God forretningsforståelse er ikke længere nok

12.1.2011

af

Foto: Christian Als/Scanpix

Foto: Christian Als/Scanpix

Michael Christiansen har haft bestyrelsesposter de sidste 35 år og oplever, at bestyrelser i dag sammensættes langt mere nuanceret end før.

De tider er forbi, hvor en solid økonomisk forretningsforståelse var et sikkert adgangskort til en bestyrelsespost i en dansk virksomhed. I hvert fald hvis man spørger Michael Christiansen, der har haft bestyrelsesposter siden midten af 1980’erne og på fuld tid, siden han stoppede som chef for Det Kongelige Teater i 2008.

”Tidligere var der en klar tendens til, at garvede erhvervsfolk per se var gode i alle bestyrelser – selv i den offentlige sektor. Det har ændret sig. Blandt dem, der sammensætter bestyrelser, er der de sidste 10-15 år vokset en langt større erkendelse frem om, at man er nødt til at lave en nøje analyse af ejerforholdene for at kunne samle den rigtige gruppe af bestyrelsesmedlemmer. Er det en enmandsvirksomhed, en familievirksomhed eller en virksomhed med en flere tusindmand stor aktionærkreds bag? Er den offentlig, privat, børsnoteret eller ej? Det kræver vidt forskellige kompetencer og dermed bestyrelser, og det er man langt mere opmærksom på i dag, hvilket jeg ser som klar professionalisering,” siger Michael Christiansen.

Selv bestrider han i dag mere end en snes bestyrelsesposter i små og store selskaber i Danmark og udlandet. De fleste som formand, herunder blandt andet for Danmarks Radio, Dansk Retursystem og schmidt hammer lassen architects.

Han synes generelt, at diskussionen om danske bestyrelsers professionalisme eller mangel på samme savner nuancer. I hans øjne er niveauet i de store danske virksomheder langt bedre end rygtet.

”Jeg synes, debatten fokuserer på nogle få store virksomheder, som for længst har taget fat om problemerne. Større danske selskaber er blevet langt bedre til at overholde regler om ikke at sidde for længe, ikke være for indspiste og huske på at have de rigtige kompetencer. Og derfor skyder kritikken til dels over målet,” siger han.

Kontorfællesskab for bestyrelsesmedlemmer

For et par år siden etablerede Michael Christiansen et kontorfællesskab med otte andre fuldtids bestyrelsesfæller. Her deler de sekretær, printer og mødelokaler og har faglige diskussioner fra deres bestyrelsesvirke.

”Jeg er ikke droslet ned, fordi jeg er stoppet som administrerende direktør. I dag arbejder jeg lige så meget som før, sidste år med 60 rejsedage, og har derfor også brug for et seriøst og professionelt set up. Det er en tendens, som jeg er sikker på vil brede sig,” siger han.

Michael Christiansen tror generelt, at professionaliseringen vil tiltage i de danske bestyrelseslokaler. Og han oplever, at flere og flere får lyst til at trække sig tilbage, som han selv har gjort, fra direktørposter før pensionsalderen for at hellige sig bestyrelsesarbejde på fuld tid.

”Hvis man tidligere trak sig tilbage som 50- eller 60-årig, var det som regel for at spille golf. I dag har mange lyst til at bruge deres kompetencer så længe som muligt og gør det i stedet på bestyrelsesarbejde. Det anses ikke længere bare som en retrætepost, men som noget, der udfordrer og giver værdi. Og det mener jeg også er et udtryk for, at bestyrelsesarbejde tages mere seriøst og bliver mere professionaliseret,” slutter han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet