. Dybvad skulle ud, når Fogh kom ind.

Bliv nu ikke rygklappere

Det skete som bekendt ikke. Fogh hentede senere Dybvad, i dag DI-direktør, over som sin egen departementschef i Statsministeriet.

”Igen: Sådan bør en fremtrædende politiker ikke sige. Men jeg kan godt forstå, at V dengang havde en slags sund skepsis overfor, om embedsværket efter ti år med S også var i stand til at tænke borgerligt. Det er en del af vilkåret som embedsværk, at vi bliver kigget lidt an. Så derfor skal man være oppe på tæerne i begyndelsen.”

Men lige her hejser Per Hansen så endnu et lille flag.

”Det må ikke være sådan, at iveren for at være oppe på tæerne og vise sin loyalitet mod den nye regering kammer over i rygklapperi.”

Dét, som en ny regering skal lære, er at værdsætte kritisk rådgivning og ikke begynde at udlægge det som illoyalitet, fastslår han.

”Det, man får fra det neutrale embedsværk, er konstruktivt modspil. Det bliver de politiske beslutninger kun bedre af.”

Nu går Djøf jo ind for, at alle stillinger skal slås op i en åben ansættelsesprocedure. Hvis man skulle gøre noget ekstra for at sikre tilliden til det neutrale embedsværk, er der så ikke brug for at gøre ansættelsen af de øverste topembedsmænd mere åben end i dag, så ingen kan tro, det er ministrene, der sidder og plukker dem ud?

”Jeg ved ikke rigtig, hvordan det skulle ske. Og nu er det jo også formelt ministeren og regeringen, der ansætter departementscheferne. Vi har fuld tillid til, at det er sket og vil ske efter reglerne – særligt at der ikke tages partipolitiske hensyn.”

---

Ex-spindoktorens råd til de nye ministre

Lad være at tage en hær af spindoktorer med. Så bliver embedsfolket misfornøjet. Du er helt afhængig af, at det bliver din aktive medspiller.

Embedsværket er stærkt, det har en stor og undervurderet magt, som drukner i mediernes monomane cirkelen om spindoktorerne, lyder det fra Søren Pinds afgåede særlige rådgiver Martin Ruby.

En ny regering skal nok få al den bistand, den har brug for, lover ex-spindoktoren.

”Embedsværket er super dygtigt og professionelt. De indretter sig lynhurtigt efter en ny person og nye takter. De er eksperter i at spore sig ind på, hvad en ny minister tænker.”

”De yder førsteklasses service, men de nye ministre skal også være vågne. Embedsværket agerer også politisk i den forstand, at de er fagligt konservative. Det er ikke noget med rød eller blå. Men for embedsmændene er tingene, som de er. De er utrygge ved revolutioner. Der må godt ske forandringer, men ikke for store. Så vil de modarbejde med diverse benspænd. Tit med et juridisk argument.”

Alle ministre har derfor brug for en lille hjælper i form af en særlig personlig rådgiver, der kan holde fast i, hvad det nu var, man oprindeligt ville have sat i søen, siger Martin Ruby.

Fogh dikterede max. en til hver minister. Hvor mange er for mange?

”Det kan godt give mening med mere end én, det skal afgøres af den enkelte minister. Men tager man en hær af spindoktorer med i mange ministerier, vil embedsværket reagere negativt. Og jeg vil til enhver tid hellere nøjes med én særlig rådgiver og så et positivt indstillet embedsværk end to-tre særlige rådgivere og så et mellemfornøjet embedsværk. Ministeren er aldeles afhængig af et stærkt embedsværk.”

Dit bedste råd til de nye ministre?

”Hav en håndfuld klare, konkrete mål fra starten. Følg op på dem undervejs: Har du gjort fremskridt mod dine mål? Du må ikke blive til systemet. Du skal skære igennem over for embedsværket politisk, men samtidig vise dets faglighed respekt. De er med dig pr. definition, men de kan være aktive eller passive medspillere. Og du har brug for dem som aktive.”