Politimanden må godt - Præsten må ikke

Under titlen gemmer der sig følgende sag: I en helsides-annonce i Politiken den 16.11.09 anbefalede en nu fhv. chefpolitiinspektør – iført sin tjenesteuniform – borgerne at stemme ved Regionsrådsvalget d. 17.11.09, idet man dermed støttede sundhedsvæsenet. Mit spørgsmål til justitsministeren om, hvorvidt adfærden er i overensstemmelse med gældende ret, blev oversendt til direktøren for Københavns Politi, der meddelte mig, at han ikke kunne kritisere uniformsanvendelsen, idet der ikke var tale om reklame for et politisk parti.

Efter en samlet ekspeditionstid på 10 måneder besvarede Rigspolitiet i 2 omgange min klage med, at det - uanset princippet i tjenestemandslovens § 10 og knæsatte principper i Rigspolitiets uniformsreglement og regler om bibeskæftigelse - hvorefter politiets uniformer udelukkende er tænkt til brug i tjenesten – idet der aldrig må være tvivl om hvorvidt en politimand er i tjeneste - forholder sig således, at brugen i det pågældende tilfælde kan tillades. Der blev ikke anført en nærmere begrundelse eller retskilde.

Jeg har forelagt sagen for Folketingets Ombudsmand, der ikke finder grundlag for at kritisere politiet og derfor ikke vil foretage videre.

Han henviser bl.a. til, at en myndighed efter hans opfattelse lovligt kan udstede direktiver om brug af en tjenestedragt udenfor tjenesten, og at en myndighed i øvrigt lovligt kan dispensere fra sine egne regler på området.

I en dom af 22.4.1998 (UFR 1998 p. 894) statuerede Højesteret enstemmigt, at det var med rette, at de kirkelige myndigheder havde meddelt en præst pålæg om ikke at bruge sin tjenestedragt i forbindelse med en demonstration (mod afskaffelse af abort).
Højesteret lagde som Landsretten afgørende vægt på, at brug af
en tjenestedragt er nøje knyttet til ansættelsen i Folkekirken.

Det er præcist det synspunkt, jeg har gjort gældende overfor Rigspolitiet mv., hvilket jeg anser for en logisk følge af tjenestemandslovens § 10 og uniformsreglementet mv., hvilke regelsæt ikke indeholder nogen dispensationsadgang.

Men man må altså leve med, at Københavns politidirektør og Rigspolitiet - i skøn forening – uden hensyn til selvfølgelige principper i egne regler og højesteretspraksis og uden en fornuftig begrundelse blåstempler den omtalte uniformsanvendelse.

Jeg og adskillige andre ved godt, at udsigten til at trænge igennem med en klage mod politiet for adfærd i tjenesten er næsten lig nul. Jeg vidste ikke, at der gælder samme praksis, når politimanden ikke er i tjeneste.

Et medlem af Berlinersymfonikerne har efter krigen berettet, at en kollega i orkesteret ved en prøve optrådte i sin naziuniform. Ingen turde protestere, idet adfærden jo kunne tillades efter reglerne i det daværende diktatur i Tyskland.

 

Med venlig hilsen

William Winther Sørensen, cand. jur.