En utraditionel erhvervsøkonom

”Jeg husker tydeligt, at det bare handlede om at sælge noget, også selvom dem, der skulle købe, ikke rigtig havde noget behov. Der var sådan en manipulerende og aggressiv stemning blandt sælgerne, ikke megen ægte interesse, medmenneskelighed og indføling i kundens egentlige behov. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke sætte ord på som barn. Jeg mærkede det bare som en ubehagelig fornemmelse i kroppen,” fortæller Henrik Platz.

Henriks far var aktiv i fagbevægelsen og gik ind for økonomisk demokrati. Han havde hjertet på rette sted, som sønnen siger. Men maskinfabrikken var faderens liv, og det lå i kortene, at lille Henrik skulle overtage efter ham en dag.

I dag er Henrik Platz 48 år og ansat i Merkur Andelskasse – et pengeinstitut, der profilerer sig på stærke værdier til etisk bankdrift, og hvor penge opfattes som et redskab til at fremme et bæredygtigt samfund og ikke som et mål i sig selv. Platz arbejder fra Aarhus-kontoret som redaktør af Merkurs blad Pengevirke – et blad om bæredygtig økonomi og levevis, som sendes ud til andelskassens knap 20.000 kunder.

En ensom ulv

Ovale briller, glat isse, kindernes smileriller, den lilla skjorte, cowboystøvlerne og læderbukserne. Henrik Platz ligner det, han er: En søgende og egenrådig mand med hang til meditation, bluesmusik og en bæredygtig samfundsorden. En mand, der ofte har følt sig ”som en ensom ulv på prærien,” som han selv udtrykker det i en artikel i Pengevirke. Artiklen handler om, hvorvidt økonomer af sig selv vil begynde at arbejde for mennesker, natur og dyr, eller om de vil vente på, at lovgivningen tvinger dem til det.

Han lader artiklen slutte med ordene:

”Bevidsthed, følelsen af et selv- og medansvar og direkte indsigt i det virkelige i stedet for abstrakte teorier og begreber giver langt større frihed, kreativitet og bevægelighed i en foranderlig verden. Det må også være sjovere for økonomer at være med til at udvikle og opfinde en bæredygtig verden frem for at se sine udfoldelsesmuligheder blive mere og mere stækket af lovgivning. Eller er jeg stadig en naiv dansk student på eventyr?”

Det afsluttende spørgsmål refererer til studietiden. Henrik Platz havde én gang for alle gjort op med sig selv, at han ikke skulle være maskinfabrikdirektør i Herning. Og at han derfor ikke skulle i lære på fabrikken, som det ellers var forventet. I stedet flygtede han til Aarhus og ind på cand.merc.-studiet, der måske ikke var det mest oplagte valg for den humanistisk indstillede unge fyr?

”Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle vælge at læse. Egentlig brændte jeg for nordisk litteratur, men jeg havde meget svært ved at se mig selv som gymnasielærer. Jeg tænkte, at cand.merc. var en bredere uddannelse, som kunne bruges til mange ting. Studiet var jo heller ikke så trimmet, som det er i dag, så der var rig mulighed for at sammensætte sit eget forløb. Lidt som en stor legeplads.”    

Profitmaksimering – hvorfor?

Undervejs fik Platz det dog noget anstrengt med økonomistudiets præmis om profitmaksimering, og på et tidspunkt spurgte han til en forelæsning professoren, hvorfor maksimering af profitten egentlig er målet for en virksomhed. Hvorfor kan det ikke lige så godt være andre værdier som etik, kærlighed, glæde, sandhed eller tillid?   

”Der blev helt stille i auditoriet, da jeg på den måde satte spørgsmålstegn ved handelshøjskolens hellige mantra. Og jeg fik da heller ikke noget svar,” ler han.

For at få lidt balance i tingene hoppede Platz over til filosofi i to semestre som et åndeligt plaster på såret, fordi han ikke havde gået i gymnasiet. Tiden på filosofi blev en god menneskelig investering for Platz, som her mødte studerende, der læste Habermas og havde nogle af de samme tanker som han selv.  

På det tidspunkt ville det måske have været naturligt, om Platz havde erkendt, at han ikke hørte til på cand.merc.-studiet?

”Jeg kunne godt have sagt til mig selv: ’Du er humanist og tænker mere på mennesket og jorden. Bliv socialpædagog eller lærer’. Men så har jeg altså også en fighter i mig, som vælger at blive og kæmpe. Jeg ville vise, at økonomi ikke kun behøver at handle om at skabe profit. Det er klart, at en virksomhed skal løbe rundt, men det behøver altså ikke være for at tjene flest mulige penge til aktionærerne.”

Så han skrev opgaver om medarbejderejede virksomheder, økonomisk demokrati og forbrugerkooperation. Og om hvordan man kan drive en virksomhed, der arbejder for et idealistisk formål og samtidig skal tjene penge.

Mellem forretning og idealisme

Senere kunne Platz se, at han i virkeligheden nok havde været i gang med at prøve at forene de to verdener, han kendte til: Faderens, forretningsmanden, der trods alt også havde hjertet med, og så farbroderens, der var økolog, men samtidig skulle have en forretning ud af det.

”Min farbror var helt anderledes end min far, og vi så dem ikke så tit. Mine fætre var sådan nogle, der gik i genbrugstøj og tog skoene op i den nye sofa. Det var min mor ikke særlig vild med,” smiler han.

Da Henrik var 14 år og havde sparet sammen til en racercykel, kørte han op og besøgte farbroderen og tanten på deres økologiske landbrug.

”Jeg gik rundt og spiste ærter og fik jordbær med fløde, der kom direkte fra køerne. Det var rigtig mælk, sagde de. De var nogle af pionererne i 70’ernes økologiske landbrug, og så havde de børn i familiepleje. Min tante var fantastisk at opleve. Hun evnede at rumme børnene og vise dem en vej ud fra, hvem de var som mennesker. Og jeg sugede til mig af deres menneskelige kærlighed og nærvær,” husker Platz.

Smædekampagne for skattepenge

Som nyuddannet blev han ansat som projektleder på Landbrugets Rådgivningscenter. Informationskampagnen for økologisk og biodynamisk jordbrug var den lange titel på projektet. Opgaven lød at få flere landmænd til at lægge om, gøre forbrugerne interesserede i økologi og introducere Ø-mærket i alle produktionsled. Det kunne lyde som et drømmejob for en mand som Platz, men det krævede i virkeligheden mange overvejelser at søge, for på trods af sin mavefornemmelse og provokerende spørgsmål til professoren kæmpede Platz med et stort indre forventningspres.

”Både mine børns mor og en god kammerat sagde, at det job var lige mig, men jeg tænkte, at man ikke var en ordentlig økonom, hvis man beskæftigede sig med det flip. At det ikke var et rigtigt cand.merc.-job.”

Alligevel endte han med at søge. Og fik jobbet. Og så fulgte en tid med intensiv oplysning til samfundet om økologi. Blandt andet en avis til supermarkeder, hvori informationskampagnen informationskampagnen henvendte sig direkte til kunderne ved at skrive: ’Så længe den forurenende produktion ikke er pålagt miljøafgift, skal du betale ekstra for økologiske produkter’.

”Uha. Den røg lige i Folketinget, og Venstre tordnede. Kunne det være rigtigt, at man for skatteydernes penge lavede en smædekampagne over for dansk landbrug? Så fik vi at vide fra Landbrugsministeriet, at vi ikke måtte sige noget negativt om traditionelt landbrug. Ellers ville projektet blive lukket.”

I stedet besluttede det fire mand store team i informationskampagnen at gå anderledes til værks. Fremover skulle alt, der blev sendt ud, være videnskabeligt dokumenteret af anerkendte forskningsmiljøer. De skrev en hvidbog med alt, hvad de vidste og kunne indsamle af viden om økologisk landbrug. Så sendte de bogen til høring hos forskere og fortalere for konventionelt landbrug. Og brugte svarene til at gøre materialet endnu mere sagligt korrekt.

Ministerrådgiver

”Det gjorde det pludselig nemt for os at komme igennem med vores budskaber i pressen, for vores modstandere var jo taget i ed og kunne kun sige, at vores informationer var rigtige, når journalisterne ringede for at spørge dem. Vi fik virkelig medvind i sejlene. Det var en taktisk god beslutning.”

Informationskampagnen var blevet en troværdig part, og efter nogle år blev Platz kaldt ind som rådgiver for et ministerielt udvalg under Svend Auken og Bjørn Westh,
da de som henholdsvis miljøminister og landbrugsminister skulle forholde sig til EU´s ledsageforanstaltninger for et miljøvenligt landbrug. Herfra var der ikke langt til at plante et notat med dokumentation af, at økologisk landbrug belastede miljøet mindre end konventionelt landbrug.

”En toneangivende radikal politiker fik notatet i hånden og sagde, at det var det bedste notat, hun nogensinde havde set om økologi. Og at nu kunne de gå ud og slå fast, at økologi var mere miljøvenligt.”

Det var i foråret 1993, og det var en fantastisk periode for Henrik Platz.

”Vi var fagligt kompetente, vi vidste alt, hvad man kunne vide videnskabeligt om økologi, og vi kunne skrive det så klart, at det blev anerkendt. Jeg kom nærmest i sådan en værenstilstand, hvor alting hang sammen.”

Med guitar og mundharmonika

Da Ø-mærket var indført og lovgivningen ændret, så økologisk landbrug kunne få hektarstøtte, var opgaven løst for Platz.

”Jeg følte, at jeg havde brugt min uddannelse til noget fornuftigt. Jeg havde haft succes med mit fag. Nu kaldte en gammel drøm på mig. Jeg ville forsøge mig som professionel bluesmusiker.”

Så skrottede han bilen og brugte skrotpræmien til at købe en mundharpeforstærker.

Det blev da også til nogle måneder med guitaren og mundharpen over skulderen. Og med arbejdsløshed.

”Efter at have stået til jamsessions nogle gange sammen med andre håbefulde bluesmusikere, erkendte jeg, at jeg ikke orkede det. Det miljø var endnu mere konkurrencepræget end så mange andre. Heldigvis blev jeg efter kort tid headhuntet til et udviklingsprojekt for flygtninge og indvandrere i Horsens Kommune.”

Ikke fordi Platz har noget problem med arbejdsløshed i sig selv. Tværtimod har han brugt en senere ledighedsperiode til, ud over selve jobsøgningen, at skrive på den eksistentielle fortælling om økologi og udvikling, han havde gået rundt med indeni sig i flere år. Manuskriptet ligger stadig i skuffen, men det gør egentlig ikke så meget.

”Jeg fik utrolig meget ud af at fordybe mig i skrivningen. Den blev forudsætningen for mine næste jobs. Faktisk burde det være sådan i vores samfund, at vi alle kunne trække os ud til fordybelse i perioder. Ikke som i dag, hvor man skal tage en master eller MBA ved siden af arbejdet og familien og sidde træt om aftenen og læse. Havde vi borgerløn, ville det være en mulighed for at tage en timeout og komme tilbage til sit arbejde med ny inspiration, nye ideer. Med flere farver,” drømmer manden, der selv måtte opgive at være lykkelig arbejdsløs fordybet i digte, bøger og musik.

”Sideløbende med skrivningen opstod der en stor forpligtelse i mig til at bruge mine evner inden for økologi og projektarbejde. Og så skyldte jeg også mine børn, at vi kunne komme på ferie og opleve noget i stedet for, at jeg rendte rundt og ingen penge havde.”

Mærk, hvad du står for

Helt op til Platz var midt i 30’erne spøgte mantraet om, at man ikke er en rigtig cand.merc.’er, hvis ikke man tjener mange penge og gør karriere. Og undervejs er det også blevet til en jobsamtale i Dansk Supermarked som personaledirektørens højre hånd.

”Jeg tror simpelthen, at personaledirektøren kaldte mig ind, fordi han måtte se, hvad jeg var for en. Det var jo en god ansøgning, men med et noget utraditionelt cv,” griner Platz.

”Vi havde en fin samtale, men jeg sad bare og tænkte på, om verden bliver bedre af, at vi får et nyt supermarked? Direktøren var uden tvivl rigtig dygtig til sit job, og da jeg gav ham hånden bagefter, var det med en ærlig følelse af, at jeg anerkendte hans kompetencer og det, de kunne i virksomheden. Men jeg besluttede samtidig, at jeg aldrig mere skulle prøve kræfter med det traditionelle erhvervsliv for at bevise, at jeg var dygtig nok.”

Til gengæld oplevede Platz det, som om han var kommet ’hjem’, da han blev ansat i Merkur. Det skyldes ikke mindst andelskassens holdning om at fremme en bæredygtig samfundsudvikling, som fx betyder, at størstedelen af udlånene går til projekter inden for økologi, miljø, kultur eller sociale formål. Og fordi Merkur ingen spekulationsaktiviteter har.