Mange djøfere går på efterløn af nød

DJØF er ikke særlig synlig i debatten vedrørende de ældres muligheder for at blive på arbejdsmarkedet. Jeg vil opfrodre DJØF til at engagere sig meget mere aktivt på dette område, hvor mange DJØF'ere oplever barrierer for en fortsættelse i arbejdslivet.

Det er utvivlsomt rigtigt, som det nævnes i artiklen, at mange går på efterløn, fordi de ikke kan finde et job, når de har mistet arbejdet i en høj alder. Jeg er selv 58 og er i denne situation. Men dertil kommer, at de meget omtalte gulerødder, som skal skabe incitament til at blive på arbejdsmarkedet, ikke virker, hvis man er ledig. De forbedrede vilkår for 62-årige og den skattefri præmie til 65-årige gælder således kun for beskæftigede. Hvis man som 60-årig er ledig, sætter man nærmest penge til, hvis man ikke går på efterløn. Hertil kommer, at reglerne for supplerende dagpenge er meget ufleksible for personer på dagpenge, idet man kun kan få disse i 30 uger og derefter skal genoptjene retten. Som efterlønner har man derimod frit slag og kan arbejde, så meget man vil, uden at der sker andet, end at der modregnes i efterlønnen. Altså en klar fordel for den, som går på efterløn.

Jeg begrerb det ikke i 90'erne og begriber det fortsat ikke: Hvorfor tænker de ansættende myndigheder f.eks. ikke på, at personer, der er oppe i alderen, for de flestes vedkommende har erkendt deres begrænsede karrieremuligheder og derfor er en god stabil arbejdskraft, der ikke tænker i karrierebaner? Med dertil hørende jobskifte osv. Gad vide om det hænger lidt sammen med, at de er usikre overfor at ansætte personer, der måske næsten er på alder med deres forælde!! Personer, der måske er LIDT mere kritiske/reflekterende og ikke så autoritetstro overfor pålagte opgaver: De slår ikke bare hælene sammen med et: "Javel". ((Og så har de - de ældre - jo også den mulighed at sige til chefen: "Du kan rende mig et vist sted")) Måske var det mere udtalt i 80'erner og 90'erne, hvor mange DJØF'ere jo næsten blev udnævnt til en form for chefer før de havde rundet de 30-35.

Når man spiller de grupper der er på arbejdsmarkedet ud mod hinanden, vil de begge svigte den anden: faglærte/ufaglærte og bachelorer/akademikere har intet til fælles her, og derfor har regeringen efter skattelettelser der mærkes mest positivt hos dem der tjener mest, banet vejen for at løbe fra sine løfter og aftaler med HELE folket. Det har et kedeligt ord - det hedder fascisme - man spiller hele tiden nogen grupper ud mod hinanden - og ingen af de grupper vil tage de andre gruppers parti. Og regeringen vinder desværre. Det er jo dét vi har regeringen til!!! At stå sammen som samfund - så den enkelte kan yde og nyde efter behov, og ikke efter wow: "Se nu fik jeg råd til et hus mere i Europa, Usa, Asien, på grund af skattelettelser." - så andre må mangle. Dét er simpelthen den laveste fællesnævner!!! Hvorfor accepterer vi, vælgerne, altid at det er på de bløde områder at der skal spares. Tænk på udvidelsen af vores lille latterlige metro - dér er milliarder at hente før den bliver færdig. Det kunne være sådan et dejligt liv - og dét kan det blive igen - når vi alle fatter at penge penge penge ikke gør lykkelig. Dét gør fred og ro, familie, job og bolig.

Det ville være mere ærligt at indrømme at kun få arbejdsgivere efterspørger arbejdskraft i aldersgruppen +50! Når alderen er blevet +60 er de fleste uden reel mulighed på arbejdsmarkedet. Derfor er der stort set heller ingen på +55 der skifter job, medmindre at de har nogle helt specielle spidskompetencer. Sådan er det for DJØF´ere! For alle dem med ringere kvalifikationer står det langt værre til. Med venlig hilsen Lars Wismann

I en gammel revyvise hedder det: "Sådan var det ikke i 90'erne". Det gælder ikke for efterlønsproblematikken. Også den gang blev DJØF'ere "tvunget" til at gå på efterløn. Desværre. Også den gang var arbejdsgiverne mere eller mindre komplet ligeglade med livslang erfaring osv. osv. Det er indstillingen hos arbejdsgiverne, der ikke har ændret sig en pind i de forgangne år. Og personligt tror jeg ikke, at det bliver anderledes, før de er "tvunget" til ikke alene at fastholde de ældre men også at ansætte ældre ansøgere. Og det sker sikkert først, når manglen på arbejdskraft virkelig begynder at kunne mærkes.

Jeg fik valget mellem en fyring og en fratrædelsesordning frem til og med de 62. Og valgte den sidste - efter råd fra DJØF-rådgiveren - og har søgt siden. Men det er som om troen stille og roligt ebber ud. Jeg er nu fyldt 63 og overvejer at give det et halvt år til. Men jeg gider snart ikke rigtig mere, jo mere man hører om situationen; om, hvor umuligt det er. Det er opslidende.

Valget er let, men ærgerligt. Jeg ville gerne have fortsat i job, men ville ikke under Jobcenters umyndiggørelse, når efterlønnen nu var en mulighed, da min kontrakt udløb for et år siden. Er snart 64 år, men ser ingen hindring for at arbejde frem til 70 år eller....? En yngre medarbejder med små børn overlevede herved i min lille afdeling i et større firma. Helt i efterlønsordningens oprindelige hensigt: Flere unge i arbejde.

Med risiko for at tale om noget jeg ikke har meget forstand på, vil jeg gerne give et input til denne ensidige debat om efterløn. Den er af helt personlig karakter, og skal fortælle lidt om personerne bag de "flotte" avisoverskrifter. Jeg er Cand.merc. Læste på CBS fra 1980-1984 og afsluttede min kandidateksamen i 87. Jeg havde stort set fuldtidsjob under hele studiet (og iøvrig deltidsjob mens jeg læste til student), en del af forklaringen på at jeg var lidt længe om at skrive min afhandling. Og jeg tjente nok til, at jeg ikke modtog SU, men pænt betalte skat. I 2009 gik jeg som 50-årig arbejdsløs i 3/4 år. Jeg søgte en hel masse økonom job, og fik afslag gang på gang. Jeg var i god dialog med min CA A-kasse og Frederiksberg job center. Jeg var naturligvis ked af at jeg ikke kunne finde mig et job, og greb til en løsning med at henvende mig til et firma for måske at skaffe mig nogle konsulentjob som selvstændig. Da dette i jan 2010 bleb muligt, stiftede jeg i hast et personligt firma (et CVR nummer) og har til alt held haft opgaver lige siden. Og forsøger desuden at udvikle min forretning til at kunne tilbyde andre opgaver. Havde jeg været 60 år i 2009, kunne efterløn sagtens have været et alternativ for mig. Jeg blev tilmeldt efterlønsordningen kort inden jeg fyldte 40 år, fordi "alle" anbefalede dette, som en forsikring / opsparing. Min søster, som i dag er 60 år, har gået ledig i næsten 2 år, og har søgt det ene job inden for sit fag i detailhandlen efter det andet. Afslagene i bagagen er kedelige, og hun er som konsekvens nu gået på efterløn, men kunne rigtig gerne tænke sig et job, evt på nedsat tid. Men markedet er trængt -og trænger ikke så meget til det grå guld. Forretnignerne vil hellere have unge, og måske dem fra Sverige som vi ser flere og flere af. Min bror som er 66 år, har været selvstændig erhvervsdrivende i siden har startede med at hjælpe vore forældre i deres forretning. Da var han 17 år. Så det er 49-50 år på arbejdsmarkedet. Han magtede desværre ikke jura studierne ved siden af at hjælpe mine forældre. Så han måtte nøjes med filosofikum og aflastede vore forældre mere og mere med arbejde i forretningen. Den overtog min bror efter vore forældres død i hhv 1987 og 1994. Han er nu folkepensionist, og passer stadig sin forretning trods et skrantende helbred på medicinering mod hjertesvigt og gigt og ikke mindst konkurrence fra lavpris supermarkeder. Han har en mekaniker ansat, som han betaler en fornuftig løn. Men løn til sig selv er der ikke plads til. Han lever på en smal fod på sin folkepension, og har iøvrigt aldrig modtaget offentlig hjælp - Kun de 2 gange vi har måttet sørge for at han blev indlagt på hospital for at få udredt hans hjertesygdom. Han passer sin forretning, så der knap nok bliver tid at holde ferie. Min kære mand blev fyret som 65 årig efter 34 år på samme arbejdsplads. Det er 6 år siden, og afspejlede det daværende arbejdsmarked. Væk med de ældre. Han var bedrøvet over at måtte holde op, fordi han er i fuld vigør fysisk og mentalt. Han søgte i mange år andre job. Hvilket var en fantastisk oplevelse. Men hvem ny ansætter en 65årig Investor, marketing og afsætnings økonom Sådan er der også nogen mennesker der lever, i dagens danmark. Skulle vi få behov for at gå på efterløn eller bare passe sin folkepension, så har vi vist synes jeg så rigeligt fortjent det - Hvis man da må være så egoistisk at sige det på den måde. mvh Annelise Hansen 20901014